Kort om Thi Bui:
Født i Vietnam tre måneder før Vietnamkrigens afslutning og kom til USA i 1978 som en del af "bådfolkets" bølge af flygtninge fra Sydøstasien.
Hendes debut The best we could do har modtaget en hel del flotte anerkendelser og anmeldelser.
Hun underviser i øjeblikket i MFA i Comics program på California College of the Arts. Hun bor i Berkeley i USA med sin søn, hendes mand og hendes mor.
Det er en skarp og rørende grafisk romanbiografi, der fortæller en vigtig historie.
Thi Bui fortæller historien om sin egen families flugt fra Vietnam i kølvandet på Vietnamkrigen og deres kamp for at integrere sig i det amerikanske samfund.
Meget af bogen fokuserer på Thi Buis forældre og deres historie i Vietnam, før hun og hendes søskende nogensinde er født.
Hun viser os deres liv og deres barndom, før alt bliver radikalt ændret ved krigens ankomst. Vi ser hvordan de kom til deres beslutning om at flygte til USA med deres småbørn i slæb og de trængsler og hjertesorg, der følger med.
Vi får en meget ærlig udlægning af historien hvor der ikke er megen plads til ’glansbilleder’, men derimod masser af fokus på de dystre øjeblikke der har domineret en stor del af familiens historie.
I løbet af de 10 kapitler kommer vi vidt omkring i Thi Buis barndommen, samt forældrenes barndom og ungdom. Man bliver herved klogere på hvorfor de hver især er som de er.
En del af hendes insisteren på at fortælle denne historie kommer fra sin egen rejse til det at bliver mor. På den første side af The Best We Could Do, er Thi Bui i gang med at føde sin søn, og en stor del af bogen kredser om den enorme betydning det har at være forældre. Hendes eget forhold til, og forståelse af, sine forældre behandles også intenst undervejs.
Der er mange gode grunde til at beundre denne tegneserie; familiens historie og baggrund er fejende flot formidlet. Det kan ikke være nogen nem opgave at fortælle sin families baggrund på denne måde, og så samtidig – igennem historiefortællingen – nærme sig en dybere forståelse for sine forældres handlinger og adfærd.
Selv tegnestilen er også dybt fascinerende. Det er imponerende hvor megen følelse og nerve hun får frem ved at bruge nuancer af rød, sammen med sort og hvid.
Desuden er det en meget menneskelig beretning. Med al den negative debat der er omkring flygtninge og indvandrere i dag, er det nemt at ’glemme’ eller lukke øjnene for de mennesker det drejer sig om.
Der er jo som regel en god grund til at folk flygter fra deres hjemlande, for at søge ly og tryghed andre steder, og det skinner også stærkt igennem i denne beretning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar