Denne roman fra 2016 følger den sovjetiske komponist Sjostakovitsj, der efter sin første opera, er kommet i den sorte bog hos diktatoren Stalin.
Det var der mange der gjorde dengang 1930’erne, og mange måtte frygte for deres liv dag og nat.
Det betød blandt andet at 30-årige Sjostakovitsj pakkede en kuffert og valgte at sove ved siden af elevatoren hver nat, så det ikke vagte for megen postyr i den lille familie, når han blev bortført om natten.
For han var ikke i tvivl om at det ville ske, han var kun i tvivl om hvornår det ville ske.
Sjostakovitsj liv bliver mere og mere mareridtsagtig, og det beskrives mesterligt hvordan han hele tiden må være på vagt. Samtidig får man en del historiske henvisninger til begivenheder i datidens Sovjetunion.
Man fornemmer også tydeligt hvor meget Sjostakovitsj brænder for sin musik.
Han forsøger stædigt at holde fast i sin kunst og udtryksform, selvom Stalin har udråbt musikken til at være den rene støj, og selvom stort set resten af den kulturelle verden vender ham ryggen.
Der sker dog det uventede at Stalin i stedet for at lade Sjostakovitsj henrette, bruger ham som en slags marionetdukke i det kæmpestore propagandaapparat.
Han bliver med andre ord tvunget til at rette ind og komponere musik der lever op til regimets idealer.
Spørgsmålet er jo så hvad disse påtvungne arbejdsmetoder gør ved en kunstner?
Der er ingen tvivl om at Sjostakovitsj var dybt splittet mellem ytringsfrihed og selvcensuren under Stalin.
Julians Barnes har skrevet en rigtig god romanbiografi om et liv med konstant frygt og om musikkens enorme kraft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar