torsdag den 10. november 2011

Klondyke


(Mikael K & Klondyke på Hjørring Bibliotek 29.10.2010)

Jeg er med tiden blevet mere og mere glad for det danske band Klondyke, med guitarist, sanger og sangskriver Mikael K i spidsen.

Bandet blev dannet på Vesterbro i København i 2000 og er garanter for en særegen blanding af pop, rock, folk, country, melankoli, længsel, eftertænksomhed og sproglige, poetiske finesser.

Første gang jeg stødte på bandet, var i efteråret 2003 da pladen "Lille Vampyr" udkom. Men som det antydes ovenfor, var det ikke ubetinget kærlighed ved første 'ørekast'. Albummet bød på glimrende numre som Strawberry & den flyvende trapez og Solskin på Nørreport Station, men decideret hooked på bandet blev jeg ikke dengang.

Derfor gjorde jeg mig heller ikke den ulejlighed at tjekke deres debutalbum, "Guld" fra 2002. Det var en klar fejl. For selvom heller ikke alle numrene gik rent ind her, indeholder pladen sange som Mon det regner i New York?, Hidsigprop og den stemningsmættede og smukke Hvis din mund gav kys (perfekt lydspor til skumringstimen) - alle sange som jeg i dag betragter som nogen af de bedste dansksprogede af slagsen.

Anmelderne har altid været glade for Klondyke, og bandet har også været nomineret til både Årets Steppeulv og flere Danish Music Awards, og i 2008 motog Mikael K Björn Afzelius prisen.

Med udgivelsen af "Verdensmand" i starten af 2006 blev jeg igen opmærksom på Klondyke, og her var det især nummeret 15 Graders Frost der ramte plet. Det nummer er ganske enkelt en af de bedste og mest rammende, dansksprogede kærlighedssange, jeg har hørt til dato. Desuden er Bukowski en herlig, feel good-hymne, om at hænge ud på sin yndlingsbar.

Det var da også i kraft af denne plade, jeg fandt god grund til at gå på opdagelse i debutpladen.

I tiden derefter tænkte jeg på at der egentlig var basis for et decideret 'killer' best of-album fra gruppens side. For samlede man de mest vellykkede numre, fra de foregående udgivelser, på én plade, kunne det blive lidt af et mesterværk.

Efter "Dejlig Dum" (2008) kom så "Guldgravernes opsamlingsheat" i 2010, og dér var den ultimative Klondyke-plade.

Det var også i 2010 en kollega på Hjørring Bibliotek spurgte hvad jeg syntes om Klondyke. Han havde nemlig i tankerne at hyre dem til en koncert i Salen på Hjørring Bibliotek, på Spil Dansk Dagen (eller "Spedalsk Dagen" som Mikael K konsekvent sagde fra scenen;-).

Udover at være glimrende repræsentanter for danskssproget musik, bor Mikael K - som oprindelig er fra Aalborg - langt ude på landet, i Fristrup, ikke langt fra Hjørring, så det lå lige til højrebenet at engagere dem. Vi gik straks i gang med at arrangere koncerten.


(Mikael K & Klondyke på Hjørring Bibliotek 29.10.2010)

Det blev en fænomenal koncert med Mikael K, trommeslageren/musikproducer Per Lange og bassisten Anton Johannes Hejl. Det var også denne aften jeg sikrede mig opsamlingspladen. Siden da har jeg været erklæret fan og for en måneds tid siden udkom så konceptalbummet, med titlen "Udkantsland - sange fra skæve Danmark Vol. 1".

Det er et ambitiøst projekt Mikael K her har kastet sig over. Det er meningen af albummet skal følges op af "Vol. 2" og "Vol. 3" og det må være lidt af en balancegang at fokusere så entydigt på ét emne, nemlig livet i et af Danmarks yderområder; Vendsyssel/Nordjylland. Et par af numrene har dog fokus andetsteds, bl.a. sangen Dagmar O om en massemorder fra 1920'ernes Vesterbro.

Heldigvis er der ikke tale om én lang, ufortyndet hyldest til landsdelen. Der er snarere tale om underfundige, poetiske betragtninger og - visse steder - en form for underspillet hyldest, ligesom det også meget vellykket beskrives hvorledes et ungt menneske kan få nok af at være vendelbo (i sangen Anna fra Fristrup).

Vi kommer også ind under huden på såvel Hilmar fra Harken (som med Mikael K's ord er 'old school bondemand'), hans ukrainske landbrugsmedhjælper med 'pyroman-orange pandehår' (i nummeret Pigen i marken) som Fabrizio (En Romer i Vrå) og Sputnik som var en vaskeægte Aalborgensisk original.

Det er en skøn oplevelse at lytte til den måde Mikael K tager min hjemstavn under kærlig behandling, og i det hele taget beviser Mikael K endnu engang hans fænomenale evne til at beskrive hverdagen med lyriske sprogblomster, der sidder lige i skabet.

Jeg ser frem til at opleve Mikael K & Klondyke live igen, lidt senere på måneden.