fredag den 9. marts 2018

Wilfrid Lupano: Gamle gubber. Bind 1: Vi som er tilbage

Tekstforfatteren til denne herlige franske tegneserie hedder Wilfrid Lupano og tegneren hedder Paul Cauuet, og dette er deres første udgivelse på dansk.

Vi følger de tre gamle barndomsvenner, Emile, Antoine og Pierre, som mødes til Antoines hustrus begravelse.

Trekløveret er efterhånden blevet temmelig gamle, og de er nogle skæve og spøjse typer.

Pierre er for eksempel lidt af en ballademager med anarkistiske tilbøjeligheder, og de muntrer sig alle tre med blandt andet – i bedste ungdommelig stil – at crashe diverse fornemme fester.

Omdrejningspunktet for historien er dog at det bliver afsløret at Antoines højt elskede, og nu afdøde, hustru Lucette engang havde et kortvarigt forhold til Antiones værste fjende; direktøren for en industrigigant. Selvsamme industrigigant som Antione i årevis har bekæmpet i en fagpolitisk kamp.

Antione er opsat på at få hævn, på trods af at den tidligere direktør nu både er blevet senil og bor på et plejehjem i Italien.

Der er med andre ord lagt i ovnen til et roadtrip med potentielle katastrofale følger...

De to barndomsvenner, samt Antiones højgravide barnebarn, beslutter sig dog for at gøre sit til at det hele ender udramatisk, og begiver sig derfor med på Antiones hævntogt.

Undervejs bliver de involveret i forskellige vanvittige - og vanvittigt sjove! – episoder, og vi lærer efterhånden alle personernes særheder at kende.

Samtidig bliver der gjort plads til en god portion samfundssatire, og mange vittige dialoger hovedpersonerne i mellem.

Alt i alt en charmerende, skæv og flot udført tegneserie for voksne, som er vellykket både hvad angår historien og tegningerne.

Gamle gubber 2: Bonny and Pierre er nu udgivet - og jeg ser frem til at læse den!

Ingen kommentarer: