Denne roman udkom oprindeligt i Norge 1994, men er først for nylig blevet oversat til dansk.
Vi introduceres for gymnasielektoren Elias Rukla i en situation hvor han for 25 år i træk er ved at gennemgå Henrik Ibsens ”Vildanden” for et hold elever.
Undervejs i undervisningen oplever han en eller anden form for erkendelse og får et sjældent klarsyn - men eleverne er på ingen måde interesseret i undervisningen. De keder sig bravt!
Solstad sætter scenen meget rammende;
”Egentlig var han en lidt fordrukken lektor i 50’erne med en kone som var blevet lasket med årene, og som han spiste morgenmad med hver morgen".
”Ægteskabet virker falmet, hans indsats som lektor automatiseret og han selv ganske slukket; døset hen i det liv, han så gerne ville leve, men som han ikke længere eftertragter. Indtil den pludselige erkendelse i gennemgangen af ’Vildanden’.”
Det går hverken værre eller bedre end at det slår klik får Rukla. Han overfuser sine elever, og på vej gennem skolegården mister han besindelsen, mens han kæmper med at slå sin paraply op.
Det går hverken værre eller bedre end at han i et raserianfald smadrer paraplyen mod skolegårdens springvand, og samtidig river sig selv til blods.
Der er masser af elever i skolegården på dette tidspunkt, som ser måbende til, mens Ruklas’ raseri blot bliver mere og mere rødglødende. Han overfuser eleverne på groveste vis og tager flugten fra skolen. Og så går han ellers mere eller mindre i panik.
Han tolker det nærmest som om han netop har ødelagt sit liv. Han kan umuligt vende tilbage til skole igen.
Herefter får vi historien om hvordan der gennem årerne blev bygget op til Elias’ livskrise pludselig står i lys lue midt i skolegården.
Vi får også historien om hvordan Elias Rukla i sine yngre år havde et tæt venskab med studiekammeraten på filosofi-studiet, Johan Corneliussen, som alle havde store forventninger til.
Senere skete der dog det uventede at Johan fik et indbringende job i reklamebranchen i New York og overlod sin smukke kone Eva - som Rukla altid har forgudet - samt deres lille datter, til sin ven.
Det er en meget overrumplende historie om en mand der føler sig fremmedgjort i dagens samfund, om den tunge tavshed mellem et ægtepar og om hvordan dannelsesidealerne er kørt i sænk.
Elias er desperat, indigneret og mismodig og Solstad beskriver disse følelser mesterligt.
’Generthed og værdighed’ vandt blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, og romanen banede vejen for et stort gennembrud i USA.
fredag den 24. november 2017
fredag den 17. november 2017
Emmanuel Guibert: Alans krig
I 1994 mødte Emmanuel Guibert tilfældigt amerikaneren Alan Cope i Frankrig, og mødet udviklede sig hurtigt til et stærkt venskab, som kom til at danne grundlaget for tegneserien Alans krig.
Fra 2000 til 2008 omsatte Guibert Alan Copes personlige erindringer om de sidste måneder af 2. verdenskrig og årene derefter til 3 store tegneseriealbums, der nu er samlet i ét bind, på dansk.
Da Alan Cope ankommer til Europa, er krigen i realiteten forbi, og hans beretning handler mere om hans møder med mange forskellige slags mennesker, og om hans indtryk fra en række krigshærgede europæiske lande, end om krigens voldsomme slag ved fronten.
Derfor vil man nok blive skuffet hvis man forventer en ’action-packed’ tegneserie med vilde krigshandlinger fra ende til anden.
Til gengæld er troværdigheden og autenticiteten i top. Detaljerigdommen i beskrivelserne af de mange små oplevelser er fascinerende. Man får hurtigt indtryk af at Cope var en mand der havde alle sanserne på vid gab, hele vejen igennem.
Der fortælles med en med en skøn, underspillet humor og man fornemmer i det hele taget tydeligt at Cope var en medmenneskelig, hjertevarm og humoristisk person.
De gulbrune sider med den nedtonede og skitseagtig streg passer i øvrigt perfekt til den lavmælte og relativ udramatiske fortælling, fra en ellers meget dramatisk periode i historien.
Alans krig har modtaget en lang række internationale priser og er for nylig blevet fulgt op af albummet L´enfance d´Alan (Alans barndom).
Fra 2000 til 2008 omsatte Guibert Alan Copes personlige erindringer om de sidste måneder af 2. verdenskrig og årene derefter til 3 store tegneseriealbums, der nu er samlet i ét bind, på dansk.
Da Alan Cope ankommer til Europa, er krigen i realiteten forbi, og hans beretning handler mere om hans møder med mange forskellige slags mennesker, og om hans indtryk fra en række krigshærgede europæiske lande, end om krigens voldsomme slag ved fronten.
Derfor vil man nok blive skuffet hvis man forventer en ’action-packed’ tegneserie med vilde krigshandlinger fra ende til anden.
Til gengæld er troværdigheden og autenticiteten i top. Detaljerigdommen i beskrivelserne af de mange små oplevelser er fascinerende. Man får hurtigt indtryk af at Cope var en mand der havde alle sanserne på vid gab, hele vejen igennem.
Der fortælles med en med en skøn, underspillet humor og man fornemmer i det hele taget tydeligt at Cope var en medmenneskelig, hjertevarm og humoristisk person.
De gulbrune sider med den nedtonede og skitseagtig streg passer i øvrigt perfekt til den lavmælte og relativ udramatiske fortælling, fra en ellers meget dramatisk periode i historien.
Alans krig har modtaget en lang række internationale priser og er for nylig blevet fulgt op af albummet L´enfance d´Alan (Alans barndom).
søndag den 12. november 2017
Dave Roberts: 32 programmer
Ualmindelig charmerende beretning om Dave Roberts' op- og nedture i livet, hvor kærligheden til fodbold er i centrum.
Jeg elsker selv fodbold men synes der er langt mellem snapsene hvad angår gode bøger om fodbold. Denne biografi er dog noget helt specielt.
Engelske Dave Roberts har lige siden han var en bette knajt samlet på fodboldprogrammer (blade, udgivet i forbindelse med fodboldkampe, med historier om spillerne, statistikker og andet guf for fodboldnørder).
Da Dave og hans kone så en dag skal flytte til USA kan han ikke slæbe hele sin samling på 1134 programmer med til deres nye hjem. Han beslutter at udvælge 32!
Problemet er jo at Dave har stærke følelser og minder der knytter sig til hvert enkelt program.
Der er for eksempel minder om barndommen, gamle venner, gamle flammer, legendariske spillere, legendariske mål, yndlingshold, triumfer og gigantiske skuffelser.
Alligevel er der jo nogle der betyder mere for ham end andre, og derfor må han i gang med den svære kunst at udvælge de 32 der betyder allermest for ham.
På den måde får man så som læser indblik i Daves liv helt fra han er en lille dreng, der får lov til at komme med sin far til foldboldkampe, og den livslange passion for fodbold indledes.
Kernen i det hele er Daves besættelse af fodbold, de mange anekdoter og historier om op- og nedture, samt besynderlige oplevelser i forbindelse med fodboldkampe, er en fryd at læse for fodbolselskere.
Bogen blev nomineret i kategorien 'verdens bedste sportsbog' i 2011, den internationale pris 'William Hill Sportsbook of the Year'.
Jeg elsker selv fodbold men synes der er langt mellem snapsene hvad angår gode bøger om fodbold. Denne biografi er dog noget helt specielt.
Engelske Dave Roberts har lige siden han var en bette knajt samlet på fodboldprogrammer (blade, udgivet i forbindelse med fodboldkampe, med historier om spillerne, statistikker og andet guf for fodboldnørder).
Da Dave og hans kone så en dag skal flytte til USA kan han ikke slæbe hele sin samling på 1134 programmer med til deres nye hjem. Han beslutter at udvælge 32!
Problemet er jo at Dave har stærke følelser og minder der knytter sig til hvert enkelt program.
Der er for eksempel minder om barndommen, gamle venner, gamle flammer, legendariske spillere, legendariske mål, yndlingshold, triumfer og gigantiske skuffelser.
Alligevel er der jo nogle der betyder mere for ham end andre, og derfor må han i gang med den svære kunst at udvælge de 32 der betyder allermest for ham.
På den måde får man så som læser indblik i Daves liv helt fra han er en lille dreng, der får lov til at komme med sin far til foldboldkampe, og den livslange passion for fodbold indledes.
Kernen i det hele er Daves besættelse af fodbold, de mange anekdoter og historier om op- og nedture, samt besynderlige oplevelser i forbindelse med fodboldkampe, er en fryd at læse for fodbolselskere.
Bogen blev nomineret i kategorien 'verdens bedste sportsbog' i 2011, den internationale pris 'William Hill Sportsbook of the Year'.
torsdag den 9. november 2017
Julian Barnes: Tidens støj
Denne roman fra 2016 følger den sovjetiske komponist Sjostakovitsj, der efter sin første opera, er kommet i den sorte bog hos diktatoren Stalin.
Det var der mange der gjorde dengang 1930’erne, og mange måtte frygte for deres liv dag og nat.
Det betød blandt andet at 30-årige Sjostakovitsj pakkede en kuffert og valgte at sove ved siden af elevatoren hver nat, så det ikke vagte for megen postyr i den lille familie, når han blev bortført om natten.
For han var ikke i tvivl om at det ville ske, han var kun i tvivl om hvornår det ville ske.
Sjostakovitsj liv bliver mere og mere mareridtsagtig, og det beskrives mesterligt hvordan han hele tiden må være på vagt. Samtidig får man en del historiske henvisninger til begivenheder i datidens Sovjetunion.
Man fornemmer også tydeligt hvor meget Sjostakovitsj brænder for sin musik.
Han forsøger stædigt at holde fast i sin kunst og udtryksform, selvom Stalin har udråbt musikken til at være den rene støj, og selvom stort set resten af den kulturelle verden vender ham ryggen.
Der sker dog det uventede at Stalin i stedet for at lade Sjostakovitsj henrette, bruger ham som en slags marionetdukke i det kæmpestore propagandaapparat.
Han bliver med andre ord tvunget til at rette ind og komponere musik der lever op til regimets idealer.
Spørgsmålet er jo så hvad disse påtvungne arbejdsmetoder gør ved en kunstner?
Der er ingen tvivl om at Sjostakovitsj var dybt splittet mellem ytringsfrihed og selvcensuren under Stalin.
Julians Barnes har skrevet en rigtig god romanbiografi om et liv med konstant frygt og om musikkens enorme kraft.
Det var der mange der gjorde dengang 1930’erne, og mange måtte frygte for deres liv dag og nat.
Det betød blandt andet at 30-årige Sjostakovitsj pakkede en kuffert og valgte at sove ved siden af elevatoren hver nat, så det ikke vagte for megen postyr i den lille familie, når han blev bortført om natten.
For han var ikke i tvivl om at det ville ske, han var kun i tvivl om hvornår det ville ske.
Sjostakovitsj liv bliver mere og mere mareridtsagtig, og det beskrives mesterligt hvordan han hele tiden må være på vagt. Samtidig får man en del historiske henvisninger til begivenheder i datidens Sovjetunion.
Man fornemmer også tydeligt hvor meget Sjostakovitsj brænder for sin musik.
Han forsøger stædigt at holde fast i sin kunst og udtryksform, selvom Stalin har udråbt musikken til at være den rene støj, og selvom stort set resten af den kulturelle verden vender ham ryggen.
Der sker dog det uventede at Stalin i stedet for at lade Sjostakovitsj henrette, bruger ham som en slags marionetdukke i det kæmpestore propagandaapparat.
Han bliver med andre ord tvunget til at rette ind og komponere musik der lever op til regimets idealer.
Spørgsmålet er jo så hvad disse påtvungne arbejdsmetoder gør ved en kunstner?
Der er ingen tvivl om at Sjostakovitsj var dybt splittet mellem ytringsfrihed og selvcensuren under Stalin.
Julians Barnes har skrevet en rigtig god romanbiografi om et liv med konstant frygt og om musikkens enorme kraft.
fredag den 13. oktober 2017
Elisabeth Nørkjær & Lise Vestergaard: Med filifytten på eventyr: De blå elefanters ø
Denne glimrende højtlæsningsbog handler om tvillingerne Morten og Bertha der en dag møder en ’filifyt’ der hedder Tyt, som kommer fra landet Filifytien.
Tyt beder Morten og Bertha om hjælp. Der er nemlig sket det at Filifytiens dronning har fået stjålet sin dyrbare halskæde af en fæl trold fra De blå elefanters ø.
Samtidig har trolden forhekset halskæden og fanget filifytternes fantasi inde i den, og har gemt den på sin borg. Tyt har lovet at skaffe halskæden tilbage men han har brug for menneskebørnenes hjælp fordi de har en god fantasi, og det skal der til for at komme hele vejen ind til borgen.
Jeg havde den ene af personerne bag bogen, Elisabeth Nørkjær som lærer i folkeskolen. Det jeg husker hende bedst for var når hun indimellem fortalte historier for klassen. Hun var – og er – ganske enkelt en genial historiefortæller! Hun fandt på udviklingen i historien mens hun fortalte den. Hele klassen sad dybt koncentrerede og lyttede, og grinede højt - for der var altid masser af humor i fortællingerne.
Den historie vi hørte var dog ikke om filifytten, som denne bog handler om. Den handlede om derimod om drengen Albertus der bliver gode venner med en lille fyr fra det ydre rum, der hed O.
Historien udviklede sig over lang tid, og når vi næste gang (ofte flere uger senere) fik lov at høre mere om Albertus & O var det klassens opgave at fortælle Elisabeth hvor vi kom til i historien sidste gang – og vi kunne altid huske hver eneste detalje!
Det er netop en tidligere elev på min folkeskole, Lise Vestergaard der, her cirka 30 år, efter fik den idé at tage kontakt til Elisabeth - med henblik på at få udgivet en læs højt bog ud fra den historie Elisabeth fortalte til Lise’ klasse. Stor tak til Lise for den gode idé!
Resultatet blev denne fine lille bog, som jeg med stor succes har læst højt for mine 3 børn.
De har valgt at bogen skal være uden billeder, så barnet kan få ro og rum til at udvikle sin fantasi og forestillingsevne.
Samtidig er bogen en form for ’uformel snak-sammen-bog’ til børn og voksne idet der undervejs stilles spørgsmål til børnene om hvordan DE synes bogens hovedpersoner bedst kan klare sig ud af en af de udfordringer de står overfor i eventyret.
På tirsdag 17.10.2017 kl. 11-12:30 kan man komme med filifytten på eventyr på Hjørring Bibliotek.
Læs mere om arrangementet her.
Tyt beder Morten og Bertha om hjælp. Der er nemlig sket det at Filifytiens dronning har fået stjålet sin dyrbare halskæde af en fæl trold fra De blå elefanters ø.
Samtidig har trolden forhekset halskæden og fanget filifytternes fantasi inde i den, og har gemt den på sin borg. Tyt har lovet at skaffe halskæden tilbage men han har brug for menneskebørnenes hjælp fordi de har en god fantasi, og det skal der til for at komme hele vejen ind til borgen.
Jeg havde den ene af personerne bag bogen, Elisabeth Nørkjær som lærer i folkeskolen. Det jeg husker hende bedst for var når hun indimellem fortalte historier for klassen. Hun var – og er – ganske enkelt en genial historiefortæller! Hun fandt på udviklingen i historien mens hun fortalte den. Hele klassen sad dybt koncentrerede og lyttede, og grinede højt - for der var altid masser af humor i fortællingerne.
Den historie vi hørte var dog ikke om filifytten, som denne bog handler om. Den handlede om derimod om drengen Albertus der bliver gode venner med en lille fyr fra det ydre rum, der hed O.
Historien udviklede sig over lang tid, og når vi næste gang (ofte flere uger senere) fik lov at høre mere om Albertus & O var det klassens opgave at fortælle Elisabeth hvor vi kom til i historien sidste gang – og vi kunne altid huske hver eneste detalje!
Det er netop en tidligere elev på min folkeskole, Lise Vestergaard der, her cirka 30 år, efter fik den idé at tage kontakt til Elisabeth - med henblik på at få udgivet en læs højt bog ud fra den historie Elisabeth fortalte til Lise’ klasse. Stor tak til Lise for den gode idé!
Resultatet blev denne fine lille bog, som jeg med stor succes har læst højt for mine 3 børn.
De har valgt at bogen skal være uden billeder, så barnet kan få ro og rum til at udvikle sin fantasi og forestillingsevne.
Samtidig er bogen en form for ’uformel snak-sammen-bog’ til børn og voksne idet der undervejs stilles spørgsmål til børnene om hvordan DE synes bogens hovedpersoner bedst kan klare sig ud af en af de udfordringer de står overfor i eventyret.
På tirsdag 17.10.2017 kl. 11-12:30 kan man komme med filifytten på eventyr på Hjørring Bibliotek.
Læs mere om arrangementet her.
fredag den 6. oktober 2017
Thomas Espedal: Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv
"Gå - eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" er en lille forunderlig bog, der på én gang fungerer som en dagbog, rejseskildring og et essay. Det hele fokuserer på det at gå.
Norske Thomas Espedal tager os med på vandreture i de norske fjelde – med al den skønhed og stilhed – de byder på, samt til pulserende byliv i Istanbul og Paris – med al den larm og uro de steder byder på.
Vi kommer også med på bjergvandringer i Tyrkiet samt en tur på stranden i Grækenland.
Espedal går skiftevis alene og sammen med sin ven Narve. Espedal insisterer på at vandrer i skjorte og nålestribede bukser, og så går han aldrig ned på cigaretter og spiritus. Der er med andre ord ikke tale om en helt almindelig litteratur om at vandre.
Der er mange smukke beskrivelser af naturen undervejs, men set skinner tydeligt igennem at det ikke er en dans på roser at være vandringsmand. Det er benhårdt og alkoholen og cigaretterne fungerer som en form for overlevelsesværktøjer.
Så det er tydeligt at Espedal ikke går fordi det er sundt - men snarere fordi det at gå tager ham væk fra det moderne livs bekvemmeligheder og den daglige trummerum.
Espedal gør det til et livsprojekt at gå, simpelthen for at overleve – får man på fornemmelsen – og for at leve et mere nærværende og autentisk liv.
Det er på ingen måde tale om ’hygge-gåture’. Et eksempel på dette er et sted hvor Espedel og vennen havner en aften i ualmindeligt godt selskab under sydlige himmelstrøg, med god mad og drikke – men næste morgen er der kun én ting der fylder i hovedet (udover tømmermændene, måske…) og det er at komme videre. Ud at gå.
Noget det der også fylder rigtig meget i bogen er filosofi. Når man går MEGET lange ture kommer de store tanker lige så stille, og Espedal og vennen reflekterer over livet mens det flyver rundt med citater af bl.a. Rousseau, Kierkegaard, Nietzsche.
Så det hjælper hvis man har en lille smule interesse for filosofi…
Der er på alle mulige måder tale om en tankevækkende og underfundig bog.
Norske Thomas Espedal tager os med på vandreture i de norske fjelde – med al den skønhed og stilhed – de byder på, samt til pulserende byliv i Istanbul og Paris – med al den larm og uro de steder byder på.
Vi kommer også med på bjergvandringer i Tyrkiet samt en tur på stranden i Grækenland.
Espedal går skiftevis alene og sammen med sin ven Narve. Espedal insisterer på at vandrer i skjorte og nålestribede bukser, og så går han aldrig ned på cigaretter og spiritus. Der er med andre ord ikke tale om en helt almindelig litteratur om at vandre.
Der er mange smukke beskrivelser af naturen undervejs, men set skinner tydeligt igennem at det ikke er en dans på roser at være vandringsmand. Det er benhårdt og alkoholen og cigaretterne fungerer som en form for overlevelsesværktøjer.
Så det er tydeligt at Espedal ikke går fordi det er sundt - men snarere fordi det at gå tager ham væk fra det moderne livs bekvemmeligheder og den daglige trummerum.
Espedal gør det til et livsprojekt at gå, simpelthen for at overleve – får man på fornemmelsen – og for at leve et mere nærværende og autentisk liv.
Det er på ingen måde tale om ’hygge-gåture’. Et eksempel på dette er et sted hvor Espedel og vennen havner en aften i ualmindeligt godt selskab under sydlige himmelstrøg, med god mad og drikke – men næste morgen er der kun én ting der fylder i hovedet (udover tømmermændene, måske…) og det er at komme videre. Ud at gå.
Noget det der også fylder rigtig meget i bogen er filosofi. Når man går MEGET lange ture kommer de store tanker lige så stille, og Espedal og vennen reflekterer over livet mens det flyver rundt med citater af bl.a. Rousseau, Kierkegaard, Nietzsche.
Så det hjælper hvis man har en lille smule interesse for filosofi…
Der er på alle mulige måder tale om en tankevækkende og underfundig bog.
tirsdag den 12. september 2017
José Homs: Angelus
Handlingen tager udgangspunkt i Sælgeren Clovis Chaumel, der lever et lidt småkedeligt og ensformigt liv i en lille fransk provinsby - lige indtil et tilfældigt møde med kunstmaleren Millets billede "Angelus", som totalt slår benene væk under ham.
Netop denne begivenhed er baseret på et sandt mysterium: Salvador Dalis fascination af Millets værk "Angelus".
Dali brugte gentagene gange dette motiv som inspirationskilde til sine egne malerier.
Clovis’ møde med dette maleri ændrer hans liv fuldstændig og han gennemgår en markant udvikling i løbet af historien. Fra at være en lidt trist kontormus bliver han en kunstinteresseret ’boheme-type’ - og hans kone forstår ham SLET ikke…
Clovis gør det til sit projekt at forske i maleriets historie, og det fører ham snart til opdagelser af tabubelagte begivenheder i sin egen familie, som har paralleller til det Salvador Dali gennemgik i 1930’erne.
Temaerne i historien er en mands midtlivskrise, familiehemmeligheder og kunst. Det hele er formidlet virkelig fængende og interessant.
Der er mange følelser på spil i tegneserien og det skildres flot ved hjælp af udtryksfulde ansigter, stemningsfuld farvelægning og de mange detaljer i tegningerne.
Så udover at det er en god historie af franske Giroud, så byder værket også på en vellykket tegnestil med mange flotte detaljer af spanske José Homs.
Netop denne begivenhed er baseret på et sandt mysterium: Salvador Dalis fascination af Millets værk "Angelus".
Dali brugte gentagene gange dette motiv som inspirationskilde til sine egne malerier.
Clovis’ møde med dette maleri ændrer hans liv fuldstændig og han gennemgår en markant udvikling i løbet af historien. Fra at være en lidt trist kontormus bliver han en kunstinteresseret ’boheme-type’ - og hans kone forstår ham SLET ikke…
Clovis gør det til sit projekt at forske i maleriets historie, og det fører ham snart til opdagelser af tabubelagte begivenheder i sin egen familie, som har paralleller til det Salvador Dali gennemgik i 1930’erne.
Temaerne i historien er en mands midtlivskrise, familiehemmeligheder og kunst. Det hele er formidlet virkelig fængende og interessant.
Der er mange følelser på spil i tegneserien og det skildres flot ved hjælp af udtryksfulde ansigter, stemningsfuld farvelægning og de mange detaljer i tegningerne.
Så udover at det er en god historie af franske Giroud, så byder værket også på en vellykket tegnestil med mange flotte detaljer af spanske José Homs.
søndag den 3. september 2017
Camilla Mehlsen: Teknologiens testpiloter
Hvis man interesserer sig bare en lille smule for børn og unges forhold til digital teknologi, er dette en yderst interessant debatbog.
Smartgenerationen (som nutidens børn og unge betegnes i bogen) er den første generation der vokser op med smart teknologi ”i sandkassen, skolen og soveværelset”, som Mehlsen beskriver det. ”Det er nyt og på mange måder et eksperiment, og vi kender endnu ikke konsekvenserne af den udvikling”.
Bogen fokuserer meget på at der - på grund af den digitale udvikling - er behov for en relancering af dannelses-begrebet.
Jeg kunne ikke være mere enig.
En af hovedpointerne i bogen er at bare fordi nutidens børn og unge vokser op med al den nye, smarte teknologi er de ikke automatisk mestre i at håndtere de muligheder og udfordringer de digitale medier bringer med sig.
De har brug for os voksne – også selvom mange voksne i dag føler sig hægtet af den digitale udvikling. Vi, de voksne, skal sørge for digital dannelse, for den kommer ikke af sig selv!
En af de myter forfatteren punkterer er den om at vores børn og unge er digitalt indfødte og derfor lærer at mestre teknologi hurtigere og bedre end tidligere generationer.
Camilla Mehlsen er videnskabsjournalist og selverklæret kritisk teknologioptimist. Den titel lever hun i bogen op til ved at undgå ensidige betragtninger om hvor ’farlig’ den moderne teknologi er for børn og unge.
Hun påpeger ganske enkelt at der er faldgruber i omgangen med den smarte teknologi, og at det drejer sig om at have den sunde fornuftige og kritiske tilgang til smartteknologien med sig, for at få det bedste ud af alle de fantastiske muligheder der ligger deri.
Bogen er grundig og veldokumenteret. Den indeholder fx en hel del facts, tal og undersøgelser samt beskrivelser af konferencer og udtalelser fra forskere, som bogens forfatter har talt med om emnet.
I bogen nævnes det blandt andet at danske forældre hører til blandt dem der er mindst bekymrede i forhold til børn og unges digitale vaner, samtidig med at danske børn er de børn der sidder længst tid foran computeren – og det anser Mehlsen som et problem.
Derudover er danske skolebørn blandt de børn og unge der tilbringer mindst tid sammen med kammerater efter skoletid i Europa.
Der er også en del fokus på hvordan folkeskolen forholder sig til den digitale revolution. En af pointerne i den forbindelse er at undervisningen ikke automatisk får et løft blot fordi skolen indkøber iPads til alle eleverne.
Faktisk er der intet der tyder på at digitaliseringen i barndommen giver skolebørn vigtige IT-mæssige kompetencer.
Interessant bog om et vigtigt emne, der er holdt i et lettilgængeligt og levende sprog.
Forordet er i øvrigt skrevet af Vincent Fella Hendricks, der sidste år udgav den glimrende bog: ”Spræng boblen: sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden”, der blandt andet handler om sociale medier.
Smartgenerationen (som nutidens børn og unge betegnes i bogen) er den første generation der vokser op med smart teknologi ”i sandkassen, skolen og soveværelset”, som Mehlsen beskriver det. ”Det er nyt og på mange måder et eksperiment, og vi kender endnu ikke konsekvenserne af den udvikling”.
Bogen fokuserer meget på at der - på grund af den digitale udvikling - er behov for en relancering af dannelses-begrebet.
Jeg kunne ikke være mere enig.
En af hovedpointerne i bogen er at bare fordi nutidens børn og unge vokser op med al den nye, smarte teknologi er de ikke automatisk mestre i at håndtere de muligheder og udfordringer de digitale medier bringer med sig.
De har brug for os voksne – også selvom mange voksne i dag føler sig hægtet af den digitale udvikling. Vi, de voksne, skal sørge for digital dannelse, for den kommer ikke af sig selv!
En af de myter forfatteren punkterer er den om at vores børn og unge er digitalt indfødte og derfor lærer at mestre teknologi hurtigere og bedre end tidligere generationer.
Camilla Mehlsen er videnskabsjournalist og selverklæret kritisk teknologioptimist. Den titel lever hun i bogen op til ved at undgå ensidige betragtninger om hvor ’farlig’ den moderne teknologi er for børn og unge.
Hun påpeger ganske enkelt at der er faldgruber i omgangen med den smarte teknologi, og at det drejer sig om at have den sunde fornuftige og kritiske tilgang til smartteknologien med sig, for at få det bedste ud af alle de fantastiske muligheder der ligger deri.
Bogen er grundig og veldokumenteret. Den indeholder fx en hel del facts, tal og undersøgelser samt beskrivelser af konferencer og udtalelser fra forskere, som bogens forfatter har talt med om emnet.
I bogen nævnes det blandt andet at danske forældre hører til blandt dem der er mindst bekymrede i forhold til børn og unges digitale vaner, samtidig med at danske børn er de børn der sidder længst tid foran computeren – og det anser Mehlsen som et problem.
Derudover er danske skolebørn blandt de børn og unge der tilbringer mindst tid sammen med kammerater efter skoletid i Europa.
Der er også en del fokus på hvordan folkeskolen forholder sig til den digitale revolution. En af pointerne i den forbindelse er at undervisningen ikke automatisk får et løft blot fordi skolen indkøber iPads til alle eleverne.
Faktisk er der intet der tyder på at digitaliseringen i barndommen giver skolebørn vigtige IT-mæssige kompetencer.
Interessant bog om et vigtigt emne, der er holdt i et lettilgængeligt og levende sprog.
Forordet er i øvrigt skrevet af Vincent Fella Hendricks, der sidste år udgav den glimrende bog: ”Spræng boblen: sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden”, der blandt andet handler om sociale medier.
tirsdag den 29. august 2017
John Williams: Butcher's crossing
For få år siden blev den for længst afdøde amerikanske forfatter John Williams (1922 – 1994) pludselig en litterær succes med den glimrende roman Stoner, der oprindelig udkom tilbage i 1965.
Dengang blev den ikke et hit, men tog altså - fuldt fortjent - revanche i 2014.
Derfor var forventningerne også store da den næste relancering af en af Williams’ bøger udkom. Butcher’s crossing udkom oprindeligt 1960.
Miljøet i Butcher’s crossing kan ikke komme meget længere væk fra Stoners stille universitetsmiljø. Der er nemlig tale om en western-roman hvor en ung mand kaster sig ud i en livsfarlig, men forhåbentlig indbringende jagt på bisoner, i et øde og barskt landskab i 1800-tallets Amerika.
William Andrews har sagt farvel til livet som studerende ved universitetet i storbyen Boston i et forsøg på at finde sig selv i ødemarken og præriebyen Burtcher’s crossing.
Han vil ud og prøve sig selv af i naturen og leve et mere autentisk liv. William ankommer til den lille by som fremmed og må forholde sig til alt dette medfører.
Bison-ekspeditionen består blandt andet af en ’skinder’, som er en rutineret bisonjæger der står for at flå skindene af dyrene.
Og det er en barsk tur til Colorado mændene og hestene begiver sig ud på. På deres vej mod den store flok af bisoner, som jægeren Miller for en del år siden så i en dal, kæmper de mod ekstremt vejr og flere uheld. Og de barske udfordringer de møder undervejs beskrives detaljeret og mesterligt af John Williams.
Bogen er vellykket oversat af Michael Vraa. Et godt eksempel er hvor Andrews får sin debut udi kunsten at sprætte dyr op.
Citat:
”Da hans venstre hånd nåede enden af tarmen, rakte han den anden hånd med kniven op ved siden af den og skar i blinde i det seje rør. Den rådne lugt af bisonens halvt fordøjede mad stod ud i hovedet på ham; han holdt vejret og savede løs med kniven, stadig mere desperat."
En af de absolutte forcer ved Williams er den uhøjtidelige skrivestil selvom situationerne undervejs indimellem er desperate og livsfarlige. Det underspillede og meget lidt prætentiøse sprog gør, på nærmest magisk vis, at man som læser bliver indfanget med hud og hår.
Romanen fokuserer på miljøets vilkår, de valg man foretager sig i livet, og identitet.
God og anderledes læseoplevelse hvor man er hensat til det vilde vesten, og kampen for at overleve i et barskt miljø.
Dengang blev den ikke et hit, men tog altså - fuldt fortjent - revanche i 2014.
Derfor var forventningerne også store da den næste relancering af en af Williams’ bøger udkom. Butcher’s crossing udkom oprindeligt 1960.
Miljøet i Butcher’s crossing kan ikke komme meget længere væk fra Stoners stille universitetsmiljø. Der er nemlig tale om en western-roman hvor en ung mand kaster sig ud i en livsfarlig, men forhåbentlig indbringende jagt på bisoner, i et øde og barskt landskab i 1800-tallets Amerika.
William Andrews har sagt farvel til livet som studerende ved universitetet i storbyen Boston i et forsøg på at finde sig selv i ødemarken og præriebyen Burtcher’s crossing.
Han vil ud og prøve sig selv af i naturen og leve et mere autentisk liv. William ankommer til den lille by som fremmed og må forholde sig til alt dette medfører.
Bison-ekspeditionen består blandt andet af en ’skinder’, som er en rutineret bisonjæger der står for at flå skindene af dyrene.
Og det er en barsk tur til Colorado mændene og hestene begiver sig ud på. På deres vej mod den store flok af bisoner, som jægeren Miller for en del år siden så i en dal, kæmper de mod ekstremt vejr og flere uheld. Og de barske udfordringer de møder undervejs beskrives detaljeret og mesterligt af John Williams.
Bogen er vellykket oversat af Michael Vraa. Et godt eksempel er hvor Andrews får sin debut udi kunsten at sprætte dyr op.
Citat:
”Da hans venstre hånd nåede enden af tarmen, rakte han den anden hånd med kniven op ved siden af den og skar i blinde i det seje rør. Den rådne lugt af bisonens halvt fordøjede mad stod ud i hovedet på ham; han holdt vejret og savede løs med kniven, stadig mere desperat."
En af de absolutte forcer ved Williams er den uhøjtidelige skrivestil selvom situationerne undervejs indimellem er desperate og livsfarlige. Det underspillede og meget lidt prætentiøse sprog gør, på nærmest magisk vis, at man som læser bliver indfanget med hud og hår.
Romanen fokuserer på miljøets vilkår, de valg man foretager sig i livet, og identitet.
God og anderledes læseoplevelse hvor man er hensat til det vilde vesten, og kampen for at overleve i et barskt miljø.
fredag den 25. august 2017
David Mazzucchelli: Asterios Polyp
Asterios Polyp bliver betragtet som en ny-klassiker og et hovedværk indenfor verden af moderne tegneserier eller ’graphic novels’, om man vil.
Tegneserien udkom oprindelig i 2009 men blev først oversat til dansk i 2012.
Hovedpersonen Asterios Polyp er en arkitekt, der har vundet op til flere priser for sine idéer og tegninger. Ingen af tegningerne er dog nogensinde blevet opført som bygninger, og lige under den pæne overflade lever han et lettere deprimerende liv.
Til daglig er han en velklædt universitetsprofessor, der nyder den respekt de studerende udviser overfor ham. Vi møder Polyp første gang på sin 50-års fødselsdag, hvor han er ensom og på vej ned i en dyb livskrise.
Pludselig går brandalarmen i det lejlighedskompleks i New York hvor han bor, og det får ham til at flygte ud af lejligheden og videre ud af storbyen – og måske også ud af sin livskrise?
Det er en vanvittig flot udført tegneserie med masser af symbolik, kunstnerisk udførte tegninger og virkemidler, blandt andet i forhold til farvelægningen.
Selve historiefortællingen er relativ kompleks på grund af en del flashbacks og, ikke mindst, på grund af det faktum at det er Asterios’ afdøde tvillingebror Ignazio der er fortælleren.
I et flashback får vi historien om hvordan Polyp indleder et kompliceret kærlighedsforhold med en af sine studerende, den unge kunstneriske Hana.
At Asterios og Hana på mange måder er hinandens modsætninger skildres blandt andet ved at Hana taler i runder talebobler med afrundede skrifttyper, mens Asterios konsekvent taler i firkantede talebobler.
Der er mange filosofiske betragtninger undervejs i historien, som er i mange lag og særdeles søgende og legende i sit visuelle udtryk. Der er et mylder af forskellige tegnestile undervejs men alligevel går det hele op i en højere enhed.
Det er med andre ord en tegneserie med mange lag og en fortællestil der kryber ind under huden.
Samtidig er der masser af underliggende tematikker hele vejen igennem, som fx naturvidenskab, arkitektur, filosofi, kærlighed, familieforhold - og hele historiefortællingen foregår i et mesterligt samspil med tegningerne.
Mesterværk!
Tegneserien udkom oprindelig i 2009 men blev først oversat til dansk i 2012.
Hovedpersonen Asterios Polyp er en arkitekt, der har vundet op til flere priser for sine idéer og tegninger. Ingen af tegningerne er dog nogensinde blevet opført som bygninger, og lige under den pæne overflade lever han et lettere deprimerende liv.
Til daglig er han en velklædt universitetsprofessor, der nyder den respekt de studerende udviser overfor ham. Vi møder Polyp første gang på sin 50-års fødselsdag, hvor han er ensom og på vej ned i en dyb livskrise.
Pludselig går brandalarmen i det lejlighedskompleks i New York hvor han bor, og det får ham til at flygte ud af lejligheden og videre ud af storbyen – og måske også ud af sin livskrise?
Det er en vanvittig flot udført tegneserie med masser af symbolik, kunstnerisk udførte tegninger og virkemidler, blandt andet i forhold til farvelægningen.
Selve historiefortællingen er relativ kompleks på grund af en del flashbacks og, ikke mindst, på grund af det faktum at det er Asterios’ afdøde tvillingebror Ignazio der er fortælleren.
I et flashback får vi historien om hvordan Polyp indleder et kompliceret kærlighedsforhold med en af sine studerende, den unge kunstneriske Hana.
At Asterios og Hana på mange måder er hinandens modsætninger skildres blandt andet ved at Hana taler i runder talebobler med afrundede skrifttyper, mens Asterios konsekvent taler i firkantede talebobler.
Der er mange filosofiske betragtninger undervejs i historien, som er i mange lag og særdeles søgende og legende i sit visuelle udtryk. Der er et mylder af forskellige tegnestile undervejs men alligevel går det hele op i en højere enhed.
Det er med andre ord en tegneserie med mange lag og en fortællestil der kryber ind under huden.
Samtidig er der masser af underliggende tematikker hele vejen igennem, som fx naturvidenskab, arkitektur, filosofi, kærlighed, familieforhold - og hele historiefortællingen foregår i et mesterligt samspil med tegningerne.
Mesterværk!
fredag den 18. august 2017
Julian Barnes: Når noget slutter
Den pensionerede akademiker Tony Webster var i sin gymnasietid i 1960’erne en del af en trio af unge fyre med hang til filosofi og litteratur, samtidig med at hormonerne piskede rundt i kroppen på dem.
På et tidspunkt starter der en ny elev i gymnasieklassen ved navn Adrian. Adrian er helt sin egen og han fremstår tilmed mere intelligent end de andre i slænget.
Der opstår hurtigt usikkerhed i forhold til om han er en trussel eller en berigelse for gruppen, men trioen ser efterhånden mere og mere op til Adrian.
På et tidspunkt kommer Tony sammen med den jævnaldrende Veronica. De finder aldrig helt melodien, tværtimod er deres forhold temmelig akavet. Det går hverken værre eller bedre end at Veronica ender med at finde sammen med Adrian i stedet for.
Vennegruppen går efterhånden i opløsning og som 22-årig begår Adrian selvmord, hvilket kommer bag på alle.
Tony bliver gift og får en datter, bliver skilt, går på pension og lever i det hele taget et almindeligt og stille liv.
Fyrre år efter Adrians selvmord modtager Tony et brev fra en advokat, hvor moren til Veronica, der lige er død, testamenterer Adrians dagbog til Tony.
Dette ripper op i Tonys fortid og snart sker der uventede ting. Spekulationer og minder pibler frem alle vegne, og mange spørgsmål trænger sig på.
Tonys hukommelse er med tiden blevet temmelig hullet, og nu gælder det om at finde ud af hvad der er op og ned i denne sag, og finde ud af hvad der egentlig var der førte til at Adrian valgte at begå selvmord.
Der er mange temaer på spil i romanen, såsom hukommelse, erindringer, venskab, aldring, parforhold, livet og døden.
Bogen er spændende som en velskrevet krimi og det er i det hele taget en fortættet og knivskarp roman, som kommer vidt omkring på ganske få sider. 167 for at være helt præcis.
’Når noget slutter’ vandt den store britiske litteraturpris, Booker-prisen i 2011.
På et tidspunkt starter der en ny elev i gymnasieklassen ved navn Adrian. Adrian er helt sin egen og han fremstår tilmed mere intelligent end de andre i slænget.
Der opstår hurtigt usikkerhed i forhold til om han er en trussel eller en berigelse for gruppen, men trioen ser efterhånden mere og mere op til Adrian.
På et tidspunkt kommer Tony sammen med den jævnaldrende Veronica. De finder aldrig helt melodien, tværtimod er deres forhold temmelig akavet. Det går hverken værre eller bedre end at Veronica ender med at finde sammen med Adrian i stedet for.
Vennegruppen går efterhånden i opløsning og som 22-årig begår Adrian selvmord, hvilket kommer bag på alle.
Tony bliver gift og får en datter, bliver skilt, går på pension og lever i det hele taget et almindeligt og stille liv.
Fyrre år efter Adrians selvmord modtager Tony et brev fra en advokat, hvor moren til Veronica, der lige er død, testamenterer Adrians dagbog til Tony.
Dette ripper op i Tonys fortid og snart sker der uventede ting. Spekulationer og minder pibler frem alle vegne, og mange spørgsmål trænger sig på.
Tonys hukommelse er med tiden blevet temmelig hullet, og nu gælder det om at finde ud af hvad der er op og ned i denne sag, og finde ud af hvad der egentlig var der førte til at Adrian valgte at begå selvmord.
Der er mange temaer på spil i romanen, såsom hukommelse, erindringer, venskab, aldring, parforhold, livet og døden.
Bogen er spændende som en velskrevet krimi og det er i det hele taget en fortættet og knivskarp roman, som kommer vidt omkring på ganske få sider. 167 for at være helt præcis.
’Når noget slutter’ vandt den store britiske litteraturpris, Booker-prisen i 2011.
onsdag den 9. august 2017
Paul Auster: Timbuktu
Timbuktu er en speciel og rørende historie, hvor fortælleren er en hund.
Hunden hedder Mr. Bones og ejes af en vagabond der kalder sig Mr. Christmas. Navnet opstod fordi han engang i et syn så at han i fremtiden skal være julemanden.
I romanen fra 1999 beskrives hvordan de sammen vandrer rundt i USA, hvor de lever livet på landevejene så godt de kan.
Den ene dag kan de opleve interessante ting og gøre gode gerninger, mens de den næste dag kan blive spyttet på, råbt efter og tævet mens Mr. Christmas vælter rundt i en gigantisk brandert.
Det er en helt speciel oplevelse at læse historien ud fra hundens synsvinkel.
Mr. Bones dømmer ikke sin herre på nogen måde, og det er herligt at læse om den trofaste hunds tanker om tilværelsen.
Der er ingen tvivl om at Mr. Christmas lever et hårdt liv, men det skinner tydeligt igennem at han lever det liv han helst vil. Også selvom han er alvorlig syg, mangler vigtig medicin og drikker for meget. Han er en original der går sine egne veje – og han er stolt af det.
Undervejs hører vi om Mr. Christmas’ baggrund som blandt andet byder på historier om familiemedlemmer der er på flugt fra nazismen.
Udover tanken om at være julemanden har Mr. Christmas også store planer om at blive en stor forfatter men sprut, stoffer og det barske vagabondliv er ikke med til at realisere denne drøm.
Senere i historien får Mr. Bones vendt op og ned på sit liv. Han står med andre ord pludselig på helt egne ben og skal tilpasse sig en helt ny virkelighed.
Helt igennem underfundig, tankevækkende og meget, meget velskrevet roman.
Hunden hedder Mr. Bones og ejes af en vagabond der kalder sig Mr. Christmas. Navnet opstod fordi han engang i et syn så at han i fremtiden skal være julemanden.
I romanen fra 1999 beskrives hvordan de sammen vandrer rundt i USA, hvor de lever livet på landevejene så godt de kan.
Den ene dag kan de opleve interessante ting og gøre gode gerninger, mens de den næste dag kan blive spyttet på, råbt efter og tævet mens Mr. Christmas vælter rundt i en gigantisk brandert.
Det er en helt speciel oplevelse at læse historien ud fra hundens synsvinkel.
Mr. Bones dømmer ikke sin herre på nogen måde, og det er herligt at læse om den trofaste hunds tanker om tilværelsen.
Der er ingen tvivl om at Mr. Christmas lever et hårdt liv, men det skinner tydeligt igennem at han lever det liv han helst vil. Også selvom han er alvorlig syg, mangler vigtig medicin og drikker for meget. Han er en original der går sine egne veje – og han er stolt af det.
Undervejs hører vi om Mr. Christmas’ baggrund som blandt andet byder på historier om familiemedlemmer der er på flugt fra nazismen.
Udover tanken om at være julemanden har Mr. Christmas også store planer om at blive en stor forfatter men sprut, stoffer og det barske vagabondliv er ikke med til at realisere denne drøm.
Senere i historien får Mr. Bones vendt op og ned på sit liv. Han står med andre ord pludselig på helt egne ben og skal tilpasse sig en helt ny virkelighed.
Helt igennem underfundig, tankevækkende og meget, meget velskrevet roman.
fredag den 28. juli 2017
Neil Young: Selvbiografi
En af rockhistoriens største legender Neil Young (f. 1945) fortæller i denne selvbiografi fra 2012 om sit liv og om musikken, herunder gennembruddet med Buffalo Springfield, solokarrieren og samarbejdet med Crosby, Stills & Nash og Crazy Horse.
Men bogen er først og fremmest en gigantisk rodebutik. Neil Young fortæller i øst og vest og kommer med et hav af små anekdoter om alt fra gamle biler, hunde, stoffer, kærlighed, hi-fi lyd, økologi - og naturligvis musik.
Og så er han bidt af modeltog – og dét hører vi en masse om!
Bogen indeholder ikke mindre end 60(!) kapitler og der er ikke skyggen af en kronologisk rækkefølge nogen steder. Bum!
Det er med andre ord en meget speciel selvbiografi der fremstår meget ustruktureret – uden nogen form for rød tråd. Til gengæld fornemmer man virkelig mennesket bag alt rodet. Så derfor kan man sagtens leve med alt det rod Uncle Neil byder på. Ja, det er faktisk temmelig charmerende.
Mange af anekdoterne handler om de store verdensstjerne-kolleger indenfor musikken som han er personlige venner med, og desuden hører vi om de tre kvinder der er mødre til hans tre børn. I den forbindelse er der mest fokus på hans søn Ben der er spastisk lammet i hele kroppen.
At Neil Young har en meget krøllet hjerne viser bogen med al tydelighed, og som fan af manden er det interessant at blive inviteret indenfor i hovedet på ham.
Man fornemmer virkelig at han er en ener, en original, en stor kunstner – men uden på nogen måde at være selvforherligende. Han er bare den han er. Take it or leave it.
Hvilket kommer godt til udtryk i dette citat:
”Jeg har skrevet en masse sange. Nogle af dem er elendige. Nogle af dem er strålende, og nogle er bare okay. Det er, hvad alle andre mennesker mener. For mig er de alle ligesom mine børn. De bliver født og vokser op og bliver sendt ud i verden og må klare sig selv. Verden er slet ikke noget nemt sted at være for en sang. Måske befinder den sig på et bånd i en skraldebøtte, eller på en cd, som en eller anden har smidt ud, eller måske er den ligefrem lagt i kassen med discounttilbud”.
Men bogen er først og fremmest en gigantisk rodebutik. Neil Young fortæller i øst og vest og kommer med et hav af små anekdoter om alt fra gamle biler, hunde, stoffer, kærlighed, hi-fi lyd, økologi - og naturligvis musik.
Og så er han bidt af modeltog – og dét hører vi en masse om!
Bogen indeholder ikke mindre end 60(!) kapitler og der er ikke skyggen af en kronologisk rækkefølge nogen steder. Bum!
Det er med andre ord en meget speciel selvbiografi der fremstår meget ustruktureret – uden nogen form for rød tråd. Til gengæld fornemmer man virkelig mennesket bag alt rodet. Så derfor kan man sagtens leve med alt det rod Uncle Neil byder på. Ja, det er faktisk temmelig charmerende.
Mange af anekdoterne handler om de store verdensstjerne-kolleger indenfor musikken som han er personlige venner med, og desuden hører vi om de tre kvinder der er mødre til hans tre børn. I den forbindelse er der mest fokus på hans søn Ben der er spastisk lammet i hele kroppen.
At Neil Young har en meget krøllet hjerne viser bogen med al tydelighed, og som fan af manden er det interessant at blive inviteret indenfor i hovedet på ham.
Man fornemmer virkelig at han er en ener, en original, en stor kunstner – men uden på nogen måde at være selvforherligende. Han er bare den han er. Take it or leave it.
Hvilket kommer godt til udtryk i dette citat:
”Jeg har skrevet en masse sange. Nogle af dem er elendige. Nogle af dem er strålende, og nogle er bare okay. Det er, hvad alle andre mennesker mener. For mig er de alle ligesom mine børn. De bliver født og vokser op og bliver sendt ud i verden og må klare sig selv. Verden er slet ikke noget nemt sted at være for en sang. Måske befinder den sig på et bånd i en skraldebøtte, eller på en cd, som en eller anden har smidt ud, eller måske er den ligefrem lagt i kassen med discounttilbud”.
fredag den 21. juli 2017
Cheryl Strayed: Wild
"Wild" er en selvbiografisk rejseskildring fra 2012 hvor den 26-årige Cheryl Strayed - tynget af sorg over sin moders død 4 år tidligere – begiver sig ud på en 100 dages vandretur på den 1800 km lange Stillehavsrute.
Siden moderens død er Cheryl Strayeds liv gået op i utroskab og stofmisbrug, og samtidig med hun sørger over morens død er hun også vred på sin mor, hvilket blandt andet hænger sammen med at hun aldrig fik lov til at gøre oprør mod moren.
På et tidspunkt indser hun at vandreturen måske kan være med til at få styr på hendes liv igen. På den måde er det en klassisk fortælling om at fare vild og finde sig selv igen.
Den barske virkelighed går dog først op for hende da hun har forberedt det hele og er klar til at tage det første skridt på ruten; hun kan nemlig ikke løfte den rygsæk hun har pakket. Hun døber senere rygsækken ”Monster”…
Herefter følger en meget velskrevet beretning om mødet med den vilde natur og de både sjove og til tider skræmmende oplevelser hun får ved at møde andre trekkere på ruten.
Som læser er man spændt på hvilke typer hun møder næste gang, for det er ikke altid lige rare typer (mennesker såvel som dyr) hun render ind i på sin vej gennem vildmarken…
Der er mange beskrivelser af naturen samt den ultimative ensomhed Cheryl oplever.
På et tidspunkt får hun også en ualmindelig dårlig oplevelse; Hun mister nemlig sin ene vandrestøvle – og dét er ikke smart derude i vildmarken…
Desuden beskrives Cheryls vrede, afmagt, sorg - og også strejf af glæde - meget, meget overbevisende og man får respekt for den måde hun tackler de mange udfordringer undervejs. Hun er sgu tough!
Det er en velskrevet og ganske rørende bog - heldigvis uden at det på nogen måder bliver sentimentalt.
”Wild” er i øvrigt filmatiseret i 2014 med Reese Witherspoon i hovedrollen som Cheryl Strayed. Filmen er også anbefalelsesværdig og Witherspoon blev nomineret til en Oscar i kategorien 'bedste kvindelige hovedrolle'.
Siden moderens død er Cheryl Strayeds liv gået op i utroskab og stofmisbrug, og samtidig med hun sørger over morens død er hun også vred på sin mor, hvilket blandt andet hænger sammen med at hun aldrig fik lov til at gøre oprør mod moren.
På et tidspunkt indser hun at vandreturen måske kan være med til at få styr på hendes liv igen. På den måde er det en klassisk fortælling om at fare vild og finde sig selv igen.
Den barske virkelighed går dog først op for hende da hun har forberedt det hele og er klar til at tage det første skridt på ruten; hun kan nemlig ikke løfte den rygsæk hun har pakket. Hun døber senere rygsækken ”Monster”…
Herefter følger en meget velskrevet beretning om mødet med den vilde natur og de både sjove og til tider skræmmende oplevelser hun får ved at møde andre trekkere på ruten.
Som læser er man spændt på hvilke typer hun møder næste gang, for det er ikke altid lige rare typer (mennesker såvel som dyr) hun render ind i på sin vej gennem vildmarken…
Der er mange beskrivelser af naturen samt den ultimative ensomhed Cheryl oplever.
På et tidspunkt får hun også en ualmindelig dårlig oplevelse; Hun mister nemlig sin ene vandrestøvle – og dét er ikke smart derude i vildmarken…
Desuden beskrives Cheryls vrede, afmagt, sorg - og også strejf af glæde - meget, meget overbevisende og man får respekt for den måde hun tackler de mange udfordringer undervejs. Hun er sgu tough!
Det er en velskrevet og ganske rørende bog - heldigvis uden at det på nogen måder bliver sentimentalt.
”Wild” er i øvrigt filmatiseret i 2014 med Reese Witherspoon i hovedrollen som Cheryl Strayed. Filmen er også anbefalelsesværdig og Witherspoon blev nomineret til en Oscar i kategorien 'bedste kvindelige hovedrolle'.
fredag den 14. juli 2017
Vincent Fella Hendricks: Spræng boblen - Sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden
Jeg læste for nyligt denne vildt interessante bog fra 2016 af Vincent F. Hendricks.
Hendricks er blandt andet professor i formel filosofi på Københavns Universitet, hvor han også er leder af Center for information og Boblestudier. Og nej; det ér altså ikke sæbebobler der er tale om…
Bogen forklarer blandt andet de mekanismer der ligger til grund for fx boligboblen og den efterfølgende finanskrise i 2007 og 2008. Og så sætter bogen digital dannelse på dagsorden, hvilket er yderst tiltrængt i disse år.
Hendricks kommer også med eksempler på hvordan såkaldte Boblegæstfrie miljøer opstår og han argumenterer for at bobledannelserne har fået gunstigere vækstbetingelser indenfor de seneste 10-15 år, end nogensinde før.
Det skyldes ikke mindst internettet og de sociale medier. Derved har vi i dag også fået mange flere forskellige bobledannelser; som fx politiske bobler, nyhedsbobler, mobbebobler og statusbobler.
Han giver masser af eksempler undervejs; Nyhederne konkurrerer om at være bedst på breaking (”Breaking news”) hvilket medfører et kapløb om at være først med de store nyheder. Det kan føre til nyhedshistorier der ikke er ordentligt underbyggede.
Et eksempel herpå var da Danmarks Radio som "breaking news' udråbte Jacob Jensen (V) til ny forsvarsminister i 10 minutter, selvom posten var gået til Peter Christensen (V).” Her er pointen at medierne har et ansvar og ikke kun skal være interesseret i at være bedst på breaking.
Et andet eksempel er når politikere får talt så meget om ”Dovne Robert” at han pludselig fremstår som stereotypen på en kontanthjælpsmodtager i Danmark. Eller når visse politikere gør en dyd ud af at dæmonisere minoritetsgrupper og dermed er med til at skabe frygt og had i samfundet.
Mobbebobler er når der opstår grov digital mobning som fx hade-grupper på Facebook, eller når billeder af helt unge skolepiger pludselig havner på hjemmesider som de slet ikke havde forestillet sig.
Bogen har også et meget sympatisk og særdeles relevant fokus; nemlig at forsøge at få værdier som tillid, viden og dannelse til at overleve i en digital tidsalder.
Og dét er en kæmpe opgave. Se bare på alle de hadske kommentarer der florer på de sociale medier, og ikke så sjældent ser man politikere, virksomheder og privatpersoner der roder sig ud i heftige skænderier på Facebook eller Twitter som de ikke kan overskue konsekvenserne af...
Et af de gode råd Hendricks giver er at man skal huske at stille sig selv følgende spørgsmål;
Har jeg egentlig en kvalificeret mening om det her, eller er det noget, jeg tror, fordi alle andre tror det?
Og så opfordrer han også til at det er klogt at være forsigtig med, hvad man kommenterer og deler, samt at generationerne skal prøve at lære af hinanden og finde frem til en ny dannelse.
'Spræng Boblen' er et særdeles vigtigt - og fornuftigt - indspark i debatten om bobledannelser, medierne og den generelle adfærd på de sociale medier.
Hendricks er blandt andet professor i formel filosofi på Københavns Universitet, hvor han også er leder af Center for information og Boblestudier. Og nej; det ér altså ikke sæbebobler der er tale om…
Bogen forklarer blandt andet de mekanismer der ligger til grund for fx boligboblen og den efterfølgende finanskrise i 2007 og 2008. Og så sætter bogen digital dannelse på dagsorden, hvilket er yderst tiltrængt i disse år.
Hendricks kommer også med eksempler på hvordan såkaldte Boblegæstfrie miljøer opstår og han argumenterer for at bobledannelserne har fået gunstigere vækstbetingelser indenfor de seneste 10-15 år, end nogensinde før.
Det skyldes ikke mindst internettet og de sociale medier. Derved har vi i dag også fået mange flere forskellige bobledannelser; som fx politiske bobler, nyhedsbobler, mobbebobler og statusbobler.
Han giver masser af eksempler undervejs; Nyhederne konkurrerer om at være bedst på breaking (”Breaking news”) hvilket medfører et kapløb om at være først med de store nyheder. Det kan føre til nyhedshistorier der ikke er ordentligt underbyggede.
Et eksempel herpå var da Danmarks Radio som "breaking news' udråbte Jacob Jensen (V) til ny forsvarsminister i 10 minutter, selvom posten var gået til Peter Christensen (V).” Her er pointen at medierne har et ansvar og ikke kun skal være interesseret i at være bedst på breaking.
Et andet eksempel er når politikere får talt så meget om ”Dovne Robert” at han pludselig fremstår som stereotypen på en kontanthjælpsmodtager i Danmark. Eller når visse politikere gør en dyd ud af at dæmonisere minoritetsgrupper og dermed er med til at skabe frygt og had i samfundet.
Mobbebobler er når der opstår grov digital mobning som fx hade-grupper på Facebook, eller når billeder af helt unge skolepiger pludselig havner på hjemmesider som de slet ikke havde forestillet sig.
Bogen har også et meget sympatisk og særdeles relevant fokus; nemlig at forsøge at få værdier som tillid, viden og dannelse til at overleve i en digital tidsalder.
Og dét er en kæmpe opgave. Se bare på alle de hadske kommentarer der florer på de sociale medier, og ikke så sjældent ser man politikere, virksomheder og privatpersoner der roder sig ud i heftige skænderier på Facebook eller Twitter som de ikke kan overskue konsekvenserne af...
Et af de gode råd Hendricks giver er at man skal huske at stille sig selv følgende spørgsmål;
Har jeg egentlig en kvalificeret mening om det her, eller er det noget, jeg tror, fordi alle andre tror det?
Og så opfordrer han også til at det er klogt at være forsigtig med, hvad man kommenterer og deler, samt at generationerne skal prøve at lære af hinanden og finde frem til en ny dannelse.
'Spræng Boblen' er et særdeles vigtigt - og fornuftigt - indspark i debatten om bobledannelser, medierne og den generelle adfærd på de sociale medier.
søndag den 9. juli 2017
Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
For ikke så længe siden læste jeg denne forrygende Young Adult roman.
Historien udspiller sig i start-90’ernes Margaret Thatcher-prægede England, hvor 14-årige Johanna Morrigan bor sammen med sine socialt udsatte mor og far og sine 3 brødre, i et socialt boligbyggeri.
Familien lever et ganske trøstesløst liv i Wolverhampton. Johanna er ensom og overvægtig - og det hele bliver endnu værre da hun dummer sig eftertrykkeligt på direkte TV...
Netop dén oplevelse får hende til at tage en drastisk beslutning. Hun bestemmer sig simpel hen for at skifte identitet. Hun tager ’kunstnernavnet’ Dolly Wilde, og begynder at sætte sig ind i alternativ rockmusik (som hun til at starte med intet aner om) ved at benytte sig af det lokale biblioteks pladesamling.
Romanen foregår i et højt tempo, med et levende, eksplosivt sprog, og så er der masser af referencer til både kendte og ukendte 90’er bands. Guf for en musiknørd som undertegnede.
Senere opnår hun at blive ansat som musikanmelder på et stort musikblad i London, og begynder tilmed at tjene penge på sine anmeldelser. Her skaber hun sig hurtigt et ry som en benhård anmelder, der fester igennem med sex, drugs & Rock n’ roll.
'Dolly' gør meget for at leve op til sit ry, og det udmønter sig i både ynkelige, vilde og sjove episoder undervejs.
Hun leder dog samtidig efter den helt store kærlighed og ender med at forelske sig hovedkulds i rockmusikeren John Kite.
Desuden plages Johanne af forestillinger om at hun bærer skylden for familiens økonomiske trængsler. Hun prøver at hjælpe sin familie økonomisk men det går ikke helt efter planen...
Romanen byder på mange fine, og ganske finurlige, beskrivelser af Johannas forhold til sin mor og far samt brødene.
Især søskendeforholdet til storebroren Krissie beskrives glimrende. Forholdet mellem de to meget forskellige personligheder er præget af mange heftige opgør. Efterhånden nærmer de sig dog en fælles forståelse for hinanden, hvilket bliver beskrevet ualmindelig godt af Caitlin Moran.
Alt i alt en meget vellykket YA-roman med både humor og alvor - og en masse musik!
Historien udspiller sig i start-90’ernes Margaret Thatcher-prægede England, hvor 14-årige Johanna Morrigan bor sammen med sine socialt udsatte mor og far og sine 3 brødre, i et socialt boligbyggeri.
Familien lever et ganske trøstesløst liv i Wolverhampton. Johanna er ensom og overvægtig - og det hele bliver endnu værre da hun dummer sig eftertrykkeligt på direkte TV...
Netop dén oplevelse får hende til at tage en drastisk beslutning. Hun bestemmer sig simpel hen for at skifte identitet. Hun tager ’kunstnernavnet’ Dolly Wilde, og begynder at sætte sig ind i alternativ rockmusik (som hun til at starte med intet aner om) ved at benytte sig af det lokale biblioteks pladesamling.
Romanen foregår i et højt tempo, med et levende, eksplosivt sprog, og så er der masser af referencer til både kendte og ukendte 90’er bands. Guf for en musiknørd som undertegnede.
Senere opnår hun at blive ansat som musikanmelder på et stort musikblad i London, og begynder tilmed at tjene penge på sine anmeldelser. Her skaber hun sig hurtigt et ry som en benhård anmelder, der fester igennem med sex, drugs & Rock n’ roll.
'Dolly' gør meget for at leve op til sit ry, og det udmønter sig i både ynkelige, vilde og sjove episoder undervejs.
Hun leder dog samtidig efter den helt store kærlighed og ender med at forelske sig hovedkulds i rockmusikeren John Kite.
Desuden plages Johanne af forestillinger om at hun bærer skylden for familiens økonomiske trængsler. Hun prøver at hjælpe sin familie økonomisk men det går ikke helt efter planen...
Romanen byder på mange fine, og ganske finurlige, beskrivelser af Johannas forhold til sin mor og far samt brødene.
Især søskendeforholdet til storebroren Krissie beskrives glimrende. Forholdet mellem de to meget forskellige personligheder er præget af mange heftige opgør. Efterhånden nærmer de sig dog en fælles forståelse for hinanden, hvilket bliver beskrevet ualmindelig godt af Caitlin Moran.
Alt i alt en meget vellykket YA-roman med både humor og alvor - og en masse musik!
torsdag den 6. juli 2017
Steffen Kverneland: Munch
For nyligt læste jeg denne imponerende, gennemarbejdede biografiske tegneserie, aka graphic novel, fra 2013 om den norske maler og grafiker Edvard Munch.
Det er et vildt ambitiøst værk, hvor norske Steffen Kverneland har givet sig selv det benspænd at ingen replikker eller tekst må opfindes. Det vil sige at enten skal Munch selv have skrevet det, eller også skal andre troværdige kilder have gengivet det.
Kverneland sniger så sine egner fortolkninger ind ved at tegne sig selv, og en kammerat, der går rundt i nutidens Oslo mens de snakker om Munch og kunst - og i øvrigt drikker sig i hegnet samtidig.
Steffen Kverneland benytter sig af flere forskellige tegnestile, og farvelægningsmetoder, undervejs og der springes rundt i tid og sted. Det kan lyde en smule forvirrende, og det er det faktisk også indimellem.
Men netop det sprælske udtryk og det hæsblæsende tempo gør og man fastholdes som læser. Samtidig er det et komplekst og detaljerigt værk med mange karakterer og begivenheder at holde styr på.
Det er fascinerende hvordan man kommer ind under huden på det plagede menneske Edvard Munch også var, og samtidig får man indsigt i nogen af de arbejdsmetoder, udfordringer og vilkår der fandtes i malerkunstens verden på Munchs tid.
Kort sagt er det en genial tegneserie om en genial kunstmaler.
Det er et vildt ambitiøst værk, hvor norske Steffen Kverneland har givet sig selv det benspænd at ingen replikker eller tekst må opfindes. Det vil sige at enten skal Munch selv have skrevet det, eller også skal andre troværdige kilder have gengivet det.
Kverneland sniger så sine egner fortolkninger ind ved at tegne sig selv, og en kammerat, der går rundt i nutidens Oslo mens de snakker om Munch og kunst - og i øvrigt drikker sig i hegnet samtidig.
Steffen Kverneland benytter sig af flere forskellige tegnestile, og farvelægningsmetoder, undervejs og der springes rundt i tid og sted. Det kan lyde en smule forvirrende, og det er det faktisk også indimellem.
Men netop det sprælske udtryk og det hæsblæsende tempo gør og man fastholdes som læser. Samtidig er det et komplekst og detaljerigt værk med mange karakterer og begivenheder at holde styr på.
Det er fascinerende hvordan man kommer ind under huden på det plagede menneske Edvard Munch også var, og samtidig får man indsigt i nogen af de arbejdsmetoder, udfordringer og vilkår der fandtes i malerkunstens verden på Munchs tid.
Kort sagt er det en genial tegneserie om en genial kunstmaler.
søndag den 2. juli 2017
Mette Sø: Fordi at
Finurlig og speciel roman fra 2015 der handler om den kvindelige skovhugger Kanel (ja, det hedder hun) som er rejst fra København til Vendsyssel for at arbejde med træer der er væltet i et stormvejr.
Hun har søgt langt væk fra en problemfyldt tilværelse – og et kompliceret parforhold - i hovedstaden.
Kanels møde med Vendelbomål og Vendelbolune udmønter sig også i flere pudsige og muntre situationer.
Det er tydeligt at Vendsyssel giver hende ro og hun falder for den specielle lune og omgangstone de lokale har.
Et sjovt eksempel er på et tidspunkt hvor Kanel og en kollega er kaldt ud til en opgave hvor de skal fælde et stort træ i en have. Her ender to naboer i en ophedet diskussion på hver sin side af hækken. Og det lyder sådan her;
”De’ træ’j ska uk å mej ha’w. Å haj betål’ler!” og ”Hwa stoo’r haj no å galper åp om der’eej?!”
Kanels kollega der taler vendelbomål bliver mægler i sagen og kompromisets omdrejningspunkt er bjesk – og det lyder sådan her;
”To’w flasker å hans hjæmlawe bjæsk. Dæj mæ bøøg’blåån’ haj lawwe sist oo’r. De kam som skit frå i spææka’l. A gor e’j å snakker mæ ham”.
Kanels ophold nordenfjords bliver dog alligevel kompliceret da hun forelsker sig i sin chef, og desuden begynder hun at få mærkelige syner. Bogen byder derved også på elementer af magisk realisme.
Alt i alt er der tale om en både vittig og alvorlig fortælling med barske ’flash backs’ til voldsomme oplevelser i København, som indikerer at Kanel har levet et barskt liv i hovedstaden.
Kanel er en ret sej person der formår at begå sig i en mandsdomineret branche, hvor hun mødes af en vis portion skepsis fordi hun er kvinde.
Som Hjørringenser er det ekstra interessant at læse de passager hvor vi kommer forbi flere kendte steder i Hjørring, blandt andet er Christiansgave omdrejningspunkt flere gange undervejs, og Tolne er også beskrevet flere steder.
Mette Sø har udgivet fem romaner, den seneste er Sommergræs, vinterstorm (2017). Den er på min 'to read' liste.
Hun har søgt langt væk fra en problemfyldt tilværelse – og et kompliceret parforhold - i hovedstaden.
Kanels møde med Vendelbomål og Vendelbolune udmønter sig også i flere pudsige og muntre situationer.
Det er tydeligt at Vendsyssel giver hende ro og hun falder for den specielle lune og omgangstone de lokale har.
Et sjovt eksempel er på et tidspunkt hvor Kanel og en kollega er kaldt ud til en opgave hvor de skal fælde et stort træ i en have. Her ender to naboer i en ophedet diskussion på hver sin side af hækken. Og det lyder sådan her;
”De’ træ’j ska uk å mej ha’w. Å haj betål’ler!” og ”Hwa stoo’r haj no å galper åp om der’eej?!”
Kanels kollega der taler vendelbomål bliver mægler i sagen og kompromisets omdrejningspunkt er bjesk – og det lyder sådan her;
”To’w flasker å hans hjæmlawe bjæsk. Dæj mæ bøøg’blåån’ haj lawwe sist oo’r. De kam som skit frå i spææka’l. A gor e’j å snakker mæ ham”.
Kanels ophold nordenfjords bliver dog alligevel kompliceret da hun forelsker sig i sin chef, og desuden begynder hun at få mærkelige syner. Bogen byder derved også på elementer af magisk realisme.
Alt i alt er der tale om en både vittig og alvorlig fortælling med barske ’flash backs’ til voldsomme oplevelser i København, som indikerer at Kanel har levet et barskt liv i hovedstaden.
Kanel er en ret sej person der formår at begå sig i en mandsdomineret branche, hvor hun mødes af en vis portion skepsis fordi hun er kvinde.
Som Hjørringenser er det ekstra interessant at læse de passager hvor vi kommer forbi flere kendte steder i Hjørring, blandt andet er Christiansgave omdrejningspunkt flere gange undervejs, og Tolne er også beskrevet flere steder.
Mette Sø har udgivet fem romaner, den seneste er Sommergræs, vinterstorm (2017). Den er på min 'to read' liste.
tirsdag den 27. juni 2017
Carlo Rovelli: Syv små fortællinger om fysik
For ikke så længe siden læste jeg en meget lille bog der omhandlede nogen meget store emner.
For det er vitterligt store, komplekse og yderst fascinerende emner der behandles i denne lille bog, på bare 79 sider, som udkom i 2016.
Den handler nemlig om hvordan universet hænger sammen, og de 7 korte kapitler (forelæsninger) blev oprindelig skrevet til en avis.
Italienske Carlo Rovelli starter med at forklare Einsteins relativitetsteori og herefter kommer vi ellers vidt omkring i universets ufattelige størrelse. De korte kapitler fokuserer blandt andet på kosmos’ arkitektur, partikler, rumkorn, tidsbegrebet og til sidst: os – altså mennesket.
Det helt store spørgsmål der rejses i sidste kapitel er hvad VI så er i det uendelige, strålende univers? Èn af konklusionerne beskrives fint i dette citat fra bogen:
”Der er så meget rum derude, at det er barnligt at forestille sig, at der skulle være noget ganske særligt netop her i dette perifere hjørne af en af de allermest banale galakser.
Livet er blot en smagsprøve på, hvad der kan ske i universet. Vores sjæl er blot endnu en sådan smagsprøve”.
Det hele er holdt i et – for det meste af tiden – let forståeligt sprog.
Der er noget befriende over at læse om et så interessant og stort emne i så lille en bog. Jeg har det i hvert fald sådan at jeg synes emnerne er VILDT interessante - men tit føles det nærmest uoverkommeligt at tygge sig igennem tykke fagbøger om de komplekse emner.
Syv små fortællinger om fysik er en vellykket populærvidenskabelig bog, der er i øvrigt er blevet en international bestseller.
For det er vitterligt store, komplekse og yderst fascinerende emner der behandles i denne lille bog, på bare 79 sider, som udkom i 2016.
Den handler nemlig om hvordan universet hænger sammen, og de 7 korte kapitler (forelæsninger) blev oprindelig skrevet til en avis.
Italienske Carlo Rovelli starter med at forklare Einsteins relativitetsteori og herefter kommer vi ellers vidt omkring i universets ufattelige størrelse. De korte kapitler fokuserer blandt andet på kosmos’ arkitektur, partikler, rumkorn, tidsbegrebet og til sidst: os – altså mennesket.
Det helt store spørgsmål der rejses i sidste kapitel er hvad VI så er i det uendelige, strålende univers? Èn af konklusionerne beskrives fint i dette citat fra bogen:
”Der er så meget rum derude, at det er barnligt at forestille sig, at der skulle være noget ganske særligt netop her i dette perifere hjørne af en af de allermest banale galakser.
Livet er blot en smagsprøve på, hvad der kan ske i universet. Vores sjæl er blot endnu en sådan smagsprøve”.
Det hele er holdt i et – for det meste af tiden – let forståeligt sprog.
Der er noget befriende over at læse om et så interessant og stort emne i så lille en bog. Jeg har det i hvert fald sådan at jeg synes emnerne er VILDT interessante - men tit føles det nærmest uoverkommeligt at tygge sig igennem tykke fagbøger om de komplekse emner.
Syv små fortællinger om fysik er en vellykket populærvidenskabelig bog, der er i øvrigt er blevet en international bestseller.
lørdag den 24. juni 2017
Torben Munksgaard: Retrograd.
Jeg har for nylig læst den glimrende roman Retrograd af Torben Munksgaard (Lindhardt og Ringhof, 2007. 371 sider).
Hovedpersonen Henrik har fast arbejde, er gift og har en søn - og den lille familie bor i et hus på en stille villavej, i en forstad til Odense.
Der er bare ét problem: Han RØVkeder sig!
Henrik bruger næsten al sin fritid på at se fjernsyn, og han orker næsten ikke at stå ud af sengen og møde op på arbejde hver morgen. Han er irriteret på sine småborgerlige naboer, og kan i det hele taget ikke rigtig finde nogen mening med livet.
Han føler sig fremmedgjort overfor såvel sin kone som deres søn, der går i gymnasiet.
Efter sin 50 års fødselsdag beslutter han derfor at blive mentalt yngre og vende ryggen til den stille parcelhus-tilværelse.
Han begynder ganske enkelt at opføre sig som om han er en ung studerende igen, uden alle de forpligtelser, der fylder i hans voksne liv. Forpligtelser der bare er én stor belastning i Henriks hoved.
Han beslutter sig blandt andet for at gatecrashe sin søns gymnasieklasses fester, og det bliver præcis ligeså pinligt og akavet, som man skulle tro.
Henriks kone er (sjovt nok…) ikke helt tilfreds med hans nye livsstil, og det får store konsekvenser for ham.
En af de sjovere indslag er det hvor Henrik begynder at identificerer sig med en af hans kolleger, Johannes, der er blevet indlagt på et psykiatrisk sygehus, efter en hård skilsmisse.
Sammen med en ven ’befrier’ Henrik Johannes (sidstnævnte er på dette tidspunkt bedøvet af medicin) fra det psykiatriske sygehus for at få ham med til København.
Et af de helt store problemer ved Henriks 'flugt' til København er at han ikke rigtig ved hvad han skal foretage sig i hovedstaden. Så inden længe er Henrik på endeløse drukture, og leder desperat efter gamle flammer fra studietiden i København, og vikler sig ind i en hel del ualmindelige pinlige situationer undervejs…
Bogen beskriver en mands midtvejskrise med masser af humor og kant – og så byder den på en tankevækkende slutning!
Hovedpersonen Henrik har fast arbejde, er gift og har en søn - og den lille familie bor i et hus på en stille villavej, i en forstad til Odense.
Der er bare ét problem: Han RØVkeder sig!
Henrik bruger næsten al sin fritid på at se fjernsyn, og han orker næsten ikke at stå ud af sengen og møde op på arbejde hver morgen. Han er irriteret på sine småborgerlige naboer, og kan i det hele taget ikke rigtig finde nogen mening med livet.
Han føler sig fremmedgjort overfor såvel sin kone som deres søn, der går i gymnasiet.
Efter sin 50 års fødselsdag beslutter han derfor at blive mentalt yngre og vende ryggen til den stille parcelhus-tilværelse.
Han begynder ganske enkelt at opføre sig som om han er en ung studerende igen, uden alle de forpligtelser, der fylder i hans voksne liv. Forpligtelser der bare er én stor belastning i Henriks hoved.
Han beslutter sig blandt andet for at gatecrashe sin søns gymnasieklasses fester, og det bliver præcis ligeså pinligt og akavet, som man skulle tro.
Henriks kone er (sjovt nok…) ikke helt tilfreds med hans nye livsstil, og det får store konsekvenser for ham.
En af de sjovere indslag er det hvor Henrik begynder at identificerer sig med en af hans kolleger, Johannes, der er blevet indlagt på et psykiatrisk sygehus, efter en hård skilsmisse.
Sammen med en ven ’befrier’ Henrik Johannes (sidstnævnte er på dette tidspunkt bedøvet af medicin) fra det psykiatriske sygehus for at få ham med til København.
Et af de helt store problemer ved Henriks 'flugt' til København er at han ikke rigtig ved hvad han skal foretage sig i hovedstaden. Så inden længe er Henrik på endeløse drukture, og leder desperat efter gamle flammer fra studietiden i København, og vikler sig ind i en hel del ualmindelige pinlige situationer undervejs…
Bogen beskriver en mands midtvejskrise med masser af humor og kant – og så byder den på en tankevækkende slutning!
søndag den 18. juni 2017
Chris Cornell (1964 - 2017).
Okay. Planen er altså at jeg, efter en årelang pause, fremover vil bruge denne blog til at skrive om noget af det jeg pt. er mest optaget af, indenfor litteraturens og musikkens verden.
Der er ingen tvivl om at musikeren Chris Cornells pludselige død, har fyldt meget den seneste måned. Både fordi han var en mine absolutte yndlings musikere, og fordi dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. Få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. Og så var en af rockhistoriens største sangstemmer væk.
Dødsårsagen skulle være selvmord ved hægning. Hvor mærkeligt det end lyder. Cornell var gift, havde tre børn som han kærede meget om, en succesfuld solokarriere, og var godt i gang med indspilningerne til Soundgardens næste album. Han havde dog også en fortid som misbruger, ligesom han også kæmpede med depression og angst. Så man kan jo ikke lade være med at tænke på om han mon havde fået et tilbagefald, og ikke kunne overskue konsekvenserne af dette. Well. Spekulationer er der nok af...
Denne indrammede plakat, fra et MIX-blad, hængte på væggen, på mit teenageværelse. Nu hænger den på væggen hjemme hos mig og min familie.
Jeg blev egentlig lidt overraket over hvor ramt jeg blev da jeg læste den triste nyhed, og dagene lige efter. Men det siger jo noget om hvor stort et indtryk den 52-årige legendes musik har efterladt.
Hele 'Seattle-bølgen' der huserede i primo-90'erne betød uendeligt meget for en ung rockfan som mig, og nu har vi altså mistet tre af de helt store forsangere fra den æra. Kurt Cobain (Nirvana) i 1994, Layne Staley (Alice in Chains) i 2002 og altså Chris Cornell (Sondgarden, Temple of the Dog, Audioslave) i 2017.
Jeg har været fan af Soundgarden, siden de udgav albummet Badmotorfinger (1991). Jeg var 14 år dengang, og Soundgarden var endnu ikke blevet store i lille Danmark. Jeg købte Lp'en i den lokale musikbutik i Hjørring, og skrev SOUNDGARDEN med kæmpe bogstaver på et af mine skolehæfter. De af mine klassekammerater der også var musikinteresserede trak lidt på smilebåndet og spurgte hvem det dog var. Oh! Følelsen af at have et genialt band 'for sig selv' inden de for alvor bryder igennem, og bliver hvermandseje...
1995 oplevede jeg Soundgarden i Valby Hallen. På det tidspunkt var de blevet kæmpe store, især pga. albummet Superunknown (1994), der blev deres helt store gennembrud. Jeg stod helt oppe foran scenen, hvor Chris Cornell og Co. fremførte det ene geniale nummer efter det andet.
Sceneshowet begrænsede sig til et lysshow med mørke lilla nuancer og en skærm der kørte i baggrunden med forskellige roterende mønstre. Som jeg husker det sagde bandmedlemmerne nærmest ingenting til publikum undervejs. Jeg husker også at jeg havde det helt fint med det. Musikken var i centrum, uden så meget pis. Det var højt, og det var dystert, beskidt rock fra Seattle.
Et par år senere trak Soundgarden stikket, og Cornell koncentrerede sig i stedet om forsanger-jobbet i Audioslave og sin solokarriere. Med stor succes. 2010 blev lydhaven gendannet, og nåede at udgive albummet King Animal (2014), inden Cornells tragiske død for en månedstid siden.
For kun lidt over et år siden var jeg heldig at sikre mig billet til den totalt udsolgte solokoncert med Chris Cornell, i Musikkens Hus i Aalborg. Læs min anmeldelse af koncerten her.
Jeg har noteret følgende numre fra setlisten;
Dén sangstemme - The howl of Seattle - vil blive stærkt savnet.
En linje fra Soundgardens største hit, Black hole sun, lyder; "No one sings like you any more..."
Tak for musikken! R.I.P.
Der er ingen tvivl om at musikeren Chris Cornells pludselige død, har fyldt meget den seneste måned. Både fordi han var en mine absolutte yndlings musikere, og fordi dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. Få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. Og så var en af rockhistoriens største sangstemmer væk.
Dødsårsagen skulle være selvmord ved hægning. Hvor mærkeligt det end lyder. Cornell var gift, havde tre børn som han kærede meget om, en succesfuld solokarriere, og var godt i gang med indspilningerne til Soundgardens næste album. Han havde dog også en fortid som misbruger, ligesom han også kæmpede med depression og angst. Så man kan jo ikke lade være med at tænke på om han mon havde fået et tilbagefald, og ikke kunne overskue konsekvenserne af dette. Well. Spekulationer er der nok af...
Denne indrammede plakat, fra et MIX-blad, hængte på væggen, på mit teenageværelse. Nu hænger den på væggen hjemme hos mig og min familie.
Jeg blev egentlig lidt overraket over hvor ramt jeg blev da jeg læste den triste nyhed, og dagene lige efter. Men det siger jo noget om hvor stort et indtryk den 52-årige legendes musik har efterladt.
Hele 'Seattle-bølgen' der huserede i primo-90'erne betød uendeligt meget for en ung rockfan som mig, og nu har vi altså mistet tre af de helt store forsangere fra den æra. Kurt Cobain (Nirvana) i 1994, Layne Staley (Alice in Chains) i 2002 og altså Chris Cornell (Sondgarden, Temple of the Dog, Audioslave) i 2017.
Jeg har været fan af Soundgarden, siden de udgav albummet Badmotorfinger (1991). Jeg var 14 år dengang, og Soundgarden var endnu ikke blevet store i lille Danmark. Jeg købte Lp'en i den lokale musikbutik i Hjørring, og skrev SOUNDGARDEN med kæmpe bogstaver på et af mine skolehæfter. De af mine klassekammerater der også var musikinteresserede trak lidt på smilebåndet og spurgte hvem det dog var. Oh! Følelsen af at have et genialt band 'for sig selv' inden de for alvor bryder igennem, og bliver hvermandseje...
1995 oplevede jeg Soundgarden i Valby Hallen. På det tidspunkt var de blevet kæmpe store, især pga. albummet Superunknown (1994), der blev deres helt store gennembrud. Jeg stod helt oppe foran scenen, hvor Chris Cornell og Co. fremførte det ene geniale nummer efter det andet.
Sceneshowet begrænsede sig til et lysshow med mørke lilla nuancer og en skærm der kørte i baggrunden med forskellige roterende mønstre. Som jeg husker det sagde bandmedlemmerne nærmest ingenting til publikum undervejs. Jeg husker også at jeg havde det helt fint med det. Musikken var i centrum, uden så meget pis. Det var højt, og det var dystert, beskidt rock fra Seattle.
Et par år senere trak Soundgarden stikket, og Cornell koncentrerede sig i stedet om forsanger-jobbet i Audioslave og sin solokarriere. Med stor succes. 2010 blev lydhaven gendannet, og nåede at udgive albummet King Animal (2014), inden Cornells tragiske død for en månedstid siden.
For kun lidt over et år siden var jeg heldig at sikre mig billet til den totalt udsolgte solokoncert med Chris Cornell, i Musikkens Hus i Aalborg. Læs min anmeldelse af koncerten her.
Jeg har noteret følgende numre fra setlisten;
Dén sangstemme - The howl of Seattle - vil blive stærkt savnet.
En linje fra Soundgardens største hit, Black hole sun, lyder; "No one sings like you any more..."
Tak for musikken! R.I.P.
fredag den 16. juni 2017
Reboot!
Nå! Lidt over tre år siden sidste indlæg herfra. På tide med en reboot af denne blog. I stedet for 'Simonsen siger...this and that and what not' bliver overskriften fremover "Simonsen siger...et par ting om litteratur og musik". Stay tuned.
Abonner på:
Opslag (Atom)