fredag den 17. november 2017

Emmanuel Guibert: Alans krig

I 1994 mødte Emmanuel Guibert tilfældigt amerikaneren Alan Cope i Frankrig, og mødet udviklede sig hurtigt til et stærkt venskab, som kom til at danne grundlaget for tegneserien Alans krig.

Fra 2000 til 2008 omsatte Guibert Alan Copes personlige erindringer om de sidste måneder af 2. verdenskrig og årene derefter til 3 store tegneseriealbums, der nu er samlet i ét bind, på dansk.

Da Alan Cope ankommer til Europa, er krigen i realiteten forbi, og hans beretning handler mere om hans møder med mange forskellige slags mennesker, og om hans indtryk fra en række krigshærgede europæiske lande, end om krigens voldsomme slag ved fronten.

Derfor vil man nok blive skuffet hvis man forventer en ’action-packed’ tegneserie med vilde krigshandlinger fra ende til anden.

Til gengæld er troværdigheden og autenticiteten i top. Detaljerigdommen i beskrivelserne af de mange små oplevelser er fascinerende. Man får hurtigt indtryk af at Cope var en mand der havde alle sanserne på vid gab, hele vejen igennem.

Der fortælles med en med en skøn, underspillet humor og man fornemmer i det hele taget tydeligt at Cope var en medmenneskelig, hjertevarm og humoristisk person.

De gulbrune sider med den nedtonede og skitseagtig streg passer i øvrigt perfekt til den lavmælte og relativ udramatiske fortælling, fra en ellers meget dramatisk periode i historien.

Alans krig har modtaget en lang række internationale priser og er for nylig blevet fulgt op af albummet L´enfance d´Alan (Alans barndom).

Ingen kommentarer: