søndag den 2. juli 2017

Mette Sø: Fordi at

Finurlig og speciel roman fra 2015 der handler om den kvindelige skovhugger Kanel (ja, det hedder hun) som er rejst fra København til Vendsyssel for at arbejde med træer der er væltet i et stormvejr.

Hun har søgt langt væk fra en problemfyldt tilværelse – og et kompliceret parforhold - i hovedstaden.

Kanels møde med Vendelbomål og Vendelbolune udmønter sig også i flere pudsige og muntre situationer.

Det er tydeligt at Vendsyssel giver hende ro og hun falder for den specielle lune og omgangstone de lokale har.

Et sjovt eksempel er på et tidspunkt hvor Kanel og en kollega er kaldt ud til en opgave hvor de skal fælde et stort træ i en have. Her ender to naboer i en ophedet diskussion på hver sin side af hækken. Og det lyder sådan her;

De’ træ’j ska uk å mej ha’w. Å haj betål’ler!” og ”Hwa stoo’r haj no å galper åp om der’eej?!

Kanels kollega der taler vendelbomål bliver mægler i sagen og kompromisets omdrejningspunkt er bjesk – og det lyder sådan her;

To’w flasker å hans hjæmlawe bjæsk. Dæj mæ bøøg’blåån’ haj lawwe sist oo’r. De kam som skit frå i spææka’l. A gor e’j å snakker mæ ham”.

Kanels ophold nordenfjords bliver dog alligevel kompliceret da hun forelsker sig i sin chef, og desuden begynder hun at få mærkelige syner. Bogen byder derved også på elementer af magisk realisme.

Alt i alt er der tale om en både vittig og alvorlig fortælling med barske ’flash backs’ til voldsomme oplevelser i København, som indikerer at Kanel har levet et barskt liv i hovedstaden.

Kanel er en ret sej person der formår at begå sig i en mandsdomineret branche, hvor hun mødes af en vis portion skepsis fordi hun er kvinde.

Som Hjørringenser er det ekstra interessant at læse de passager hvor vi kommer forbi flere kendte steder i Hjørring, blandt andet er Christiansgave omdrejningspunkt flere gange undervejs, og Tolne er også beskrevet flere steder.

Mette Sø har udgivet fem romaner, den seneste er Sommergræs, vinterstorm (2017). Den er på min 'to read' liste.

Ingen kommentarer: