Denne roman udkom oprindeligt i Norge 1994, men er først for nylig blevet oversat til dansk.
Vi introduceres for gymnasielektoren Elias Rukla i en situation hvor han for 25 år i træk er ved at gennemgå Henrik Ibsens ”Vildanden” for et hold elever.
Undervejs i undervisningen oplever han en eller anden form for erkendelse og får et sjældent klarsyn - men eleverne er på ingen måde interesseret i undervisningen. De keder sig bravt!
Solstad sætter scenen meget rammende;
”Egentlig var han en lidt fordrukken lektor i 50’erne med en kone som var blevet lasket med årene, og som han spiste morgenmad med hver morgen".
”Ægteskabet virker falmet, hans indsats som lektor automatiseret og han selv ganske slukket; døset hen i det liv, han så gerne ville leve, men som han ikke længere eftertragter. Indtil den pludselige erkendelse i gennemgangen af ’Vildanden’.”
Det går hverken værre eller bedre end at det slår klik får Rukla. Han overfuser sine elever, og på vej gennem skolegården mister han besindelsen, mens han kæmper med at slå sin paraply op.
Det går hverken værre eller bedre end at han i et raserianfald smadrer paraplyen mod skolegårdens springvand, og samtidig river sig selv til blods.
Der er masser af elever i skolegården på dette tidspunkt, som ser måbende til, mens Ruklas’ raseri blot bliver mere og mere rødglødende. Han overfuser eleverne på groveste vis og tager flugten fra skolen. Og så går han ellers mere eller mindre i panik.
Han tolker det nærmest som om han netop har ødelagt sit liv. Han kan umuligt vende tilbage til skole igen.
Herefter får vi historien om hvordan der gennem årerne blev bygget op til Elias’ livskrise pludselig står i lys lue midt i skolegården.
Vi får også historien om hvordan Elias Rukla i sine yngre år havde et tæt venskab med studiekammeraten på filosofi-studiet, Johan Corneliussen, som alle havde store forventninger til.
Senere skete der dog det uventede at Johan fik et indbringende job i reklamebranchen i New York og overlod sin smukke kone Eva - som Rukla altid har forgudet - samt deres lille datter, til sin ven.
Det er en meget overrumplende historie om en mand der føler sig fremmedgjort i dagens samfund, om den tunge tavshed mellem et ægtepar og om hvordan dannelsesidealerne er kørt i sænk.
Elias er desperat, indigneret og mismodig og Solstad beskriver disse følelser mesterligt.
’Generthed og værdighed’ vandt blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, og romanen banede vejen for et stort gennembrud i USA.
fredag den 24. november 2017
fredag den 17. november 2017
Emmanuel Guibert: Alans krig
I 1994 mødte Emmanuel Guibert tilfældigt amerikaneren Alan Cope i Frankrig, og mødet udviklede sig hurtigt til et stærkt venskab, som kom til at danne grundlaget for tegneserien Alans krig.
Fra 2000 til 2008 omsatte Guibert Alan Copes personlige erindringer om de sidste måneder af 2. verdenskrig og årene derefter til 3 store tegneseriealbums, der nu er samlet i ét bind, på dansk.
Da Alan Cope ankommer til Europa, er krigen i realiteten forbi, og hans beretning handler mere om hans møder med mange forskellige slags mennesker, og om hans indtryk fra en række krigshærgede europæiske lande, end om krigens voldsomme slag ved fronten.
Derfor vil man nok blive skuffet hvis man forventer en ’action-packed’ tegneserie med vilde krigshandlinger fra ende til anden.
Til gengæld er troværdigheden og autenticiteten i top. Detaljerigdommen i beskrivelserne af de mange små oplevelser er fascinerende. Man får hurtigt indtryk af at Cope var en mand der havde alle sanserne på vid gab, hele vejen igennem.
Der fortælles med en med en skøn, underspillet humor og man fornemmer i det hele taget tydeligt at Cope var en medmenneskelig, hjertevarm og humoristisk person.
De gulbrune sider med den nedtonede og skitseagtig streg passer i øvrigt perfekt til den lavmælte og relativ udramatiske fortælling, fra en ellers meget dramatisk periode i historien.
Alans krig har modtaget en lang række internationale priser og er for nylig blevet fulgt op af albummet L´enfance d´Alan (Alans barndom).
Fra 2000 til 2008 omsatte Guibert Alan Copes personlige erindringer om de sidste måneder af 2. verdenskrig og årene derefter til 3 store tegneseriealbums, der nu er samlet i ét bind, på dansk.
Da Alan Cope ankommer til Europa, er krigen i realiteten forbi, og hans beretning handler mere om hans møder med mange forskellige slags mennesker, og om hans indtryk fra en række krigshærgede europæiske lande, end om krigens voldsomme slag ved fronten.
Derfor vil man nok blive skuffet hvis man forventer en ’action-packed’ tegneserie med vilde krigshandlinger fra ende til anden.
Til gengæld er troværdigheden og autenticiteten i top. Detaljerigdommen i beskrivelserne af de mange små oplevelser er fascinerende. Man får hurtigt indtryk af at Cope var en mand der havde alle sanserne på vid gab, hele vejen igennem.
Der fortælles med en med en skøn, underspillet humor og man fornemmer i det hele taget tydeligt at Cope var en medmenneskelig, hjertevarm og humoristisk person.
De gulbrune sider med den nedtonede og skitseagtig streg passer i øvrigt perfekt til den lavmælte og relativ udramatiske fortælling, fra en ellers meget dramatisk periode i historien.
Alans krig har modtaget en lang række internationale priser og er for nylig blevet fulgt op af albummet L´enfance d´Alan (Alans barndom).
søndag den 12. november 2017
Dave Roberts: 32 programmer
Ualmindelig charmerende beretning om Dave Roberts' op- og nedture i livet, hvor kærligheden til fodbold er i centrum.
Jeg elsker selv fodbold men synes der er langt mellem snapsene hvad angår gode bøger om fodbold. Denne biografi er dog noget helt specielt.
Engelske Dave Roberts har lige siden han var en bette knajt samlet på fodboldprogrammer (blade, udgivet i forbindelse med fodboldkampe, med historier om spillerne, statistikker og andet guf for fodboldnørder).
Da Dave og hans kone så en dag skal flytte til USA kan han ikke slæbe hele sin samling på 1134 programmer med til deres nye hjem. Han beslutter at udvælge 32!
Problemet er jo at Dave har stærke følelser og minder der knytter sig til hvert enkelt program.
Der er for eksempel minder om barndommen, gamle venner, gamle flammer, legendariske spillere, legendariske mål, yndlingshold, triumfer og gigantiske skuffelser.
Alligevel er der jo nogle der betyder mere for ham end andre, og derfor må han i gang med den svære kunst at udvælge de 32 der betyder allermest for ham.
På den måde får man så som læser indblik i Daves liv helt fra han er en lille dreng, der får lov til at komme med sin far til foldboldkampe, og den livslange passion for fodbold indledes.
Kernen i det hele er Daves besættelse af fodbold, de mange anekdoter og historier om op- og nedture, samt besynderlige oplevelser i forbindelse med fodboldkampe, er en fryd at læse for fodbolselskere.
Bogen blev nomineret i kategorien 'verdens bedste sportsbog' i 2011, den internationale pris 'William Hill Sportsbook of the Year'.
Jeg elsker selv fodbold men synes der er langt mellem snapsene hvad angår gode bøger om fodbold. Denne biografi er dog noget helt specielt.
Engelske Dave Roberts har lige siden han var en bette knajt samlet på fodboldprogrammer (blade, udgivet i forbindelse med fodboldkampe, med historier om spillerne, statistikker og andet guf for fodboldnørder).
Da Dave og hans kone så en dag skal flytte til USA kan han ikke slæbe hele sin samling på 1134 programmer med til deres nye hjem. Han beslutter at udvælge 32!
Problemet er jo at Dave har stærke følelser og minder der knytter sig til hvert enkelt program.
Der er for eksempel minder om barndommen, gamle venner, gamle flammer, legendariske spillere, legendariske mål, yndlingshold, triumfer og gigantiske skuffelser.
Alligevel er der jo nogle der betyder mere for ham end andre, og derfor må han i gang med den svære kunst at udvælge de 32 der betyder allermest for ham.
På den måde får man så som læser indblik i Daves liv helt fra han er en lille dreng, der får lov til at komme med sin far til foldboldkampe, og den livslange passion for fodbold indledes.
Kernen i det hele er Daves besættelse af fodbold, de mange anekdoter og historier om op- og nedture, samt besynderlige oplevelser i forbindelse med fodboldkampe, er en fryd at læse for fodbolselskere.
Bogen blev nomineret i kategorien 'verdens bedste sportsbog' i 2011, den internationale pris 'William Hill Sportsbook of the Year'.
torsdag den 9. november 2017
Julian Barnes: Tidens støj
Denne roman fra 2016 følger den sovjetiske komponist Sjostakovitsj, der efter sin første opera, er kommet i den sorte bog hos diktatoren Stalin.
Det var der mange der gjorde dengang 1930’erne, og mange måtte frygte for deres liv dag og nat.
Det betød blandt andet at 30-årige Sjostakovitsj pakkede en kuffert og valgte at sove ved siden af elevatoren hver nat, så det ikke vagte for megen postyr i den lille familie, når han blev bortført om natten.
For han var ikke i tvivl om at det ville ske, han var kun i tvivl om hvornår det ville ske.
Sjostakovitsj liv bliver mere og mere mareridtsagtig, og det beskrives mesterligt hvordan han hele tiden må være på vagt. Samtidig får man en del historiske henvisninger til begivenheder i datidens Sovjetunion.
Man fornemmer også tydeligt hvor meget Sjostakovitsj brænder for sin musik.
Han forsøger stædigt at holde fast i sin kunst og udtryksform, selvom Stalin har udråbt musikken til at være den rene støj, og selvom stort set resten af den kulturelle verden vender ham ryggen.
Der sker dog det uventede at Stalin i stedet for at lade Sjostakovitsj henrette, bruger ham som en slags marionetdukke i det kæmpestore propagandaapparat.
Han bliver med andre ord tvunget til at rette ind og komponere musik der lever op til regimets idealer.
Spørgsmålet er jo så hvad disse påtvungne arbejdsmetoder gør ved en kunstner?
Der er ingen tvivl om at Sjostakovitsj var dybt splittet mellem ytringsfrihed og selvcensuren under Stalin.
Julians Barnes har skrevet en rigtig god romanbiografi om et liv med konstant frygt og om musikkens enorme kraft.
Det var der mange der gjorde dengang 1930’erne, og mange måtte frygte for deres liv dag og nat.
Det betød blandt andet at 30-årige Sjostakovitsj pakkede en kuffert og valgte at sove ved siden af elevatoren hver nat, så det ikke vagte for megen postyr i den lille familie, når han blev bortført om natten.
For han var ikke i tvivl om at det ville ske, han var kun i tvivl om hvornår det ville ske.
Sjostakovitsj liv bliver mere og mere mareridtsagtig, og det beskrives mesterligt hvordan han hele tiden må være på vagt. Samtidig får man en del historiske henvisninger til begivenheder i datidens Sovjetunion.
Man fornemmer også tydeligt hvor meget Sjostakovitsj brænder for sin musik.
Han forsøger stædigt at holde fast i sin kunst og udtryksform, selvom Stalin har udråbt musikken til at være den rene støj, og selvom stort set resten af den kulturelle verden vender ham ryggen.
Der sker dog det uventede at Stalin i stedet for at lade Sjostakovitsj henrette, bruger ham som en slags marionetdukke i det kæmpestore propagandaapparat.
Han bliver med andre ord tvunget til at rette ind og komponere musik der lever op til regimets idealer.
Spørgsmålet er jo så hvad disse påtvungne arbejdsmetoder gør ved en kunstner?
Der er ingen tvivl om at Sjostakovitsj var dybt splittet mellem ytringsfrihed og selvcensuren under Stalin.
Julians Barnes har skrevet en rigtig god romanbiografi om et liv med konstant frygt og om musikkens enorme kraft.
Abonner på:
Opslag (Atom)