Pigen Lille Bi er flygtet fra mennesker og oplevelser i hjemlandet Nigeria og har boet to år på et britisk asylcenter.
I sin taske har hun et kørekort, der tilhører en journalist ved navn Andrew, og da hun ved en planlagt fejl slipper ud af asylcentret, opsøger hun Andrew på hans adresse.
Andrew og Lille Bi er nemlig, sammen med Andrews kone Sarah, forbundet af en grufuld hændelse, der fandt sted på en strand i Nigeria.
Men da Lille Bi ankommer på adressen har Andrew få dage forinden begået selvmord.
De næste måneder tilbringer hun med mandens kone, Sarah, og hendes fire år gamle søn Charlie.
Gennem hele bogen er Charlie iført et batmankostume, som han nægter at tage af. Han adlyder kun navnet “Batman”, og lever sit liv i en verden hvor han bekæmper det onde.
Og SÅ får vi ellers den dybe og skræmmende historie om hvordan tingene hænger sammen og hvorfor det hele er gået så galt som der er. Og det hele er mesterligt beskrevet af Chris Cleave.
’Den anden hånd’ er en slags universel fortælling om, hvordan vi alle er forbundet med hinanden – midt i en tid hvor vi lukker grænserne, og har lange asylbehandlinger, samtidig med vi i den vestlige verden ikke kan begribe de omstændigheder, der tvinger mennesker på flugt.
Tematikkerne er flygtninge, sorg, frygt, kærlighed.
”Den anden hånd” er en virkelig vellykket roman der på én gang er tankevækkende, smuk og grufuld i sit udtryk.
Det er også en ægte ’pageturner’, som man ikke lige lægger fra sig og når man er færdig med den, rumsterer historien i baghovedet længe efter.
Varm anbefaling herfra.
Kort om Chris Cleave:
Født: London, 1973. Uddannelse: Har studeret Psykologi på Balliol College i Oxford.
Debutroman: Incendiary, 2005. Litteraturpriser: Somerset Maugham Award, 2006.
Seneste udgivelse: Guld (Hr. Ferdinand, 2012). Oversat af Claus Bech.
Citat fra Forfatterweb:
”Engelske Chris Cleaves forfatterskab behandler både mellemmenneskelige og globale problemer.
Fælles for hans bøger er, at man opnår en indsigt i, hvordan vores valg ikke bare påvirker vores eget liv, men også andres.
Cleave giver læseren et psykologisk indblik i sine hovedpersoner, så man forstår, hvorfor de handler, som de gør.
Et indblik, der også gør det svært at kaste en moralsk dom over karaktererne, da man forstår, at de hverken er gode eller onde, men blot mennesker”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar