For få år siden blev den for længst afdøde amerikanske forfatter John Williams (1922 – 1994) pludselig en litterær succes med den glimrende roman Stoner, der oprindelig udkom tilbage i 1965.
Dengang blev den ikke et hit, men tog altså - fuldt fortjent - revanche i 2014.
Derfor var forventningerne også store da den næste relancering af en af Williams’ bøger udkom. Butcher’s crossing udkom oprindeligt 1960.
Miljøet i Butcher’s crossing kan ikke komme meget længere væk fra Stoners stille universitetsmiljø. Der er nemlig tale om en western-roman hvor en ung mand kaster sig ud i en livsfarlig, men forhåbentlig indbringende jagt på bisoner, i et øde og barskt landskab i 1800-tallets Amerika.
William Andrews har sagt farvel til livet som studerende ved universitetet i storbyen Boston i et forsøg på at finde sig selv i ødemarken og præriebyen Burtcher’s crossing.
Han vil ud og prøve sig selv af i naturen og leve et mere autentisk liv. William ankommer til den lille by som fremmed og må forholde sig til alt dette medfører.
Bison-ekspeditionen består blandt andet af en ’skinder’, som er en rutineret bisonjæger der står for at flå skindene af dyrene.
Og det er en barsk tur til Colorado mændene og hestene begiver sig ud på. På deres vej mod den store flok af bisoner, som jægeren Miller for en del år siden så i en dal, kæmper de mod ekstremt vejr og flere uheld. Og de barske udfordringer de møder undervejs beskrives detaljeret og mesterligt af John Williams.
Bogen er vellykket oversat af Michael Vraa. Et godt eksempel er hvor Andrews får sin debut udi kunsten at sprætte dyr op.
Citat:
”Da hans venstre hånd nåede enden af tarmen, rakte han den anden hånd med kniven op ved siden af den og skar i blinde i det seje rør. Den rådne lugt af bisonens halvt fordøjede mad stod ud i hovedet på ham; han holdt vejret og savede løs med kniven, stadig mere desperat."
En af de absolutte forcer ved Williams er den uhøjtidelige skrivestil selvom situationerne undervejs indimellem er desperate og livsfarlige. Det underspillede og meget lidt prætentiøse sprog gør, på nærmest magisk vis, at man som læser bliver indfanget med hud og hår.
Romanen fokuserer på miljøets vilkår, de valg man foretager sig i livet, og identitet.
God og anderledes læseoplevelse hvor man er hensat til det vilde vesten, og kampen for at overleve i et barskt miljø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar