Knivskarp og vigtig debutroman om en ung kvinde med en psykisk lidelse.
Det beskrives nærmest foruroligende godt hvordan hovedpersonen Sigrid går fra at have mystiske mavesmerter, som hun selv kalder ’sort galde’, til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Det er alvorlige og tunge emner der behandles men ikke desto mindre er sproget præcist, flydende og sine steder også poetisk.
Der er hele tiden en underliggende stemning af at Sigrid er ved at miste fodfæste og retning i livet, som Maxen beskriver virkelig fornemt.
Under et sabbatår begynder Sigrid at lide af mavesmerter som lægerne ikke kan give en forklaring på. Hun melder sig ind på et studium, og dropper ud igen. Hun mister sin appetit og føler sig ’forkert’.
Man får som læser sympati med Sigrid og ønsker bare at hun kunne komme ud af den situation hun er havnet i.
Undervejs får vi nogle af forklaringerne på hvorfor hun har det psykisk dårligt. Blandt andet har hun mistet sin far til kræft, har et anstrengt forhold til sin mor, og er dybt afhængig af, at sin søster Fie er i nærheden af hende, så godt som altid. Det kan hun selvfølgelig ikke være, og det har Sigrid svært ved at overskue.
Romanen giver et ret skræmmende indblik i hvordan det er at være en ung kvinde der er indlagt med psykiske problemer, i et samfund hvor det meste går op i kroner og ører…
