lørdag den 16. november 2019
Musiklisterne fra møde 13 i MAS13042013
Et halvt årstid gik der mellem møde 12 og 13 i den labre musikklub Music Appreciation Society af 13. april 2013, aka MAS13042013.
6 måneder mellem to møder er lang tid, og hører heldigvis til sjældenhederne. Til tider har vi bare ualmindeligt travlt med alt muligt andet.
Ultimo marts 2017 lykkedes det dog lykkeligvis at finde en lørdag hvor vi alle 3 kunne mødes til hygge med god mad, chips, "øls" - og masser af musik og snak om musik.
Vi kom omkring en ordentlig dosis tristesse og tungsind via kategorien der fik det mundrette navn ''Kæft hvor har jeg det nedern! (Det er lidt synd for mig)'.
Til denne kategori valgte jeg at gå 'all in', så alle tre numre sitrer
af tungsind og flere af forsangerne græder sig nærmest igennem teksten.
Lyt bare til Michael Gira (Swans) når han synger;
"I was never young
Nothing has transpired
But when I look in the mirror
I feel dead
I feel cold
I am blind..."
Eller når Conor Oberst (Bright Eyes) åbner sangen Something vague med disse depressive linjer;
"Now and again it seems worse than it is
But mostly the view is accurate
You see your breathe in the air
As you climb up the stairs
To that coffin you call your apartment."
Jeg siger ikke at svaret til ovennævnte er alkohol men det er et faktum at næste kategori var 'Drinking songs' (Sange der handler om alkohol og/eller sange der giver en lyst til at drikke alkohol).
Jeg stod bag denne kategori og havde taget udgangspunkt i fænomenale The Doors med Alabama song, hvor Jim Morrison messer;
"Well, show me the way
To the next whiskey bar
Oh, don't ask why
Oh, don't ask why..."
Derudover havde jeg valgt den skæve og fremragende fortælling 'Alcohol' med The Kinks, hvor Ray Davies bl.a. synger;
"Oh demon alcohol,
Sad memories I cannot recall,
Who thought I would fall,
A slave to demon alcohol..."
Et herligt anderledes nummer med en doven vokal, piano og blæsere.
For over 30 over siden storhittede danske Gangway med nummeret My girl and me, og jeg syntes sangen fortjente en plads på min 'alkohol-liste'. Det er særdeles fængende og omkvædet går også rent ind;
"My girl and me we hang around in bars
and we're usually drunk but never too drunk
to fight like cats and dogs all night".
Tredje kategori var også en fornøjelse at finde numre til.
'Goosebump moments' gik ud på at finde helt specielle øjeblikke eller passager i sange hvor man, ja; får gåsehud.
Inden islandske Bjørk blev kendt over det meste af verden var hun forsanger i bandet The Sugarcubes. Dengang var hun også en ualmindelig dygtig sanger med en helt speciel sangstemme.
I nummeret Birthday, som i øvrigt blev et solidt hit, giver hun prøvelser på dette. Hver eneste gang jeg lytter til omkvædende bliver jeg blæst bagover.
Også, desværre afdøde, Jeff Buckley formåede at skabe unikke øjeblikke ved hjælp af sin musik og sin sangstemme. Hele det første minutstid af covernummeret Lilac wine er ét langt 'goosebump moment'.
Når amerikanske Low er allerbedst rammer de også magiske øjeblikke. Deres særegne sadcore kan noget helt specielt, ikke mindst i kraft af Mimi Parkers smukke vokal.
Prøv bare at lytte til nummeret Two-step, og spids ørerne ved 1:38 til cirka 1:50.
Som vanligt sluttede vi af med udvalgte, vellykkede musikvideoer.
Her kommer mine lister;
'Kæft hvor har jeg det nedern! (Det er lidt synd for mig)':
Swans: Failure (White light from the mouth of infinity, 1991).
Bright Eyes: Something vague (Fevers and mirrors, 2000).
Daughter: Smother (If you leave, 2013).
'Drinking songs' (sange der handler om alkohol og/eller sange der giver en lyst til at drikke alkohol):
The Doors: Alabama song (S.t., 1967).
The Kinks: Alcohol (Muswell hillbillies, 1971).
Gangway: My girl and me (Sitting in the park (again!), 1988).
'Goosebump moments' (gyldne øjeblikke i sange):
The Sugarcubes: Birthday (omkvædene!). (Life's too good, 1988).
Jeff Buckley: Lilac wine (det første minutstid!). (Grace, 1993).
Low: Two-step (Mimi Parkers smukke, tyste vokal. 1:38- 1:50 ca.). (Secret name, 1999).
2 videoer:
Liars: Scissor (Director: Andrew Bruntel, 2010).
Battles: My machines (Director: Daniels, 2011).
Hvordan ville DINE lister se ud?
søndag den 10. november 2019
Musiklisterne fra møde 12 i MAS13042013
Tilbage i juli måned 2016 var det blevet tid til at mødes for tolvte gang i musik-nørde-fælleskabet Music Appreciation Society af 13. april 2013, also known as MAS13042013.
Kategorierne, eller benspændene om man vil, var denne gang:
Female artist(s), first album, first track.
STOR sangstemme.
The sun, the moon, the stars.
Musikvideoer.
Jeg havde valgt førstnævnte kategori for at sætte lidt fokus på nogle af alle de glimrende kvindelige musikere der findes. For at gøre det en anelse mere udfordrende tilføjede jeg at det skulle være et åbningsnummer på et debutalbum fra solisten eller bandet.
Til den udfordring fandt jeg solide Lp'er frem med så seje kvinder som Patti Smith, PJ Harvey og Kristin Hersh.
Fælles for alle tre er at de alle overrumplede mig fuldstændig da jeg første gang stiftede bekendtskab med dem. Deres intensitet og nerve på de valgte numre er ret imponerende. Og så er der tilmed tale om skæring nr. 1 på en debutplade.
Kategori nr. 2 - STOR sangstemme - bød på yderligere to kvindelige artister. Denne gang i form af legendariske Janis Joplin samt Lisa Papineau fra det amerikanske alternative rockband Pet.
Joplin taler nærmest for sig selv. Ganske enkelt en fantastisk - og stor - rockstemme.
Papineau er noget mere ukendt i den brede offentlighed. Jeg skamlyttede til Pets selvtitlede album fra 1996. På flere af numrene giver Lisa Papineau sig fuldt ud med hendes, nærmest råbende, hæse og decideret rasende sangstemme. Selve musikken var egentlig ikke synderlig speciel men dén sangstemme. Wow!
Den sidste store sangstemme i denne kategori tilhører en nu desværre afdød rockstjerne. Nemlig Chris Cornell.
Vel nok den største sangstemme blandt alle forsangerne fra "grunge"-fænomenet som væltede ud af Seattle og omegn i de tidlige 90'ere.
Få måneder før møde 12 i MAS13042013 havde jeg oplevet Cornell live i Musikkens Hus i Aalborg. En fuldstændig magisk koncert, og jeg var ikke i tvivl om at han skulle med på listen.
Til tredje kategori skulle vi ud blandt stjernerne, solen og månen. Jeg valgte John Lennons Instant karma! pga. lyrikken undervejs i sangen. Udover at det selvfølgelig er en vanvittig fed sang.
Ellers valgte jeg at smutte omkring det engelske punk-rock band Dead Moon og det psykedeliske rockband Moon Duo, der består af Wooden Sjips-guitaristen Ripley Johnson og Sanae Yamada.
Her kommer listerne:
Hvordan ville DINE lister se ud?
tirsdag den 5. november 2019
Musiklisterne fra møde 11 i MAS13042013
Jeg fortsætter ufortrødent med musiklisterne.
Denne gang med listerne der dannede grundlag for møde nr. 11 i den musiknørdede og yderst lækre klub med det - indrømmet - lettere prætentiøse navn Music Appreciation Society af 13. april 2013 (MAS13042013).
Kategorierne denne gang var;
'Lyt lige til den bas'
'Drive' (Køre-for-stærkt-musik)
'Fødselsår'
'Musikvideoer'
Glimrende kategorier at arbejde med.
I forhold til førstnævnte kategori var der især ét band jeg tænkte på med det samme; Primus.
Forsangeren og bassisten i Primus Les Claypool er fænomenal.
Hvad angår kategori nummer 2 måtte jeg tænke lidt kreativt idet jeg ikke har kørekort (og dermed ikke sådan rigtig kører bil...).
Selvom jeg altid har cyklet en del, så tror jeg faktisk ikke jeg nogensinde har kørt for stærkt på cykel ;)
Alligevel var det ikke svært at finde på oplagte sange til den kategori.
Jeg havde fundet på kategori nummer 3, hvor vi 3 medlemmer af MAS13042013 hver især fik lov til at dykke ned i noget af det bedste musik fra netop det år hvor vi blev født.
Tre forskellige årstal. Mit er 1977. Ikke noget dårligt 'musik-år'...
Her kommer mine lister;
'Lyt lige til den bas':
Stevie Wonder: Higher ground (Innervisions, 1973).
Primus: Tommy the cat (Suck on this, 1989).
Tool: Schism (Lateralus, 2001).
'Drive' ('køre for stærkt-musik'):
Pearl Jam: Rearviewmirror (Vs., 1993).
Arctic Monkeys: I bet that you look good on the dancefloor (Whatever people say I am, That's what I'm not (2006).
Ty Segall: It's over (Manipulator, 2014).
'Fødselsår':
David Bowie: Heroes (Heroes, 1977).
Elvis Presley: Moody blue (Moody blue, 1977).
Eric Clapton: Cocaine (Slowhand, 1977).
Musikvideoer:
Pixies: Another toe in the ocean (director: Liviu Boar, 2013).
The Chemical Brothers (ft. Beck): Wide open (director: Dom & Nic, 2016).
Hvordan ville DINE lister se ud?
Denne gang med listerne der dannede grundlag for møde nr. 11 i den musiknørdede og yderst lækre klub med det - indrømmet - lettere prætentiøse navn Music Appreciation Society af 13. april 2013 (MAS13042013).
Kategorierne denne gang var;
'Lyt lige til den bas'
'Drive' (Køre-for-stærkt-musik)
'Fødselsår'
'Musikvideoer'
Glimrende kategorier at arbejde med.
I forhold til førstnævnte kategori var der især ét band jeg tænkte på med det samme; Primus.
Forsangeren og bassisten i Primus Les Claypool er fænomenal.
Hvad angår kategori nummer 2 måtte jeg tænke lidt kreativt idet jeg ikke har kørekort (og dermed ikke sådan rigtig kører bil...).
Selvom jeg altid har cyklet en del, så tror jeg faktisk ikke jeg nogensinde har kørt for stærkt på cykel ;)
Alligevel var det ikke svært at finde på oplagte sange til den kategori.
Jeg havde fundet på kategori nummer 3, hvor vi 3 medlemmer af MAS13042013 hver især fik lov til at dykke ned i noget af det bedste musik fra netop det år hvor vi blev født.
Tre forskellige årstal. Mit er 1977. Ikke noget dårligt 'musik-år'...
Her kommer mine lister;
'Lyt lige til den bas':
Stevie Wonder: Higher ground (Innervisions, 1973).
Primus: Tommy the cat (Suck on this, 1989).
Tool: Schism (Lateralus, 2001).
'Drive' ('køre for stærkt-musik'):
Pearl Jam: Rearviewmirror (Vs., 1993).
Arctic Monkeys: I bet that you look good on the dancefloor (Whatever people say I am, That's what I'm not (2006).
Ty Segall: It's over (Manipulator, 2014).
'Fødselsår':
David Bowie: Heroes (Heroes, 1977).
Elvis Presley: Moody blue (Moody blue, 1977).
Eric Clapton: Cocaine (Slowhand, 1977).
Musikvideoer:
Pixies: Another toe in the ocean (director: Liviu Boar, 2013).
The Chemical Brothers (ft. Beck): Wide open (director: Dom & Nic, 2016).
Hvordan ville DINE lister se ud?
lørdag den 2. november 2019
Musiklisterne fra møde 10 i MAS13042013
Til møde nr. 10 i den lille, eksklusive og rasende hyggelige klub, Music Appreciation Society af 13. april 2013 (MAS13042013) var kategorierne som følger;
'Family'
'Nostalgi-trip'
'Jazzy'
'2 musikvideoer'
Jeg havde bestemt kategorien 'Nostalgi-trip'.
For mig er der meget nostalgi forbundet med Vendsyssel, vendelbomål og Niels Hausgaard, så jeg var ikke i tvivl om at nummeret Hjemstavn skulle med på listen;
"...Å de gammel ka håev, at åelting var bijjer
Dæejgåeng folk var fatte å slæe sæ fordærre.
Så væ-a hvæen a e hæen,
Så-e a hjæ-em."
Gasolin's Som et strejf af en dråbe forbinder jeg først og fremmest med de sidste toner fra det legendariske radioprogram, den alternative lytterhitliste, Det Elektriske Barometer.
Når sidste nummer på barometer-listen var spillet, og det sidste dybfølte brev var læst op, var det tid til Gasolin's smukke sang.
Sådan var det hver eneste søndag aften i en årrække på teenageværelset.
Nannas sang om Buster er taget med fordi jeg husker den sang og film så skeltsættende. Hjemme på villavejen klædte vi os ud og lavede tryllenumre som Buster.
Nanna rammer filmens stemning perfekt, og teksten er spot on i forhold til barnesindets unikke fantasi;
"Stille, stille, stille, nu står solen op
Nattens trolde er forsvundet
Den sidste fløj bort i en kaffekop
Og blir nok aldrig fundet
Det hyler og tuder i det fjerne nu
Verden drøner hastigt videre
Men klovnene danser og folk dør af grin
Og fuglene de kvidrer..."
Den komplette liste med mine bidrag kommer her:
Family:
The Ronettes: Be my baby (7"-single, 1963).
Røde Mor: Grillbaren (Grillbaren, 1973).
The Jesus and Mary Chain: Just like honey (Psychocandy, 1985).
Nostalgi-trip:
Niels Hausgaard: Hjemstavn (Han tog realen med, 1983). Lun hyldest til Vendsyssel.
Gasolin': Som et strejf af en dråbe (non-album track, 1973). Det Elektriske Barometer, P4 i P1 1986 - 1994).
Nanna: Buster (Små blå breve, 1984). Fra filmen Buster.
Jazzy:
Count Basie: Duet (Basie, 1957).
Miles Davis: Blue in green (Kind of blue (1959).
Doky Brothers: Hope (s.t., 1995).
Musikvideoer:
Tenacious D: Tribute (directed by Liam Lynch). (Tenacious D, 2002).
Jack White: I'm shakin' (directed by Dori Oskowitz). (Blunderbuss, 2012).
Hvordan ville DINE lister se ud?
'Family'
'Nostalgi-trip'
'Jazzy'
'2 musikvideoer'
Jeg havde bestemt kategorien 'Nostalgi-trip'.
For mig er der meget nostalgi forbundet med Vendsyssel, vendelbomål og Niels Hausgaard, så jeg var ikke i tvivl om at nummeret Hjemstavn skulle med på listen;
"...Å de gammel ka håev, at åelting var bijjer
Dæejgåeng folk var fatte å slæe sæ fordærre.
Så væ-a hvæen a e hæen,
Så-e a hjæ-em."
Gasolin's Som et strejf af en dråbe forbinder jeg først og fremmest med de sidste toner fra det legendariske radioprogram, den alternative lytterhitliste, Det Elektriske Barometer.
Når sidste nummer på barometer-listen var spillet, og det sidste dybfølte brev var læst op, var det tid til Gasolin's smukke sang.
Sådan var det hver eneste søndag aften i en årrække på teenageværelset.
Nannas sang om Buster er taget med fordi jeg husker den sang og film så skeltsættende. Hjemme på villavejen klædte vi os ud og lavede tryllenumre som Buster.
Nanna rammer filmens stemning perfekt, og teksten er spot on i forhold til barnesindets unikke fantasi;
"Stille, stille, stille, nu står solen op
Nattens trolde er forsvundet
Den sidste fløj bort i en kaffekop
Og blir nok aldrig fundet
Det hyler og tuder i det fjerne nu
Verden drøner hastigt videre
Men klovnene danser og folk dør af grin
Og fuglene de kvidrer..."
Den komplette liste med mine bidrag kommer her:
Family:
The Ronettes: Be my baby (7"-single, 1963).
Røde Mor: Grillbaren (Grillbaren, 1973).
The Jesus and Mary Chain: Just like honey (Psychocandy, 1985).
Nostalgi-trip:
Niels Hausgaard: Hjemstavn (Han tog realen med, 1983). Lun hyldest til Vendsyssel.
Gasolin': Som et strejf af en dråbe (non-album track, 1973). Det Elektriske Barometer, P4 i P1 1986 - 1994).
Nanna: Buster (Små blå breve, 1984). Fra filmen Buster.
Jazzy:
Count Basie: Duet (Basie, 1957).
Miles Davis: Blue in green (Kind of blue (1959).
Doky Brothers: Hope (s.t., 1995).
Musikvideoer:
Tenacious D: Tribute (directed by Liam Lynch). (Tenacious D, 2002).
Jack White: I'm shakin' (directed by Dori Oskowitz). (Blunderbuss, 2012).
Hvordan ville DINE lister se ud?
fredag den 8. juni 2018
Teju Cole: Åben by
Kort om forfatteren:
Teju Cole er født 1975 i Kalamazoo i Michigan, USA.
Da han var fem måneder gammel flyttede familien til Lagos i Nigeria.
Uddannelse: Kandidat i kunsthistorie fra University of London og doktorgrad i filosofi fra Columbia University.
Debut: Every Day is for the Thief. Cassava Republic Press, 2007.
Litteraturpriser: PEN/Hemingway Award, 2012.
Åben by er en speciel og unik roman der kommer forbi mange forskellige tematikker og emner undervejs.
Fortælleren vandrer nemlig rundt i New Yorks gader kort efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, mens han tænker over livet, historiens gang, politik og filosofi. Og så falder han i snak med en hel del mennesker på sine utallige gåture.
Historiens jeg-fortæller hedder Julius, han er en ung, nyuddannet psykiater og arbejder på et stort hospital i New York.
Han bruger så sin fritid på at vandre New Yorks gader tynde om aftenen alt imens han tænker, spekulerer, overvejer, erindrer, iagttager, oplever, lytter og taler.
Julius er opvokset i Lagos, Nigeria, har en tysk mor og en ugandisk far, og har en tysk bedstemor, som nu – så vidt han ved - bor i Bruxelles. Julius tager på et tidspunkt al sin ferie på én gang og tilbringer den i et koldt og vådt Bruxelles.
Også her falder han i snak med forskellige indbyggere og Julius’ store viden inden for kunst, kultur og medicinhistorie, skinner tydeligt igennem i samtalerne.
Han kigger på dyr og kunst, mens hans tankestrøm kommer vidt omkring – bl.a. psykologiske fænomener, politisk filosofi, slavernes historie og vandrefuglens liv.
Indimellem får vi også indsigt i et forlist kærlighedsforhold, for det fylder stadig en del hos Julius.
Det specielle - og lettere mærkværdige - ved bogen er at der faktisk ikke er et egentligt plot.
Men det gør ikke noget. De mange filosofiske spekulationer og historiske referencer er interessant læsning og horisontudvidende.
På den måde kan man sige at boget handler om både alt og ingenting.
Det er en tankevækkende og menneskelig beretning om at være indbygger i en mangfoldig storby og en globaliseret verden. Og så handler den bl.a. om ensomhed, filosofi, identitet, kærlighed, venskab, racisme og politik.
Desuden er bogen helt sin egen. Den er temmelig utraditionel i sit udtryk, og uden de store dramatiske udsving og sproglige højdepunkter. Men den er alligevel fængende - og frem for alt tankevækkende...
Teju Cole er født 1975 i Kalamazoo i Michigan, USA.
Da han var fem måneder gammel flyttede familien til Lagos i Nigeria.
Uddannelse: Kandidat i kunsthistorie fra University of London og doktorgrad i filosofi fra Columbia University.
Debut: Every Day is for the Thief. Cassava Republic Press, 2007.
Litteraturpriser: PEN/Hemingway Award, 2012.
Åben by er en speciel og unik roman der kommer forbi mange forskellige tematikker og emner undervejs.
Fortælleren vandrer nemlig rundt i New Yorks gader kort efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, mens han tænker over livet, historiens gang, politik og filosofi. Og så falder han i snak med en hel del mennesker på sine utallige gåture.
Historiens jeg-fortæller hedder Julius, han er en ung, nyuddannet psykiater og arbejder på et stort hospital i New York.
Han bruger så sin fritid på at vandre New Yorks gader tynde om aftenen alt imens han tænker, spekulerer, overvejer, erindrer, iagttager, oplever, lytter og taler.
Julius er opvokset i Lagos, Nigeria, har en tysk mor og en ugandisk far, og har en tysk bedstemor, som nu – så vidt han ved - bor i Bruxelles. Julius tager på et tidspunkt al sin ferie på én gang og tilbringer den i et koldt og vådt Bruxelles.
Også her falder han i snak med forskellige indbyggere og Julius’ store viden inden for kunst, kultur og medicinhistorie, skinner tydeligt igennem i samtalerne.
Han kigger på dyr og kunst, mens hans tankestrøm kommer vidt omkring – bl.a. psykologiske fænomener, politisk filosofi, slavernes historie og vandrefuglens liv.
Indimellem får vi også indsigt i et forlist kærlighedsforhold, for det fylder stadig en del hos Julius.
Det specielle - og lettere mærkværdige - ved bogen er at der faktisk ikke er et egentligt plot.
Men det gør ikke noget. De mange filosofiske spekulationer og historiske referencer er interessant læsning og horisontudvidende.
På den måde kan man sige at boget handler om både alt og ingenting.
Det er en tankevækkende og menneskelig beretning om at være indbygger i en mangfoldig storby og en globaliseret verden. Og så handler den bl.a. om ensomhed, filosofi, identitet, kærlighed, venskab, racisme og politik.
Desuden er bogen helt sin egen. Den er temmelig utraditionel i sit udtryk, og uden de store dramatiske udsving og sproglige højdepunkter. Men den er alligevel fængende - og frem for alt tankevækkende...
fredag den 4. maj 2018
Thi Bui: The best we could do
Kort om Thi Bui:
Født i Vietnam tre måneder før Vietnamkrigens afslutning og kom til USA i 1978 som en del af "bådfolkets" bølge af flygtninge fra Sydøstasien.
Hendes debut The best we could do har modtaget en hel del flotte anerkendelser og anmeldelser.
Hun underviser i øjeblikket i MFA i Comics program på California College of the Arts. Hun bor i Berkeley i USA med sin søn, hendes mand og hendes mor.
Det er en skarp og rørende grafisk romanbiografi, der fortæller en vigtig historie.
Thi Bui fortæller historien om sin egen families flugt fra Vietnam i kølvandet på Vietnamkrigen og deres kamp for at integrere sig i det amerikanske samfund.
Meget af bogen fokuserer på Thi Buis forældre og deres historie i Vietnam, før hun og hendes søskende nogensinde er født.
Hun viser os deres liv og deres barndom, før alt bliver radikalt ændret ved krigens ankomst. Vi ser hvordan de kom til deres beslutning om at flygte til USA med deres småbørn i slæb og de trængsler og hjertesorg, der følger med.
Vi får en meget ærlig udlægning af historien hvor der ikke er megen plads til ’glansbilleder’, men derimod masser af fokus på de dystre øjeblikke der har domineret en stor del af familiens historie.
I løbet af de 10 kapitler kommer vi vidt omkring i Thi Buis barndommen, samt forældrenes barndom og ungdom. Man bliver herved klogere på hvorfor de hver især er som de er.
En del af hendes insisteren på at fortælle denne historie kommer fra sin egen rejse til det at bliver mor. På den første side af The Best We Could Do, er Thi Bui i gang med at føde sin søn, og en stor del af bogen kredser om den enorme betydning det har at være forældre. Hendes eget forhold til, og forståelse af, sine forældre behandles også intenst undervejs.
Der er mange gode grunde til at beundre denne tegneserie; familiens historie og baggrund er fejende flot formidlet. Det kan ikke være nogen nem opgave at fortælle sin families baggrund på denne måde, og så samtidig – igennem historiefortællingen – nærme sig en dybere forståelse for sine forældres handlinger og adfærd.
Selv tegnestilen er også dybt fascinerende. Det er imponerende hvor megen følelse og nerve hun får frem ved at bruge nuancer af rød, sammen med sort og hvid.
Desuden er det en meget menneskelig beretning. Med al den negative debat der er omkring flygtninge og indvandrere i dag, er det nemt at ’glemme’ eller lukke øjnene for de mennesker det drejer sig om.
Der er jo som regel en god grund til at folk flygter fra deres hjemlande, for at søge ly og tryghed andre steder, og det skinner også stærkt igennem i denne beretning.
Født i Vietnam tre måneder før Vietnamkrigens afslutning og kom til USA i 1978 som en del af "bådfolkets" bølge af flygtninge fra Sydøstasien.
Hendes debut The best we could do har modtaget en hel del flotte anerkendelser og anmeldelser.
Hun underviser i øjeblikket i MFA i Comics program på California College of the Arts. Hun bor i Berkeley i USA med sin søn, hendes mand og hendes mor.
Det er en skarp og rørende grafisk romanbiografi, der fortæller en vigtig historie.
Thi Bui fortæller historien om sin egen families flugt fra Vietnam i kølvandet på Vietnamkrigen og deres kamp for at integrere sig i det amerikanske samfund.
Meget af bogen fokuserer på Thi Buis forældre og deres historie i Vietnam, før hun og hendes søskende nogensinde er født.
Hun viser os deres liv og deres barndom, før alt bliver radikalt ændret ved krigens ankomst. Vi ser hvordan de kom til deres beslutning om at flygte til USA med deres småbørn i slæb og de trængsler og hjertesorg, der følger med.
Vi får en meget ærlig udlægning af historien hvor der ikke er megen plads til ’glansbilleder’, men derimod masser af fokus på de dystre øjeblikke der har domineret en stor del af familiens historie.
I løbet af de 10 kapitler kommer vi vidt omkring i Thi Buis barndommen, samt forældrenes barndom og ungdom. Man bliver herved klogere på hvorfor de hver især er som de er.
En del af hendes insisteren på at fortælle denne historie kommer fra sin egen rejse til det at bliver mor. På den første side af The Best We Could Do, er Thi Bui i gang med at føde sin søn, og en stor del af bogen kredser om den enorme betydning det har at være forældre. Hendes eget forhold til, og forståelse af, sine forældre behandles også intenst undervejs.
Der er mange gode grunde til at beundre denne tegneserie; familiens historie og baggrund er fejende flot formidlet. Det kan ikke være nogen nem opgave at fortælle sin families baggrund på denne måde, og så samtidig – igennem historiefortællingen – nærme sig en dybere forståelse for sine forældres handlinger og adfærd.
Selv tegnestilen er også dybt fascinerende. Det er imponerende hvor megen følelse og nerve hun får frem ved at bruge nuancer af rød, sammen med sort og hvid.
Desuden er det en meget menneskelig beretning. Med al den negative debat der er omkring flygtninge og indvandrere i dag, er det nemt at ’glemme’ eller lukke øjnene for de mennesker det drejer sig om.
Der er jo som regel en god grund til at folk flygter fra deres hjemlande, for at søge ly og tryghed andre steder, og det skinner også stærkt igennem i denne beretning.
fredag den 27. april 2018
Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte
Kort om forfatteren:
Liv Nimand Duvå er født 1987 i København.
Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab, 2008-12. Erasmusophold på Freie Universität, 2010-11.
Skrivekunstakademiet i Bergen, 2013-14. Master of Arts på Litterär Gestaltning i Göteborg, 2014-16.
Romanen handler om at være pårørende til en alkoholiker, om den konstante angst for at telefonen ringer, om ydmygelse og ombytning af forældrerollen - fx når datteren Billie giver sin far 'ølsutteflaske'- og om velfærdsstatens og alkoholafvænningens nedladende omsorg.
Billie er vokset op hos - og bor stadig hos - sin far efter forældrenes skilsmisse for flere år siden.
Huset de bor i trænger til en kærlig hånd men når faren ikke drikker eller sover på sofaen, bruger han udelukkende sin energi på at spille bas i et rockband.
Livets gang hos far og datter går mest med at Billie prøver at få det hele til at fungere, og meget tit må hun komme sin far til undsætning eller besøge ham på sygehuset, når det hele er væltet for ham.
Temaet kredser en hel del om den loyalitet børn har overfor sine forældre – også selvom det i dette tilfælde drejer sig om en dybt alkoholiseret far.
Man kan ikke undgå at blive berørt af de mange beskrivelser af de skuffelser som faren er leveringsdygtig i, samtidig med at Billie skammer sig, udviser omsorg og stor kærlighed uanset hvad.
Billie har naturligvis mere end svært ved at få alle enderne til at hænge sammen. For eksempel bor hun egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø.
Hun brænder for at gøre en forskel indenfor humanitære spørgsmål på verdensplan, men hjemme i Danmark drikker faren sig længere og længere ned, og bliver også indlagt på sygehuset – og derfor må Billie droppe tankerne om at drage ud i verden og hjælpe andre…
På trods af det tunge emne formår Duvå at gøre sproget poetisk og skarpt, og dermed undgår hun at gøre romanen til klagesang fyld med selvmedlidenhed over situationens alvor for Billie. Stærk og skarp roman.
Liv Nimand Duvå modtog ”Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris i 2017” for sin debutroman ”Vi er vel helte”.
Liv Nimand Duvå er født 1987 i København.
Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab, 2008-12. Erasmusophold på Freie Universität, 2010-11.
Skrivekunstakademiet i Bergen, 2013-14. Master of Arts på Litterär Gestaltning i Göteborg, 2014-16.
Romanen handler om at være pårørende til en alkoholiker, om den konstante angst for at telefonen ringer, om ydmygelse og ombytning af forældrerollen - fx når datteren Billie giver sin far 'ølsutteflaske'- og om velfærdsstatens og alkoholafvænningens nedladende omsorg.
Billie er vokset op hos - og bor stadig hos - sin far efter forældrenes skilsmisse for flere år siden.
Huset de bor i trænger til en kærlig hånd men når faren ikke drikker eller sover på sofaen, bruger han udelukkende sin energi på at spille bas i et rockband.
Livets gang hos far og datter går mest med at Billie prøver at få det hele til at fungere, og meget tit må hun komme sin far til undsætning eller besøge ham på sygehuset, når det hele er væltet for ham.
Temaet kredser en hel del om den loyalitet børn har overfor sine forældre – også selvom det i dette tilfælde drejer sig om en dybt alkoholiseret far.
Man kan ikke undgå at blive berørt af de mange beskrivelser af de skuffelser som faren er leveringsdygtig i, samtidig med at Billie skammer sig, udviser omsorg og stor kærlighed uanset hvad.
Billie har naturligvis mere end svært ved at få alle enderne til at hænge sammen. For eksempel bor hun egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø.
Hun brænder for at gøre en forskel indenfor humanitære spørgsmål på verdensplan, men hjemme i Danmark drikker faren sig længere og længere ned, og bliver også indlagt på sygehuset – og derfor må Billie droppe tankerne om at drage ud i verden og hjælpe andre…
På trods af det tunge emne formår Duvå at gøre sproget poetisk og skarpt, og dermed undgår hun at gøre romanen til klagesang fyld med selvmedlidenhed over situationens alvor for Billie. Stærk og skarp roman.
Liv Nimand Duvå modtog ”Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris i 2017” for sin debutroman ”Vi er vel helte”.
Abonner på:
Opslag (Atom)