Kort om forfatteren:
Teju Cole er født 1975 i Kalamazoo i Michigan, USA.
Da han var fem måneder gammel flyttede familien til Lagos i Nigeria.
Uddannelse: Kandidat i kunsthistorie fra University of London og doktorgrad i filosofi fra Columbia University.
Debut: Every Day is for the Thief. Cassava Republic Press, 2007.
Litteraturpriser: PEN/Hemingway Award, 2012.
Åben by er en speciel og unik roman der kommer forbi mange forskellige tematikker og emner undervejs.
Fortælleren vandrer nemlig rundt i New Yorks gader kort efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, mens han tænker over livet, historiens gang, politik og filosofi. Og så falder han i snak med en hel del mennesker på sine utallige gåture.
Historiens jeg-fortæller hedder Julius, han er en ung, nyuddannet psykiater og arbejder på et stort hospital i New York.
Han bruger så sin fritid på at vandre New Yorks gader tynde om aftenen alt imens han tænker, spekulerer, overvejer, erindrer, iagttager, oplever, lytter og taler.
Julius er opvokset i Lagos, Nigeria, har en tysk mor og en ugandisk far, og har en tysk bedstemor, som nu – så vidt han ved - bor i Bruxelles. Julius tager på et tidspunkt al sin ferie på én gang og tilbringer den i et koldt og vådt Bruxelles.
Også her falder han i snak med forskellige indbyggere og Julius’ store viden inden for kunst, kultur og medicinhistorie, skinner tydeligt igennem i samtalerne.
Han kigger på dyr og kunst, mens hans tankestrøm kommer vidt omkring – bl.a. psykologiske fænomener, politisk filosofi, slavernes historie og vandrefuglens liv.
Indimellem får vi også indsigt i et forlist kærlighedsforhold, for det fylder stadig en del hos Julius.
Det specielle - og lettere mærkværdige - ved bogen er at der faktisk ikke er et egentligt plot.
Men det gør ikke noget. De mange filosofiske spekulationer og historiske referencer er interessant læsning og horisontudvidende.
På den måde kan man sige at boget handler om både alt og ingenting.
Det er en tankevækkende og menneskelig beretning om at være indbygger i en mangfoldig storby og en globaliseret verden. Og så handler den bl.a. om ensomhed, filosofi, identitet, kærlighed, venskab, racisme og politik.
Desuden er bogen helt sin egen. Den er temmelig utraditionel i sit udtryk, og uden de store dramatiske udsving og sproglige højdepunkter. Men den er alligevel fængende - og frem for alt tankevækkende...
fredag den 8. juni 2018
fredag den 4. maj 2018
Thi Bui: The best we could do
Kort om Thi Bui:
Født i Vietnam tre måneder før Vietnamkrigens afslutning og kom til USA i 1978 som en del af "bådfolkets" bølge af flygtninge fra Sydøstasien.
Hendes debut The best we could do har modtaget en hel del flotte anerkendelser og anmeldelser.
Hun underviser i øjeblikket i MFA i Comics program på California College of the Arts. Hun bor i Berkeley i USA med sin søn, hendes mand og hendes mor.
Det er en skarp og rørende grafisk romanbiografi, der fortæller en vigtig historie.
Thi Bui fortæller historien om sin egen families flugt fra Vietnam i kølvandet på Vietnamkrigen og deres kamp for at integrere sig i det amerikanske samfund.
Meget af bogen fokuserer på Thi Buis forældre og deres historie i Vietnam, før hun og hendes søskende nogensinde er født.
Hun viser os deres liv og deres barndom, før alt bliver radikalt ændret ved krigens ankomst. Vi ser hvordan de kom til deres beslutning om at flygte til USA med deres småbørn i slæb og de trængsler og hjertesorg, der følger med.
Vi får en meget ærlig udlægning af historien hvor der ikke er megen plads til ’glansbilleder’, men derimod masser af fokus på de dystre øjeblikke der har domineret en stor del af familiens historie.
I løbet af de 10 kapitler kommer vi vidt omkring i Thi Buis barndommen, samt forældrenes barndom og ungdom. Man bliver herved klogere på hvorfor de hver især er som de er.
En del af hendes insisteren på at fortælle denne historie kommer fra sin egen rejse til det at bliver mor. På den første side af The Best We Could Do, er Thi Bui i gang med at føde sin søn, og en stor del af bogen kredser om den enorme betydning det har at være forældre. Hendes eget forhold til, og forståelse af, sine forældre behandles også intenst undervejs.
Der er mange gode grunde til at beundre denne tegneserie; familiens historie og baggrund er fejende flot formidlet. Det kan ikke være nogen nem opgave at fortælle sin families baggrund på denne måde, og så samtidig – igennem historiefortællingen – nærme sig en dybere forståelse for sine forældres handlinger og adfærd.
Selv tegnestilen er også dybt fascinerende. Det er imponerende hvor megen følelse og nerve hun får frem ved at bruge nuancer af rød, sammen med sort og hvid.
Desuden er det en meget menneskelig beretning. Med al den negative debat der er omkring flygtninge og indvandrere i dag, er det nemt at ’glemme’ eller lukke øjnene for de mennesker det drejer sig om.
Der er jo som regel en god grund til at folk flygter fra deres hjemlande, for at søge ly og tryghed andre steder, og det skinner også stærkt igennem i denne beretning.
Født i Vietnam tre måneder før Vietnamkrigens afslutning og kom til USA i 1978 som en del af "bådfolkets" bølge af flygtninge fra Sydøstasien.
Hendes debut The best we could do har modtaget en hel del flotte anerkendelser og anmeldelser.
Hun underviser i øjeblikket i MFA i Comics program på California College of the Arts. Hun bor i Berkeley i USA med sin søn, hendes mand og hendes mor.
Det er en skarp og rørende grafisk romanbiografi, der fortæller en vigtig historie.
Thi Bui fortæller historien om sin egen families flugt fra Vietnam i kølvandet på Vietnamkrigen og deres kamp for at integrere sig i det amerikanske samfund.
Meget af bogen fokuserer på Thi Buis forældre og deres historie i Vietnam, før hun og hendes søskende nogensinde er født.
Hun viser os deres liv og deres barndom, før alt bliver radikalt ændret ved krigens ankomst. Vi ser hvordan de kom til deres beslutning om at flygte til USA med deres småbørn i slæb og de trængsler og hjertesorg, der følger med.
Vi får en meget ærlig udlægning af historien hvor der ikke er megen plads til ’glansbilleder’, men derimod masser af fokus på de dystre øjeblikke der har domineret en stor del af familiens historie.
I løbet af de 10 kapitler kommer vi vidt omkring i Thi Buis barndommen, samt forældrenes barndom og ungdom. Man bliver herved klogere på hvorfor de hver især er som de er.
En del af hendes insisteren på at fortælle denne historie kommer fra sin egen rejse til det at bliver mor. På den første side af The Best We Could Do, er Thi Bui i gang med at føde sin søn, og en stor del af bogen kredser om den enorme betydning det har at være forældre. Hendes eget forhold til, og forståelse af, sine forældre behandles også intenst undervejs.
Der er mange gode grunde til at beundre denne tegneserie; familiens historie og baggrund er fejende flot formidlet. Det kan ikke være nogen nem opgave at fortælle sin families baggrund på denne måde, og så samtidig – igennem historiefortællingen – nærme sig en dybere forståelse for sine forældres handlinger og adfærd.
Selv tegnestilen er også dybt fascinerende. Det er imponerende hvor megen følelse og nerve hun får frem ved at bruge nuancer af rød, sammen med sort og hvid.
Desuden er det en meget menneskelig beretning. Med al den negative debat der er omkring flygtninge og indvandrere i dag, er det nemt at ’glemme’ eller lukke øjnene for de mennesker det drejer sig om.
Der er jo som regel en god grund til at folk flygter fra deres hjemlande, for at søge ly og tryghed andre steder, og det skinner også stærkt igennem i denne beretning.
fredag den 27. april 2018
Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte
Kort om forfatteren:
Liv Nimand Duvå er født 1987 i København.
Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab, 2008-12. Erasmusophold på Freie Universität, 2010-11.
Skrivekunstakademiet i Bergen, 2013-14. Master of Arts på Litterär Gestaltning i Göteborg, 2014-16.
Romanen handler om at være pårørende til en alkoholiker, om den konstante angst for at telefonen ringer, om ydmygelse og ombytning af forældrerollen - fx når datteren Billie giver sin far 'ølsutteflaske'- og om velfærdsstatens og alkoholafvænningens nedladende omsorg.
Billie er vokset op hos - og bor stadig hos - sin far efter forældrenes skilsmisse for flere år siden.
Huset de bor i trænger til en kærlig hånd men når faren ikke drikker eller sover på sofaen, bruger han udelukkende sin energi på at spille bas i et rockband.
Livets gang hos far og datter går mest med at Billie prøver at få det hele til at fungere, og meget tit må hun komme sin far til undsætning eller besøge ham på sygehuset, når det hele er væltet for ham.
Temaet kredser en hel del om den loyalitet børn har overfor sine forældre – også selvom det i dette tilfælde drejer sig om en dybt alkoholiseret far.
Man kan ikke undgå at blive berørt af de mange beskrivelser af de skuffelser som faren er leveringsdygtig i, samtidig med at Billie skammer sig, udviser omsorg og stor kærlighed uanset hvad.
Billie har naturligvis mere end svært ved at få alle enderne til at hænge sammen. For eksempel bor hun egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø.
Hun brænder for at gøre en forskel indenfor humanitære spørgsmål på verdensplan, men hjemme i Danmark drikker faren sig længere og længere ned, og bliver også indlagt på sygehuset – og derfor må Billie droppe tankerne om at drage ud i verden og hjælpe andre…
På trods af det tunge emne formår Duvå at gøre sproget poetisk og skarpt, og dermed undgår hun at gøre romanen til klagesang fyld med selvmedlidenhed over situationens alvor for Billie. Stærk og skarp roman.
Liv Nimand Duvå modtog ”Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris i 2017” for sin debutroman ”Vi er vel helte”.
Liv Nimand Duvå er født 1987 i København.
Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab, 2008-12. Erasmusophold på Freie Universität, 2010-11.
Skrivekunstakademiet i Bergen, 2013-14. Master of Arts på Litterär Gestaltning i Göteborg, 2014-16.
Romanen handler om at være pårørende til en alkoholiker, om den konstante angst for at telefonen ringer, om ydmygelse og ombytning af forældrerollen - fx når datteren Billie giver sin far 'ølsutteflaske'- og om velfærdsstatens og alkoholafvænningens nedladende omsorg.
Billie er vokset op hos - og bor stadig hos - sin far efter forældrenes skilsmisse for flere år siden.
Huset de bor i trænger til en kærlig hånd men når faren ikke drikker eller sover på sofaen, bruger han udelukkende sin energi på at spille bas i et rockband.
Livets gang hos far og datter går mest med at Billie prøver at få det hele til at fungere, og meget tit må hun komme sin far til undsætning eller besøge ham på sygehuset, når det hele er væltet for ham.
Temaet kredser en hel del om den loyalitet børn har overfor sine forældre – også selvom det i dette tilfælde drejer sig om en dybt alkoholiseret far.
Man kan ikke undgå at blive berørt af de mange beskrivelser af de skuffelser som faren er leveringsdygtig i, samtidig med at Billie skammer sig, udviser omsorg og stor kærlighed uanset hvad.
Billie har naturligvis mere end svært ved at få alle enderne til at hænge sammen. For eksempel bor hun egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø.
Hun brænder for at gøre en forskel indenfor humanitære spørgsmål på verdensplan, men hjemme i Danmark drikker faren sig længere og længere ned, og bliver også indlagt på sygehuset – og derfor må Billie droppe tankerne om at drage ud i verden og hjælpe andre…
På trods af det tunge emne formår Duvå at gøre sproget poetisk og skarpt, og dermed undgår hun at gøre romanen til klagesang fyld med selvmedlidenhed over situationens alvor for Billie. Stærk og skarp roman.
Liv Nimand Duvå modtog ”Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris i 2017” for sin debutroman ”Vi er vel helte”.
lørdag den 21. april 2018
Musiklisterne fra møde 9 i MAS13042013
I forbindelse med møde nr. 9 i den eksklusive musikklub Music Appreciation Society af 13. april 2013 - aka MAS13042013 - var udfordringerne at finde pragteksemplarer af sange indenfor kategorierne;
Old school blues, (overvejende) elektronisk musik samt dansksproget musik.
Jeg havde bestemt den første kategori fordi jeg virkelig nyder at lytte til bluesmusik. Denne ældgamle musikform, som rockmusikken skylder så uendeligt meget, er fascinerende at lytte til.
Det er fantastisk hvor meget lyd, følelse og nerve disse pionerer kunne få ud af en slidt guitar og deres sangstemme.
Til kategorien med (overvejende) elektronisk musik kom jeg lidt mere på udebane. Jeg lytter ikke til forfærdelig meget elektronisk musik, men fandt alligevel ret nemt frem til vellykkede numre, hvor de elektroniske virkemidler fylder en hel del.
I forhold til kategorien med dansksprogede sange valgte jeg bl.a. et nummer med en af de allerstørste danske sangskrivere gennem tiden; C.V. Jørgensen.
Desuden var jeg ikke i tvivl om at Nikolaj Nørlund skulle have en plads på listen. Det er utroligt hvad den mand har udgivet af fremragende numre, både dansk- og engelsksprogede, i løbet af de sidste cirka tyve år.
Og så har han også produceret for en del interessante navne på den danske musikscene.
Selvsamme Nørlund har også haft en finger med i spillet i forhold til mit sidste bidrag i denne kategori; bandet Mellemblond.
Albummet 'Fra et sted' (2015) er noget af det mest vellykkede dansksprogede musik, jeg er faldet over her i 2010'erne.
Her kommer mine lister:
3 old school blues numre:
Robert Johnson: Cross road blues
Leadbelly: Where did you sleep last night? (Take this hammer)
Son House: Pearline
3 (overvejende) elektroniske numre:
Primal Scream: Higher than the sun (Screamadelica, 1991)
Nearly God (Tricky, Terry Hall & Martina Topley Bird): Poems (s.t., 1996)
Atoms For Peace: Ingenue (Amok, 2013)
3 Det' dansk, det' dejligt:
CV Jørgensen: Bellevue (Storbyens små oaser, 1988)
Nikolaj Nørlund: Indre by (Nye optagelser, 1997)
Mellemblond: Nord (Fra et sted, 2015)
Hvordan ville DINE lister se ud?
Old school blues, (overvejende) elektronisk musik samt dansksproget musik.
Jeg havde bestemt den første kategori fordi jeg virkelig nyder at lytte til bluesmusik. Denne ældgamle musikform, som rockmusikken skylder så uendeligt meget, er fascinerende at lytte til.
Det er fantastisk hvor meget lyd, følelse og nerve disse pionerer kunne få ud af en slidt guitar og deres sangstemme.
Til kategorien med (overvejende) elektronisk musik kom jeg lidt mere på udebane. Jeg lytter ikke til forfærdelig meget elektronisk musik, men fandt alligevel ret nemt frem til vellykkede numre, hvor de elektroniske virkemidler fylder en hel del.
I forhold til kategorien med dansksprogede sange valgte jeg bl.a. et nummer med en af de allerstørste danske sangskrivere gennem tiden; C.V. Jørgensen.
Desuden var jeg ikke i tvivl om at Nikolaj Nørlund skulle have en plads på listen. Det er utroligt hvad den mand har udgivet af fremragende numre, både dansk- og engelsksprogede, i løbet af de sidste cirka tyve år.
Og så har han også produceret for en del interessante navne på den danske musikscene.
Selvsamme Nørlund har også haft en finger med i spillet i forhold til mit sidste bidrag i denne kategori; bandet Mellemblond.
Albummet 'Fra et sted' (2015) er noget af det mest vellykkede dansksprogede musik, jeg er faldet over her i 2010'erne.
Her kommer mine lister:
3 old school blues numre:
Robert Johnson: Cross road blues
Leadbelly: Where did you sleep last night? (Take this hammer)
Son House: Pearline
3 (overvejende) elektroniske numre:
Primal Scream: Higher than the sun (Screamadelica, 1991)
Nearly God (Tricky, Terry Hall & Martina Topley Bird): Poems (s.t., 1996)
Atoms For Peace: Ingenue (Amok, 2013)
3 Det' dansk, det' dejligt:
CV Jørgensen: Bellevue (Storbyens små oaser, 1988)
Nikolaj Nørlund: Indre by (Nye optagelser, 1997)
Mellemblond: Nord (Fra et sted, 2015)
Hvordan ville DINE lister se ud?
fredag den 13. april 2018
Liselotte Michelsen: Isfald
Jeg er de senere år blevet ret glad for romaner der vel kan betegnes som ’vildmarks-litteratur’.
Fx Into the wild (Ind i vildmarken) og biografien Wild.
Isfald er også delvist en beretning om at klare sig på egen hånd i vildmarken.
Plottet kort:
Monica er gift med Thomas og sammen har de en lille søn, som Monica har svært ved rigtigt at knytte sig til.
Forelskelsen er for længst et overstået kapitel. Nærvær er en by i Rusland, blandt andet fordi Thomas arbejder konstant.
Erik er single, og bor hos sin bror og har ingen børn.
Fællesnævneren er at de desperat savner indhold i livet. Den daglige trummerum er ved at drive dem til vanvid, og rastløsheden og frustrationen truer med at stå ud i lys lue.
Monica har tidligere været på en traumatisk og skæbnesvanger bjergbestigning, og Erik har ambitioner om at gå på ski til Nordpolen.
Monica og Erik mødes hos Eriks bror, og bliver herefter enige om at tage en tur sammen til Svalbard.
Så på trods af at Monica er tynget af depression og en traumatisk oplevelse på en tidligere bjergbestigning (som hun holder hemmelig) higer hun efter at komme ud i vildmarken. Væk fra mand og barn, og de vante omgivelser.
Spændingsmomenterne ligger blandt andet i Monica og Eriks møde med de store mængder sne, farlige isbjørne – og ikke mindst afsløringen af den grufulde hemmelighed Monica bærer rundt på.
Hver enkelt person der optræder i historien bliver introduceret og beskrevet virkelig fornemt af Liselotte Michelsen.
Det er meget effektivt og opbyggeligt beskrevet hvordan eksempelvis Erik nørder igennem med litteratur om en svensk polarforskers mislykkede ballonfærd, og hvordan han selv drømmer om at klare sig igennem en barsk ekspedition til Nordpolen.
Vellykket debutroman.
Fx Into the wild (Ind i vildmarken) og biografien Wild.
Isfald er også delvist en beretning om at klare sig på egen hånd i vildmarken.
Plottet kort:
Monica er gift med Thomas og sammen har de en lille søn, som Monica har svært ved rigtigt at knytte sig til.
Forelskelsen er for længst et overstået kapitel. Nærvær er en by i Rusland, blandt andet fordi Thomas arbejder konstant.
Erik er single, og bor hos sin bror og har ingen børn.
Fællesnævneren er at de desperat savner indhold i livet. Den daglige trummerum er ved at drive dem til vanvid, og rastløsheden og frustrationen truer med at stå ud i lys lue.
Monica har tidligere været på en traumatisk og skæbnesvanger bjergbestigning, og Erik har ambitioner om at gå på ski til Nordpolen.
Monica og Erik mødes hos Eriks bror, og bliver herefter enige om at tage en tur sammen til Svalbard.
Så på trods af at Monica er tynget af depression og en traumatisk oplevelse på en tidligere bjergbestigning (som hun holder hemmelig) higer hun efter at komme ud i vildmarken. Væk fra mand og barn, og de vante omgivelser.
Spændingsmomenterne ligger blandt andet i Monica og Eriks møde med de store mængder sne, farlige isbjørne – og ikke mindst afsløringen af den grufulde hemmelighed Monica bærer rundt på.
Hver enkelt person der optræder i historien bliver introduceret og beskrevet virkelig fornemt af Liselotte Michelsen.
Det er meget effektivt og opbyggeligt beskrevet hvordan eksempelvis Erik nørder igennem med litteratur om en svensk polarforskers mislykkede ballonfærd, og hvordan han selv drømmer om at klare sig igennem en barsk ekspedition til Nordpolen.
Vellykket debutroman.
tirsdag den 3. april 2018
Eva Baronsky: Hr. Mozart vågner op
Kort om forfatteren:
Eva Baronsky, født 1968 i Tyskland. Studerede indretning, kommunikation og marketing og har blandt andet været uafhængig kommunikationskonsulent, grafiker og journalist.
Udgav 2016 romanen ’De sovendes land’.
Hr. Mozart vågner op er en speciel roman der leger med tanken om hvad der mon ville ske hvis Mozart pludselig vågnede op i det herrens år 2006.
Selveste Wolfgang Amadeus Mozart føler han blot har blundet en smule, men da han vågner op fra sin lille ’morfar’, er omgivelserne helt, helt anderledes end før.
Wolfgang befinder sig med nemlig pludselig i en virkelighed mere end 200 år efter sin død.
Kort før han tog en lur var han i gang med at komponere ’Requiem’, og han tænker nærmest kun på én ting; musik.
Byen Wien ser nu dramatisk anderledes ud, og det er naturligvis et chok for Mozart.
Han er forfærdet, forvirret og forundret over det hele. Undergrundsbanen, bilerne og menneskene. Først prøver han at overbevise folk om at han er Wolfgang Amadeus Mozart men det går sjovt nok ikke så godt...
Et langvarigt ophold på sindssygehospitalet synes uundgåeligt.
Da han efterhånden indser at ingen tror på ham begynder han at kalde sig for Wolfgang Mustermann.
Lidenskaben og det ufattelige talent for musik er dog intakt, uanset årstallet og navneforandringen.
På et tidspunkt møder han en polsk musiker, og det bliver hans redning.
Udover tiltrængt kost og logi introducerer han ham til moderne værker af Schubert og Chopin.
Efterhånden ernærer Mustermann sig som værtshuspianist og komponist. Han begynder bladt andet at komponere en slutning på sit ufuldendte værk Requiem. Flere og flere får øjnene op for denne talentfulde særling - og SÅ forelsker han sig hovedkulds i en kvinde...
Det er en humoristisk og velskrevet hyldest til Mozart, og jeg fik som læser lidt mere indsigt i Mozarts værker, og fornyet interesse for hans livshistorie og musik.
Ellers er det først og fremmest god underholdning og en lille smule tragikomisk. For det er på én gang sjovt men også synd for den stakkels Mozart, når han vælter rundt i den moderne verden, hvor han i dén grad er på udebane.
Eva Baronsky, født 1968 i Tyskland. Studerede indretning, kommunikation og marketing og har blandt andet været uafhængig kommunikationskonsulent, grafiker og journalist.
Udgav 2016 romanen ’De sovendes land’.
Hr. Mozart vågner op er en speciel roman der leger med tanken om hvad der mon ville ske hvis Mozart pludselig vågnede op i det herrens år 2006.
Selveste Wolfgang Amadeus Mozart føler han blot har blundet en smule, men da han vågner op fra sin lille ’morfar’, er omgivelserne helt, helt anderledes end før.
Wolfgang befinder sig med nemlig pludselig i en virkelighed mere end 200 år efter sin død.
Kort før han tog en lur var han i gang med at komponere ’Requiem’, og han tænker nærmest kun på én ting; musik.
Byen Wien ser nu dramatisk anderledes ud, og det er naturligvis et chok for Mozart.
Han er forfærdet, forvirret og forundret over det hele. Undergrundsbanen, bilerne og menneskene. Først prøver han at overbevise folk om at han er Wolfgang Amadeus Mozart men det går sjovt nok ikke så godt...
Et langvarigt ophold på sindssygehospitalet synes uundgåeligt.
Da han efterhånden indser at ingen tror på ham begynder han at kalde sig for Wolfgang Mustermann.
Lidenskaben og det ufattelige talent for musik er dog intakt, uanset årstallet og navneforandringen.
På et tidspunkt møder han en polsk musiker, og det bliver hans redning.
Udover tiltrængt kost og logi introducerer han ham til moderne værker af Schubert og Chopin.
Efterhånden ernærer Mustermann sig som værtshuspianist og komponist. Han begynder bladt andet at komponere en slutning på sit ufuldendte værk Requiem. Flere og flere får øjnene op for denne talentfulde særling - og SÅ forelsker han sig hovedkulds i en kvinde...
Det er en humoristisk og velskrevet hyldest til Mozart, og jeg fik som læser lidt mere indsigt i Mozarts værker, og fornyet interesse for hans livshistorie og musik.
Ellers er det først og fremmest god underholdning og en lille smule tragikomisk. For det er på én gang sjovt men også synd for den stakkels Mozart, når han vælter rundt i den moderne verden, hvor han i dén grad er på udebane.
fredag den 30. marts 2018
Musiklisterne fra møde 8 i MAS13042013
Da vi mødtes til møde nummer otte i Music Appreciation Society var der nok en gang 3 spændende kategorier at tage fat på.
"Natmusik" dækker over numre der egner sig fortrinligt til at blive lyttet til mens alt er mørkt og stille omkring en.
"Numre der skifter karakter undervejs" hentyder til de sange der har flere personligheder og udtryk mens nummeret skrider frem.
"Numre med masser af eminent guitarspil" - Well, det giver vist sig selv; GUITAR ER GUD!!!
Her kommer mine bidrag til de 3 kategorier:
Natmusik:
R.E.M.: Nightswimming (Automatic for the people, 1992).
Bob Hund: Det Överexponerade Gömstället (Det Överexponerade Gömstället, 2011)
Damon Albarn: The selfish giant (Everyday robots, 2014).
Numre der skifter karakter undervejs:
Primus: To defy the laws of traditions (Frizzle Fry, 1990).
Radiohead: Paranoid Android (OK Computer, 1997).
The Dead Weather: 60 feet tall (Horehound, 2008).
Numre med masser af eminent guitarspil:
Jimi Hendrix: Voodoo child (slight return) (Electric ladyland,1968).
The Stooges: 1969 (The Stooges, 1969).
Fra 2 min. -
Dinosaur Jr.: Get me (Where you been, 1993). (Guitarsolo: 4:04 - 5:51).
Hvordan ville DINE lister se ud?
"Natmusik" dækker over numre der egner sig fortrinligt til at blive lyttet til mens alt er mørkt og stille omkring en.
"Numre der skifter karakter undervejs" hentyder til de sange der har flere personligheder og udtryk mens nummeret skrider frem.
"Numre med masser af eminent guitarspil" - Well, det giver vist sig selv; GUITAR ER GUD!!!
Her kommer mine bidrag til de 3 kategorier:
Natmusik:
R.E.M.: Nightswimming (Automatic for the people, 1992).
Bob Hund: Det Överexponerade Gömstället (Det Överexponerade Gömstället, 2011)
Damon Albarn: The selfish giant (Everyday robots, 2014).
Numre der skifter karakter undervejs:
Primus: To defy the laws of traditions (Frizzle Fry, 1990).
Radiohead: Paranoid Android (OK Computer, 1997).
The Dead Weather: 60 feet tall (Horehound, 2008).
Numre med masser af eminent guitarspil:
Jimi Hendrix: Voodoo child (slight return) (Electric ladyland,1968).
The Stooges: 1969 (The Stooges, 1969).
Fra 2 min. -
Dinosaur Jr.: Get me (Where you been, 1993). (Guitarsolo: 4:04 - 5:51).
Hvordan ville DINE lister se ud?
søndag den 25. marts 2018
Musiklisterne fra møde 7 i MAS13042013
Det er i skrivende stund præcis 3 år siden vi havde møde nr. 7 i den underskønne musikklub Music Appreciation Society. Og NU rammer mine musiklister fra dette møde bloggen.
Det var nogle ualmindelig fine kategorier vi havde kastet os ud i til møde 7.
Som forberedelse til mødet fik jeg blandt andet lyttet til rigtig mange søde og bløde kærlighedssange, og endte altså med at udvælge nedenstående 3 numre, som mine favoritter.
Kategorien med intrumental førte mig også vidt omkring i musikkens verden. Der findes MASSER af fede intrumentalnumre derude.
Tredje og sidste kategori var særdeles interessant, ikke mindst for en bibliotekar som undertegnede, og mine to medsammensvorende i klubben. Her skulle der nemlig findes sange der på en eller anden måde er inspireret af litteratur.
3 Mushy, mushy love songs (bløde kærlighedssange der holder):
Otis Redding: That's how strong my love is (The great Otis Redding sings soul ballads, 1965).
The Cure: Lovesong (Disintegration, 1989).
Belle & Sebastian: Funny little frog (The life pursuit, 2006).
3 instrumental-numre:
Pink Floyd: Marooned (The division bell, 1994).
Smashing Pumpkins: Mellon collie and the infinite sadness (Mellon collie and the infinite sadness, 1995).
Maggie Bjørklund: Missing at Sea (Shaken, 2014).
3 numre baseret på litteratur:
Led Zeppelin: Ramble on (Led Zeppelin II, 1969). (J.R.R Tolkien: The Lord of the Rings, 1954-55).
Nada Surf: Popular (High/low, 1996). (Gloria Winters: 'Penny's guide to teen-age charm and popularity', 1964).
PJ Harvey: The river (Is this desire?, 1998). (Flannery O'Conner: 'The river' (novelle), fra novellesamlingen 'A good man is hard to find', 1955).
Hvordan ville DINE lister se ud?
Det var nogle ualmindelig fine kategorier vi havde kastet os ud i til møde 7.
Som forberedelse til mødet fik jeg blandt andet lyttet til rigtig mange søde og bløde kærlighedssange, og endte altså med at udvælge nedenstående 3 numre, som mine favoritter.
Kategorien med intrumental førte mig også vidt omkring i musikkens verden. Der findes MASSER af fede intrumentalnumre derude.
Tredje og sidste kategori var særdeles interessant, ikke mindst for en bibliotekar som undertegnede, og mine to medsammensvorende i klubben. Her skulle der nemlig findes sange der på en eller anden måde er inspireret af litteratur.
3 Mushy, mushy love songs (bløde kærlighedssange der holder):
Otis Redding: That's how strong my love is (The great Otis Redding sings soul ballads, 1965).
The Cure: Lovesong (Disintegration, 1989).
Belle & Sebastian: Funny little frog (The life pursuit, 2006).
3 instrumental-numre:
Pink Floyd: Marooned (The division bell, 1994).
Smashing Pumpkins: Mellon collie and the infinite sadness (Mellon collie and the infinite sadness, 1995).
Maggie Bjørklund: Missing at Sea (Shaken, 2014).
3 numre baseret på litteratur:
Led Zeppelin: Ramble on (Led Zeppelin II, 1969). (J.R.R Tolkien: The Lord of the Rings, 1954-55).
Nada Surf: Popular (High/low, 1996). (Gloria Winters: 'Penny's guide to teen-age charm and popularity', 1964).
PJ Harvey: The river (Is this desire?, 1998). (Flannery O'Conner: 'The river' (novelle), fra novellesamlingen 'A good man is hard to find', 1955).
Hvordan ville DINE lister se ud?
fredag den 23. marts 2018
Chris Cleave: Den anden hånd
Pigen Lille Bi er flygtet fra mennesker og oplevelser i hjemlandet Nigeria og har boet to år på et britisk asylcenter.
I sin taske har hun et kørekort, der tilhører en journalist ved navn Andrew, og da hun ved en planlagt fejl slipper ud af asylcentret, opsøger hun Andrew på hans adresse.
Andrew og Lille Bi er nemlig, sammen med Andrews kone Sarah, forbundet af en grufuld hændelse, der fandt sted på en strand i Nigeria.
Men da Lille Bi ankommer på adressen har Andrew få dage forinden begået selvmord.
De næste måneder tilbringer hun med mandens kone, Sarah, og hendes fire år gamle søn Charlie.
Gennem hele bogen er Charlie iført et batmankostume, som han nægter at tage af. Han adlyder kun navnet “Batman”, og lever sit liv i en verden hvor han bekæmper det onde.
Og SÅ får vi ellers den dybe og skræmmende historie om hvordan tingene hænger sammen og hvorfor det hele er gået så galt som der er. Og det hele er mesterligt beskrevet af Chris Cleave.
’Den anden hånd’ er en slags universel fortælling om, hvordan vi alle er forbundet med hinanden – midt i en tid hvor vi lukker grænserne, og har lange asylbehandlinger, samtidig med vi i den vestlige verden ikke kan begribe de omstændigheder, der tvinger mennesker på flugt.
Tematikkerne er flygtninge, sorg, frygt, kærlighed.
”Den anden hånd” er en virkelig vellykket roman der på én gang er tankevækkende, smuk og grufuld i sit udtryk.
Det er også en ægte ’pageturner’, som man ikke lige lægger fra sig og når man er færdig med den, rumsterer historien i baghovedet længe efter.
Varm anbefaling herfra.
Kort om Chris Cleave:
Født: London, 1973. Uddannelse: Har studeret Psykologi på Balliol College i Oxford.
Debutroman: Incendiary, 2005. Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 2006.
Seneste udgivelse: Guld (Hr. Ferdinand, 2012). Oversat af Claus Bech.
Citat fra Forfatterweb:
”Engelske Chris Cleaves forfatterskab behandler både mellemmenneskelige og globale problemer.
Fælles for hans bøger er, at man opnår en indsigt i, hvordan vores valg ikke bare påvirker vores eget liv, men også andres.
Cleave giver læseren et psykologisk indblik i sine hovedpersoner, så man forstår, hvorfor de handler, som de gør.
Et indblik, der også gør det svært at kaste en moralsk dom over karaktererne, da man forstår, at de hverken er gode eller onde, men blot mennesker”.
I sin taske har hun et kørekort, der tilhører en journalist ved navn Andrew, og da hun ved en planlagt fejl slipper ud af asylcentret, opsøger hun Andrew på hans adresse.
Andrew og Lille Bi er nemlig, sammen med Andrews kone Sarah, forbundet af en grufuld hændelse, der fandt sted på en strand i Nigeria.
Men da Lille Bi ankommer på adressen har Andrew få dage forinden begået selvmord.
De næste måneder tilbringer hun med mandens kone, Sarah, og hendes fire år gamle søn Charlie.
Gennem hele bogen er Charlie iført et batmankostume, som han nægter at tage af. Han adlyder kun navnet “Batman”, og lever sit liv i en verden hvor han bekæmper det onde.
Og SÅ får vi ellers den dybe og skræmmende historie om hvordan tingene hænger sammen og hvorfor det hele er gået så galt som der er. Og det hele er mesterligt beskrevet af Chris Cleave.
’Den anden hånd’ er en slags universel fortælling om, hvordan vi alle er forbundet med hinanden – midt i en tid hvor vi lukker grænserne, og har lange asylbehandlinger, samtidig med vi i den vestlige verden ikke kan begribe de omstændigheder, der tvinger mennesker på flugt.
Tematikkerne er flygtninge, sorg, frygt, kærlighed.
”Den anden hånd” er en virkelig vellykket roman der på én gang er tankevækkende, smuk og grufuld i sit udtryk.
Det er også en ægte ’pageturner’, som man ikke lige lægger fra sig og når man er færdig med den, rumsterer historien i baghovedet længe efter.
Varm anbefaling herfra.
Kort om Chris Cleave:
Født: London, 1973. Uddannelse: Har studeret Psykologi på Balliol College i Oxford.
Debutroman: Incendiary, 2005. Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 2006.
Seneste udgivelse: Guld (Hr. Ferdinand, 2012). Oversat af Claus Bech.
Citat fra Forfatterweb:
”Engelske Chris Cleaves forfatterskab behandler både mellemmenneskelige og globale problemer.
Fælles for hans bøger er, at man opnår en indsigt i, hvordan vores valg ikke bare påvirker vores eget liv, men også andres.
Cleave giver læseren et psykologisk indblik i sine hovedpersoner, så man forstår, hvorfor de handler, som de gør.
Et indblik, der også gør det svært at kaste en moralsk dom over karaktererne, da man forstår, at de hverken er gode eller onde, men blot mennesker”.
onsdag den 21. marts 2018
Musiklisterne fra møde 6 i MAS13042013
Her kommer mine lister fra møde nr. 6 i Music Appreciation Society.
Kategorierne var;
5 storytellers
2 temaer fra tv-serier
3 med andet sprog end skandinavisk/engelsk
5 storytellers:
Bob Dylan: Hurricane (Desire, 1976).
Tom Waits: Christmas card from a hooker in Minneapolis (Blue velvet, 1978).
Nick Cave & The Bad Seeds: Jubilee street (Push the sky away, 2013).
Allan Olsen: Hjørringvej (Jøwt, 2013).
Mikael K & Klondyke: Pigen fra Altona/Sømandsenken (Sange fra nord, 2014).
2 temaer fra tv-serier:
Hill street blues theme (1981-1987. Mike Post).
Mark Snow: X-Files theme (main title). (1996).
3 med andet sprog end skandinavisk/engelsk:
Angelique Kidjo: Malaika (Logozo, 1992). (Swahili).
Tocotronic: Pure vernunft darf niemals siegen (Pure vernunft darf niemals siegen, 2005). (Tysk).
Mark Lanegan: Elégie funébre (Imitations, 2013). (Fransk). Original: Gérard Manset, 1970.
Hvordan ville DINE lister se ud?
Kategorierne var;
5 storytellers
2 temaer fra tv-serier
3 med andet sprog end skandinavisk/engelsk
5 storytellers:
Bob Dylan: Hurricane (Desire, 1976).
Tom Waits: Christmas card from a hooker in Minneapolis (Blue velvet, 1978).
Nick Cave & The Bad Seeds: Jubilee street (Push the sky away, 2013).
Allan Olsen: Hjørringvej (Jøwt, 2013).
Mikael K & Klondyke: Pigen fra Altona/Sømandsenken (Sange fra nord, 2014).
2 temaer fra tv-serier:
Hill street blues theme (1981-1987. Mike Post).
Mark Snow: X-Files theme (main title). (1996).
3 med andet sprog end skandinavisk/engelsk:
Angelique Kidjo: Malaika (Logozo, 1992). (Swahili).
Tocotronic: Pure vernunft darf niemals siegen (Pure vernunft darf niemals siegen, 2005). (Tysk).
Mark Lanegan: Elégie funébre (Imitations, 2013). (Fransk). Original: Gérard Manset, 1970.
Hvordan ville DINE lister se ud?
fredag den 16. marts 2018
Han Kang: Vegetaren
Historien kredser om en ung kvinde ved navn Yeong-Hen som lever i et lidt småkedeligt, men stabilt ægteskab.
Dét bliver der dog ændret på da Yeong-Hen beslutter sig for at blive vegetar.
Umiddelbart en ret uskyldig beslutning skulle man mene – men det er MEGET mere end familien kan kapere.
I det samfund Yeong Hen bor i er det nemlig et tegn på normalitet, styrke og velfærd at spise kød.
Så den ellers så medgørlige og stilfærdige kvinde chokerer altså i den grad resten af sin familie med sin beslutning. Men hun holder stædigt fast i sit valg. Koste hvad det vil.
Og så bliver det hele ellers lige så stille mere og mere grotesk.
Det bliver blandt andet besluttet at Yeong Hen må være sindssyg og derfor skal hun indlægges på en psykiatrisk afdeling.
Det beskrives også ganske malende hvordan andre familiemedlemmer - bizart nok - forsøger at tvinge hende, med vold og magt, til at spise kød.
Historien fortælles blandt andet gennem Yeong Hens mand, svoger og søster, og det hele fremstår meget gådefuldt, og Yeong Hen går mere og mere i hundene.
Der er fokus på hemmeligheder, begær og afsavn, og man bliver som læser klogere på Sydkoreas syn på familieforhold og kvindefrigørelse.
’Vegetaren’ er både poetisk og grotesk i sit udtryk - så hvis man har lyst til at læse en lidt skæv og anderledes roman, er dette et rigtigt godt bud.
Romanen vandt i 2016 den prestigefyldte ’Man Booker International Prize’, som hvert år uddeles i London for årets bedste engelsksprogede udgivelse.
Dét bliver der dog ændret på da Yeong-Hen beslutter sig for at blive vegetar.
Umiddelbart en ret uskyldig beslutning skulle man mene – men det er MEGET mere end familien kan kapere.
I det samfund Yeong Hen bor i er det nemlig et tegn på normalitet, styrke og velfærd at spise kød.
Så den ellers så medgørlige og stilfærdige kvinde chokerer altså i den grad resten af sin familie med sin beslutning. Men hun holder stædigt fast i sit valg. Koste hvad det vil.
Og så bliver det hele ellers lige så stille mere og mere grotesk.
Det bliver blandt andet besluttet at Yeong Hen må være sindssyg og derfor skal hun indlægges på en psykiatrisk afdeling.
Det beskrives også ganske malende hvordan andre familiemedlemmer - bizart nok - forsøger at tvinge hende, med vold og magt, til at spise kød.
Historien fortælles blandt andet gennem Yeong Hens mand, svoger og søster, og det hele fremstår meget gådefuldt, og Yeong Hen går mere og mere i hundene.
Der er fokus på hemmeligheder, begær og afsavn, og man bliver som læser klogere på Sydkoreas syn på familieforhold og kvindefrigørelse.
’Vegetaren’ er både poetisk og grotesk i sit udtryk - så hvis man har lyst til at læse en lidt skæv og anderledes roman, er dette et rigtigt godt bud.
Romanen vandt i 2016 den prestigefyldte ’Man Booker International Prize’, som hvert år uddeles i London for årets bedste engelsksprogede udgivelse.
fredag den 9. marts 2018
Wilfrid Lupano: Gamle gubber. Bind 1: Vi som er tilbage
Tekstforfatteren til denne herlige franske tegneserie hedder Wilfrid Lupano og tegneren hedder Paul Cauuet, og dette er deres første udgivelse på dansk.
Vi følger de tre gamle barndomsvenner, Emile, Antoine og Pierre, som mødes til Antoines hustrus begravelse.
Trekløveret er efterhånden blevet temmelig gamle, og de er nogle skæve og spøjse typer.
Pierre er for eksempel lidt af en ballademager med anarkistiske tilbøjeligheder, og de muntrer sig alle tre med blandt andet – i bedste ungdommelig stil – at crashe diverse fornemme fester.
Omdrejningspunktet for historien er dog at det bliver afsløret at Antoines højt elskede, og nu afdøde, hustru Lucette engang havde et kortvarigt forhold til Antiones værste fjende; direktøren for en industrigigant. Selvsamme industrigigant som Antione i årevis har bekæmpet i en fagpolitisk kamp.
Antione er opsat på at få hævn, på trods af at den tidligere direktør nu både er blevet senil og bor på et plejehjem i Italien.
Der er med andre ord lagt i ovnen til et roadtrip med potentielle katastrofale følger...
De to barndomsvenner, samt Antiones højgravide barnebarn, beslutter sig dog for at gøre sit til at det hele ender udramatisk, og begiver sig derfor med på Antiones hævntogt.
Undervejs bliver de involveret i forskellige vanvittige - og vanvittigt sjove! – episoder, og vi lærer efterhånden alle personernes særheder at kende.
Samtidig bliver der gjort plads til en god portion samfundssatire, og mange vittige dialoger hovedpersonerne i mellem.
Alt i alt en charmerende, skæv og flot udført tegneserie for voksne, som er vellykket både hvad angår historien og tegningerne.
Gamle gubber 2: Bonny and Pierre er nu udgivet - og jeg ser frem til at læse den!
Vi følger de tre gamle barndomsvenner, Emile, Antoine og Pierre, som mødes til Antoines hustrus begravelse.
Trekløveret er efterhånden blevet temmelig gamle, og de er nogle skæve og spøjse typer.
Pierre er for eksempel lidt af en ballademager med anarkistiske tilbøjeligheder, og de muntrer sig alle tre med blandt andet – i bedste ungdommelig stil – at crashe diverse fornemme fester.
Omdrejningspunktet for historien er dog at det bliver afsløret at Antoines højt elskede, og nu afdøde, hustru Lucette engang havde et kortvarigt forhold til Antiones værste fjende; direktøren for en industrigigant. Selvsamme industrigigant som Antione i årevis har bekæmpet i en fagpolitisk kamp.
Antione er opsat på at få hævn, på trods af at den tidligere direktør nu både er blevet senil og bor på et plejehjem i Italien.
Der er med andre ord lagt i ovnen til et roadtrip med potentielle katastrofale følger...
De to barndomsvenner, samt Antiones højgravide barnebarn, beslutter sig dog for at gøre sit til at det hele ender udramatisk, og begiver sig derfor med på Antiones hævntogt.
Undervejs bliver de involveret i forskellige vanvittige - og vanvittigt sjove! – episoder, og vi lærer efterhånden alle personernes særheder at kende.
Samtidig bliver der gjort plads til en god portion samfundssatire, og mange vittige dialoger hovedpersonerne i mellem.
Alt i alt en charmerende, skæv og flot udført tegneserie for voksne, som er vellykket både hvad angår historien og tegningerne.
Gamle gubber 2: Bonny and Pierre er nu udgivet - og jeg ser frem til at læse den!
tirsdag den 6. marts 2018
Musiklisterne fra møde 5 i MAS13042013
På utallige opfordringer vil jeg genoptage arbejdet med at offentliggøre mine lister fra den underskønne musikklub Music Appreciation Society af 13. april 2013 - aka MAS13042013 aka MAS.
Sidste gang jeg skrev om MAS havde vi blot fire møder bag os. Næste gang vi mødes i klubben er det møde nummer 18!
Med andre ord er det nu blevet tid til at listerne fra møde nummer 5 får lidt opmærksomhed her på siden. Og så kommer listerne fra de andre møder drypvis. Stay tuned.
Til møde 5 var kategorierne 5 'albumafsluttere' og 5 'Wild mood swings'.
Altså sidste skæring på et album der slutter det hele af på den mest vellykkede måde man kan forestille sig.
Den anden kategori hentyder til vellykkede numre der enten er ovenud positive og overskudsagtige i sit udtryk - eller depressive og nedtursagtige.
5 albumafsluttere:
Suede: Still life (Dog Man Star, 1993).
Portishead: Glory box (Dummy, 1994).
Foo Fighters: Exhausted (s.t., 1995).
Kent: Visslaren (Hagnesta Hill, 1999).
Little Joy: Evaporar (s.t., 2008).
5 'Wild mood swings':
Henson/Pottle: Muppet Show Theme (1976).
R.E.M.: Everybody hurts (Automatic for the People, 1992).
Sophia: Directionless (The Infinite Circle, 1998).
Eels: Hey man (now you're really living) (Blinking Lights and Other Revelations, 2005).
Peter Sommer: Hærværk (Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, 2008).
Vil man læse lidt mere om begundelsen for valgene af netop disse numre kan man svinge forbi Metronaut, hvor jeg har skrevet denne lille artikel.
Hvordan ville DINE lister se ud?
Sidste gang jeg skrev om MAS havde vi blot fire møder bag os. Næste gang vi mødes i klubben er det møde nummer 18!
Med andre ord er det nu blevet tid til at listerne fra møde nummer 5 får lidt opmærksomhed her på siden. Og så kommer listerne fra de andre møder drypvis. Stay tuned.
Til møde 5 var kategorierne 5 'albumafsluttere' og 5 'Wild mood swings'.
Altså sidste skæring på et album der slutter det hele af på den mest vellykkede måde man kan forestille sig.
Den anden kategori hentyder til vellykkede numre der enten er ovenud positive og overskudsagtige i sit udtryk - eller depressive og nedtursagtige.
5 albumafsluttere:
Suede: Still life (Dog Man Star, 1993).
Portishead: Glory box (Dummy, 1994).
Foo Fighters: Exhausted (s.t., 1995).
Kent: Visslaren (Hagnesta Hill, 1999).
Little Joy: Evaporar (s.t., 2008).
5 'Wild mood swings':
Henson/Pottle: Muppet Show Theme (1976).
R.E.M.: Everybody hurts (Automatic for the People, 1992).
Sophia: Directionless (The Infinite Circle, 1998).
Eels: Hey man (now you're really living) (Blinking Lights and Other Revelations, 2005).
Peter Sommer: Hærværk (Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, 2008).
Vil man læse lidt mere om begundelsen for valgene af netop disse numre kan man svinge forbi Metronaut, hvor jeg har skrevet denne lille artikel.
Hvordan ville DINE lister se ud?
lørdag den 24. februar 2018
Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget
En fransk roman med masser af varme og med hjertet på rette sted, der hylder litteratur og alt det bøger kan.
Den lidt ensomme hovedperson Guylain læser hver morgen højt i toget på vej til arbejde. En dag finder han en usb-pind som indeholder en ung kvindes dagbog, og Guylain tiltrækkes af kvindens notater i dagbogen.
Guylain ernærer sig - ironisk nok – ved at makulere bøger på en fabrik. Han hader jobbet som pesten. Indimellem redder har han held med at redde brudstykker af de romaner der skal destrueres.
Det er netop disse brudstykker han læser højt fra i morgentoget kl. 06:27– og de andre passagerer i toget nyder hvert øjeblik af højtlæsningen.
På et tidspunkt overtaler to ældre damer, Monique og Josette, der bor på plejehjem Guylain til at læse højt for beboerne på plejehjemmet med jævne mellemrum. Her bliver Guylain mere eller mindre behandlet som en rockstjerne.
Efter at have fundet kvindes dagbog begynder han at læse højt fra den, og efterhånden bliver han mere og mere fascineret af den historie der udfolder sig.
Guylain vil have mere at vide om den mystiske, lidt ensomme, unge kvinde Julie, der er toiletpasser i et af Paris’ mange indkøbscentre.
Derfor bliver det noget af et puslespil for Guylain at finde frem til det rette indkøbscenter.
Temaerne i bogen er litteratur og litteraturens magi - og søgen efter kærlighed.
Udover de litteraturglade ældre damer stifter vi blandt andre også bekendtskab med Guiseppe der har mistet begge sine ben i en ulykke.
Guiseppe har en idé om at han vil eje ALLE trykte eksemplarer af bogen der bærer titlen Haver og køkkenhaver før i tiden.
På den måde hører vi om meget forskellige personer der har kærligheden til litteratur til fælles.
Bogen er en fornøjelse at læse, og selvom historien både er sød og ganske udramatisk forfalder den (heldigvis!) aldrig til at blive sentimental og pladderromantisk.
Romanen er blevet en international bestseller, er solgt til udgivelse i 25 lande og med 240.000 solgte eksemplarer alene i Frankrig.
mandag den 19. februar 2018
Mette Sø: Sommergræs, vinterorm
Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst romanen Fordi at, af Mette Sø. Bogen handler om en ung københavnsk kvinde der skal lære at begå sig i et mandsdomineret skovhugger-miljø her i Vendsyssel.
I denne roman følger vi en ung kvinde ved navn Billi.
Billis liv er mildest talt noget rod da vi møder hende;
Hendes højt elskede far er lige død, den sidste kuvertfabrik i Danmark, hvor Billi arbejdede, er netop lukket og hendes kæreste har netop forladt hende på en ganske kold og kynisk måde.
Billi håndterer situationen ved at rejse ud i verden. Hun giver rejsen et tema, som knytter sig stærkt til kuvertfabrikken.
Fabrikken lukkede på grund af den hastige digitalisering i Danmark, men i flere andre lande er der stadig gang i produktionen af kuverter.
Derfor rejser hun blandt andet til Finland, som er papirets land.
Turen går også til eksempelvis Grækenland hvor der er økonomisk krise, men hvor kuverten, indtil videre, lever i bedste velgående. Kuverter bliver nemlig brugt i forbindelse med folkeafstemninger, men også - mere kontroversielt - til at afpresse og bestikke med.
Billi kommer også til Rumænien hvor hun satser på at se en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner, og desuden for at opfylde et af sin fars sidste ønsker; at besøge hans tidligere kæreste der.
Mens hun er i Rumænien kaster hun sig også ud i en mystisk søgen efter film der dokumenterer likvideringen af diktatorparret Ceausescu i 1989, og på den måde får vi en flig af Rumæniens historie med i fortællingen.
Rejserne virker som Billis forsøg på at jagte en svunden tid. Hun prøver på at indfange noget af den tryghed som hendes job gav hende. Samtidig holder Billi sig i gang og er aktiv mens hendes liv ligger i ruiner.
Vi kommer med andre ord vidt omkring, både hvad angår rejserne i Europa men også hvad angår Billis sind. Det er en rutsjetur af barndomsminder, frustrationer, sorg, håb og små og store oplevelser.
Som læser mærker man nemlig tydeligt hvor kaotisk og ustyrligt Billis liv med ét er blevet.
Det er på mange måder en mærkværdig roman Mette Sø har skrevet. Den virker en lille smule uklar - og sine steder lettere forvirrende - i sit udtryk, men den vinder på sit finurlige sprog og den meget skæve måde at udfolde historien på.
I denne roman følger vi en ung kvinde ved navn Billi.
Billis liv er mildest talt noget rod da vi møder hende;
Hendes højt elskede far er lige død, den sidste kuvertfabrik i Danmark, hvor Billi arbejdede, er netop lukket og hendes kæreste har netop forladt hende på en ganske kold og kynisk måde.
Billi håndterer situationen ved at rejse ud i verden. Hun giver rejsen et tema, som knytter sig stærkt til kuvertfabrikken.
Fabrikken lukkede på grund af den hastige digitalisering i Danmark, men i flere andre lande er der stadig gang i produktionen af kuverter.
Derfor rejser hun blandt andet til Finland, som er papirets land.
Turen går også til eksempelvis Grækenland hvor der er økonomisk krise, men hvor kuverten, indtil videre, lever i bedste velgående. Kuverter bliver nemlig brugt i forbindelse med folkeafstemninger, men også - mere kontroversielt - til at afpresse og bestikke med.
Billi kommer også til Rumænien hvor hun satser på at se en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner, og desuden for at opfylde et af sin fars sidste ønsker; at besøge hans tidligere kæreste der.
Mens hun er i Rumænien kaster hun sig også ud i en mystisk søgen efter film der dokumenterer likvideringen af diktatorparret Ceausescu i 1989, og på den måde får vi en flig af Rumæniens historie med i fortællingen.
Rejserne virker som Billis forsøg på at jagte en svunden tid. Hun prøver på at indfange noget af den tryghed som hendes job gav hende. Samtidig holder Billi sig i gang og er aktiv mens hendes liv ligger i ruiner.
Vi kommer med andre ord vidt omkring, både hvad angår rejserne i Europa men også hvad angår Billis sind. Det er en rutsjetur af barndomsminder, frustrationer, sorg, håb og små og store oplevelser.
Som læser mærker man nemlig tydeligt hvor kaotisk og ustyrligt Billis liv med ét er blevet.
Det er på mange måder en mærkværdig roman Mette Sø har skrevet. Den virker en lille smule uklar - og sine steder lettere forvirrende - i sit udtryk, men den vinder på sit finurlige sprog og den meget skæve måde at udfolde historien på.
fredag den 5. januar 2018
Signe Maxen: Sort galde
Knivskarp og vigtig debutroman om en ung kvinde med en psykisk lidelse.
Det beskrives nærmest foruroligende godt hvordan hovedpersonen Sigrid går fra at have mystiske mavesmerter, som hun selv kalder ’sort galde’, til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Det er alvorlige og tunge emner der behandles men ikke desto mindre er sproget præcist, flydende og sine steder også poetisk.
Der er hele tiden en underliggende stemning af at Sigrid er ved at miste fodfæste og retning i livet, som Maxen beskriver virkelig fornemt.
Under et sabbatår begynder Sigrid at lide af mavesmerter som lægerne ikke kan give en forklaring på. Hun melder sig ind på et studium, og dropper ud igen. Hun mister sin appetit og føler sig ’forkert’.
Man får som læser sympati med Sigrid og ønsker bare at hun kunne komme ud af den situation hun er havnet i.
Undervejs får vi nogle af forklaringerne på hvorfor hun har det psykisk dårligt. Blandt andet har hun mistet sin far til kræft, har et anstrengt forhold til sin mor, og er dybt afhængig af, at sin søster Fie er i nærheden af hende, så godt som altid. Det kan hun selvfølgelig ikke være, og det har Sigrid svært ved at overskue.
Romanen giver et ret skræmmende indblik i hvordan det er at være en ung kvinde der er indlagt med psykiske problemer, i et samfund hvor det meste går op i kroner og ører…
Det beskrives nærmest foruroligende godt hvordan hovedpersonen Sigrid går fra at have mystiske mavesmerter, som hun selv kalder ’sort galde’, til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Det er alvorlige og tunge emner der behandles men ikke desto mindre er sproget præcist, flydende og sine steder også poetisk.
Der er hele tiden en underliggende stemning af at Sigrid er ved at miste fodfæste og retning i livet, som Maxen beskriver virkelig fornemt.
Under et sabbatår begynder Sigrid at lide af mavesmerter som lægerne ikke kan give en forklaring på. Hun melder sig ind på et studium, og dropper ud igen. Hun mister sin appetit og føler sig ’forkert’.
Man får som læser sympati med Sigrid og ønsker bare at hun kunne komme ud af den situation hun er havnet i.
Undervejs får vi nogle af forklaringerne på hvorfor hun har det psykisk dårligt. Blandt andet har hun mistet sin far til kræft, har et anstrengt forhold til sin mor, og er dybt afhængig af, at sin søster Fie er i nærheden af hende, så godt som altid. Det kan hun selvfølgelig ikke være, og det har Sigrid svært ved at overskue.
Romanen giver et ret skræmmende indblik i hvordan det er at være en ung kvinde der er indlagt med psykiske problemer, i et samfund hvor det meste går op i kroner og ører…
Abonner på:
Opslag (Atom)