Grunge-revival?

Politiken bragte igår en ganske interessant artikel om fænomenet grunge, som måske ikke er så stendød som sloganet ovenfor postulerer.

I hvert fald peger artiklen på at flere og flere unge, som gik med ble dengang grunge-ikon nummer 1; Kurt Cobain (forsanger/guitarist i legendariske Nirvana) begik selvmord i 1994, tager musikken og normerne fra subkulturens heydays i start-halvfemserne, til sig. Ifølge artiklen begynder sågar modebranchen (Oh! Rædsel!) også igen at spekulere i "grunge-modetøj"..!

Artiklen er ikke mindst interessant for alle os der forgudede Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden dengang de, og mange andre fede rockbands, væltede ud af Seattle.

Den dag i dag lytter jeg til meget forskelligartet musik - men jeg lytter stadig med jævne mellemrum til musikken fra dengang og er begejstret over at Soundgarden såvel som Alice in Chains er gendannet samt at Pearl Jam og Mudhoney har holdt fanen højt gennem alle årene.

Blandt andet derfor er det da lidt skægt at opleve at en ny generation viser interesse for fænomenet, ligesom jeg heller ikke kan lade være med at smile bredt når jeg i gadebilledet ser en teenager iført en Nirvana T-shirt...

Artiklen antyder ligeledes at der er nye spændende bands på vej frem, som er krafftigt inspireret af grunge - og så er der vel bare tilbage at håbe at de bands ikke lyder som de såkaldte post-grunge bands (Creed, Nickelback m.fl.) der vandt terræn omkring årtusindeskiftet. De havde simpelhen ikke den nerve, intensitet og energi som originalerne lagde for dagen.

Men uanset hvad, så bliver det jo ikke - og skal heller ikke blive! - det samme som dengang - eller som Jonathan Poneman (manden bag pladeselskabet Sub Pop der havde mange grunge-bands i sin stald) så rigtigt runder artiklen af:

"Det er umuligt at lave en ny grungescene, for grungen voksede ud af sin tid og blev et symbol på de ændringer, man ønskede i samfundet. Man kan lave en efterligning i dag, som kan være sjov og underholdende, men det essentielle er, at man laver musik, der repræsenterer en selv og de tider, man lever i, i stedet for at lyde præcis som nogle, der eksisterede for 20 år siden".

FIFA WORLD CUP

Endelig! Endelig er der VM i fodbold igen. Fire års ventetid er overstået, når FIFA WORLD CUP 2010 sparkes i gang i Sydafrika i morgen. Der er noget magisk over VM i fodbold. Verdensmesterskaberne i fodbold. Dét er vigtigt.

Fodbold er jo på en eller anden mærkelig måde temmelig vigtigt. Meget rammende er spillet med den lille runde blevet beskrevet som værende 'verdens vigtigste biting'.

Jeg har ligeså langt jeg kan huske tilbage været vild med fodbold. Da jeg var dreng sled jeg mine forældres græsplæne op og ødelagde mange blomster og stakit med boldene i haven. Jeg kunne spille fodbold, både alene og sammen med venner, i den have i timevis - også når der var pis-regnvejr.

Der blev sat net op mellem nogle træer og pludselig var der i fantasien 80.000 ellevilde tilskuere og verdens største fodboldklubber og landshold tørnede sammen i den have.

Det første VM jeg mindes er det der blev afholdt i Mexico 1986. Diego Maradona. "Guds hånd". Preben Elkjær. Michael Laudrup. Svend Gehrs' legendariske kommentarer fra kommentatorboksen. Alt sammen uforglemmeligt.

Jeg var ni år gammel og Danmark havde for første gang kvalificeret sig til slutrunden. Jeg kan huske glæden da vi, Danish Dynamite, overraskende klarede os videre fra gruppespillet. Især den imponerende sejr på hele 6-1 over Uruguay står lysende klart i hukommelsen.

Men jeg kan så sandelig også huske skuffelsen da vi røg ud med et brag i 1/8- finalen via et smertelig 1-5-nederlag mod Spanien.

Jo, de massive op- og nedture man oplever som passioneret fodboldfan, er til at tage og føle på.


I 1998 da Danmark endelig formåede at kvalificere sig til VM igen var jeg blevet 21 år og følte stadig den der magiske stemning som VM i fodbold har. Og Danmark klarede sig som bekendt glimrende.

Der skulle et brasiliansk sambahold i kvartfinalen til at stoppe os. Og de havde ikke nemt ved det. Det blev til et knebent nederlag på 2-3 i det der viste sig at være legenderne Michael og Brian Laudrups sidste kamp på det danske landshold.

Dengang i sommeren 1998 tænkte jeg over om jeg mon ville blive ved med at være så interesseret i VM i fodbold. Altså også når vi skrev 2006 og 2010. Jeg var ikke helt sikker på om den der udefinérbare magi ville være intakt når jeg var blevet en ældre herre i 30'erne...

Her 12 år efter kan jeg konstatere at VM stadig er magisk for mig. Ikke mindst her i 2010 hvor Danmark er med igen for første gang siden 2002. Og jeg køber stadig det der farverige VM Special magasin og læser det meget grundigt og fører naturligvis regnskab over alle resultaterne.

Og så har jeg i øvrigt stadig nerver på når Danmark skal i kamp. Eller som en kollega sagde forleden; "Jeg tror du glæder dig som et lille barn!" Og ja, det gør jeg sgu.

Hvordan det så kommer til at gå de rød/hvide i Sydafrika er en anden sag. Men at det er gået dårligt i testkampene op til slutrunden, er måske i virkeligheden fint nok. Vi har det jo med at klare os bedst når vi er undertippede. Tænk bare på det legendariske triumftogt ved EM 1992!

Uanset hvad glæder jeg mig til at følge VM 2010 - i venners lag, sammen med daddy ol' og så skal jeg også se en del kampe sammen med min kone, som gerne vil se bold - når der er VM! Ellers gider hun ikke rigtig. Men VM er og bliver noget specielt. Det er ren magi!

Happy World Cup everybody - og kom så Danmark!