Der er ingen tvivl om at musikeren Chris Cornells pludselige død, har fyldt meget den seneste måned. Både fordi han var en mine absolutte yndlings musikere, og fordi dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. Få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. Og så var en af rockhistoriens største sangstemmer væk.
Dødsårsagen skulle være selvmord ved hægning. Hvor mærkeligt det end lyder. Cornell var gift, havde tre børn som han kærede meget om, en succesfuld solokarriere, og var godt i gang med indspilningerne til Soundgardens næste album. Han havde dog også en fortid som misbruger, ligesom han også kæmpede med depression og angst. Så man kan jo ikke lade være med at tænke på om han mon havde fået et tilbagefald, og ikke kunne overskue konsekvenserne af dette. Well. Spekulationer er der nok af...
Denne indrammede plakat, fra et MIX-blad, hængte på væggen, på mit teenageværelse. Nu hænger den på væggen hjemme hos mig og min familie.
Jeg blev egentlig lidt overraket over hvor ramt jeg blev da jeg læste den triste nyhed, og dagene lige efter. Men det siger jo noget om hvor stort et indtryk den 52-årige legendes musik har efterladt.
Hele 'Seattle-bølgen' der huserede i primo-90'erne betød uendeligt meget for en ung rockfan som mig, og nu har vi altså mistet tre af de helt store forsangere fra den æra. Kurt Cobain (Nirvana) i 1994, Layne Staley (Alice in Chains) i 2002 og altså Chris Cornell (Sondgarden, Temple of the Dog, Audioslave) i 2017.
Jeg har været fan af Soundgarden, siden de udgav albummet Badmotorfinger (1991). Jeg var 14 år dengang, og Soundgarden var endnu ikke blevet store i lille Danmark. Jeg købte Lp'en i den lokale musikbutik i Hjørring, og skrev SOUNDGARDEN med kæmpe bogstaver på et af mine skolehæfter. De af mine klassekammerater der også var musikinteresserede trak lidt på smilebåndet og spurgte hvem det dog var. Oh! Følelsen af at have et genialt band 'for sig selv' inden de for alvor bryder igennem, og bliver hvermandseje...
1995 oplevede jeg Soundgarden i Valby Hallen. På det tidspunkt var de blevet kæmpe store, især pga. albummet Superunknown (1994), der blev deres helt store gennembrud. Jeg stod helt oppe foran scenen, hvor Chris Cornell og Co. fremførte det ene geniale nummer efter det andet.
Sceneshowet begrænsede sig til et lysshow med mørke lilla nuancer og en skærm der kørte i baggrunden med forskellige roterende mønstre. Som jeg husker det sagde bandmedlemmerne nærmest ingenting til publikum undervejs. Jeg husker også at jeg havde det helt fint med det. Musikken var i centrum, uden så meget pis. Det var højt, og det var dystert, beskidt rock fra Seattle.
Et par år senere trak Soundgarden stikket, og Cornell koncentrerede sig i stedet om forsanger-jobbet i Audioslave og sin solokarriere. Med stor succes. 2010 blev lydhaven gendannet, og nåede at udgive albummet King Animal (2014), inden Cornells tragiske død for en månedstid siden.
For kun lidt over et år siden var jeg heldig at sikre mig billet til den totalt udsolgte solokoncert med Chris Cornell, i Musikkens Hus i Aalborg. Læs min anmeldelse af koncerten her.
Jeg har noteret følgende numre fra setlisten;
Dén sangstemme - The howl of Seattle - vil blive stærkt savnet.
En linje fra Soundgardens største hit, Black hole sun, lyder; "No one sings like you any more..."
Tak for musikken! R.I.P.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar