For ikke så længe siden læste jeg en meget lille bog der omhandlede nogen meget store emner.
For det er vitterligt store, komplekse og yderst fascinerende emner der behandles i denne lille bog, på bare 79 sider, som udkom i 2016.
Den handler nemlig om hvordan universet hænger sammen, og de 7 korte kapitler (forelæsninger) blev oprindelig skrevet til en avis.
Italienske Carlo Rovelli starter med at forklare Einsteins relativitetsteori og herefter kommer vi ellers vidt omkring i universets ufattelige størrelse. De korte kapitler fokuserer blandt andet på kosmos’ arkitektur, partikler, rumkorn, tidsbegrebet og til sidst: os – altså mennesket.
Det helt store spørgsmål der rejses i sidste kapitel er hvad VI så er i det uendelige, strålende univers? Èn af konklusionerne beskrives fint i dette citat fra bogen:
”Der er så meget rum derude, at det er barnligt at forestille sig, at der skulle være noget ganske særligt netop her i dette perifere hjørne af en af de allermest banale galakser.
Livet er blot en smagsprøve på, hvad der kan ske i universet. Vores sjæl er blot endnu en sådan smagsprøve”.
Det hele er holdt i et – for det meste af tiden – let forståeligt sprog.
Der er noget befriende over at læse om et så interessant og stort emne i så lille en bog. Jeg har det i hvert fald sådan at jeg synes emnerne er VILDT interessante - men tit føles det nærmest uoverkommeligt at tygge sig igennem tykke fagbøger om de komplekse emner.
Syv små fortællinger om fysik er en vellykket populærvidenskabelig bog, der er i øvrigt er blevet en international bestseller.
tirsdag den 27. juni 2017
lørdag den 24. juni 2017
Torben Munksgaard: Retrograd.
Jeg har for nylig læst den glimrende roman Retrograd af Torben Munksgaard (Lindhardt og Ringhof, 2007. 371 sider).
Hovedpersonen Henrik har fast arbejde, er gift og har en søn - og den lille familie bor i et hus på en stille villavej, i en forstad til Odense.
Der er bare ét problem: Han RØVkeder sig!
Henrik bruger næsten al sin fritid på at se fjernsyn, og han orker næsten ikke at stå ud af sengen og møde op på arbejde hver morgen. Han er irriteret på sine småborgerlige naboer, og kan i det hele taget ikke rigtig finde nogen mening med livet.
Han føler sig fremmedgjort overfor såvel sin kone som deres søn, der går i gymnasiet.
Efter sin 50 års fødselsdag beslutter han derfor at blive mentalt yngre og vende ryggen til den stille parcelhus-tilværelse.
Han begynder ganske enkelt at opføre sig som om han er en ung studerende igen, uden alle de forpligtelser, der fylder i hans voksne liv. Forpligtelser der bare er én stor belastning i Henriks hoved.
Han beslutter sig blandt andet for at gatecrashe sin søns gymnasieklasses fester, og det bliver præcis ligeså pinligt og akavet, som man skulle tro.
Henriks kone er (sjovt nok…) ikke helt tilfreds med hans nye livsstil, og det får store konsekvenser for ham.
En af de sjovere indslag er det hvor Henrik begynder at identificerer sig med en af hans kolleger, Johannes, der er blevet indlagt på et psykiatrisk sygehus, efter en hård skilsmisse.
Sammen med en ven ’befrier’ Henrik Johannes (sidstnævnte er på dette tidspunkt bedøvet af medicin) fra det psykiatriske sygehus for at få ham med til København.
Et af de helt store problemer ved Henriks 'flugt' til København er at han ikke rigtig ved hvad han skal foretage sig i hovedstaden. Så inden længe er Henrik på endeløse drukture, og leder desperat efter gamle flammer fra studietiden i København, og vikler sig ind i en hel del ualmindelige pinlige situationer undervejs…
Bogen beskriver en mands midtvejskrise med masser af humor og kant – og så byder den på en tankevækkende slutning!
Hovedpersonen Henrik har fast arbejde, er gift og har en søn - og den lille familie bor i et hus på en stille villavej, i en forstad til Odense.
Der er bare ét problem: Han RØVkeder sig!
Henrik bruger næsten al sin fritid på at se fjernsyn, og han orker næsten ikke at stå ud af sengen og møde op på arbejde hver morgen. Han er irriteret på sine småborgerlige naboer, og kan i det hele taget ikke rigtig finde nogen mening med livet.
Han føler sig fremmedgjort overfor såvel sin kone som deres søn, der går i gymnasiet.
Efter sin 50 års fødselsdag beslutter han derfor at blive mentalt yngre og vende ryggen til den stille parcelhus-tilværelse.
Han begynder ganske enkelt at opføre sig som om han er en ung studerende igen, uden alle de forpligtelser, der fylder i hans voksne liv. Forpligtelser der bare er én stor belastning i Henriks hoved.
Han beslutter sig blandt andet for at gatecrashe sin søns gymnasieklasses fester, og det bliver præcis ligeså pinligt og akavet, som man skulle tro.
Henriks kone er (sjovt nok…) ikke helt tilfreds med hans nye livsstil, og det får store konsekvenser for ham.
En af de sjovere indslag er det hvor Henrik begynder at identificerer sig med en af hans kolleger, Johannes, der er blevet indlagt på et psykiatrisk sygehus, efter en hård skilsmisse.
Sammen med en ven ’befrier’ Henrik Johannes (sidstnævnte er på dette tidspunkt bedøvet af medicin) fra det psykiatriske sygehus for at få ham med til København.
Et af de helt store problemer ved Henriks 'flugt' til København er at han ikke rigtig ved hvad han skal foretage sig i hovedstaden. Så inden længe er Henrik på endeløse drukture, og leder desperat efter gamle flammer fra studietiden i København, og vikler sig ind i en hel del ualmindelige pinlige situationer undervejs…
Bogen beskriver en mands midtvejskrise med masser af humor og kant – og så byder den på en tankevækkende slutning!
søndag den 18. juni 2017
Chris Cornell (1964 - 2017).
Okay. Planen er altså at jeg, efter en årelang pause, fremover vil bruge denne blog til at skrive om noget af det jeg pt. er mest optaget af, indenfor litteraturens og musikkens verden.
Der er ingen tvivl om at musikeren Chris Cornells pludselige død, har fyldt meget den seneste måned. Både fordi han var en mine absolutte yndlings musikere, og fordi dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. Få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. Og så var en af rockhistoriens største sangstemmer væk.
Dødsårsagen skulle være selvmord ved hægning. Hvor mærkeligt det end lyder. Cornell var gift, havde tre børn som han kærede meget om, en succesfuld solokarriere, og var godt i gang med indspilningerne til Soundgardens næste album. Han havde dog også en fortid som misbruger, ligesom han også kæmpede med depression og angst. Så man kan jo ikke lade være med at tænke på om han mon havde fået et tilbagefald, og ikke kunne overskue konsekvenserne af dette. Well. Spekulationer er der nok af...
Denne indrammede plakat, fra et MIX-blad, hængte på væggen, på mit teenageværelse. Nu hænger den på væggen hjemme hos mig og min familie.
Jeg blev egentlig lidt overraket over hvor ramt jeg blev da jeg læste den triste nyhed, og dagene lige efter. Men det siger jo noget om hvor stort et indtryk den 52-årige legendes musik har efterladt.
Hele 'Seattle-bølgen' der huserede i primo-90'erne betød uendeligt meget for en ung rockfan som mig, og nu har vi altså mistet tre af de helt store forsangere fra den æra. Kurt Cobain (Nirvana) i 1994, Layne Staley (Alice in Chains) i 2002 og altså Chris Cornell (Sondgarden, Temple of the Dog, Audioslave) i 2017.
Jeg har været fan af Soundgarden, siden de udgav albummet Badmotorfinger (1991). Jeg var 14 år dengang, og Soundgarden var endnu ikke blevet store i lille Danmark. Jeg købte Lp'en i den lokale musikbutik i Hjørring, og skrev SOUNDGARDEN med kæmpe bogstaver på et af mine skolehæfter. De af mine klassekammerater der også var musikinteresserede trak lidt på smilebåndet og spurgte hvem det dog var. Oh! Følelsen af at have et genialt band 'for sig selv' inden de for alvor bryder igennem, og bliver hvermandseje...
1995 oplevede jeg Soundgarden i Valby Hallen. På det tidspunkt var de blevet kæmpe store, især pga. albummet Superunknown (1994), der blev deres helt store gennembrud. Jeg stod helt oppe foran scenen, hvor Chris Cornell og Co. fremførte det ene geniale nummer efter det andet.
Sceneshowet begrænsede sig til et lysshow med mørke lilla nuancer og en skærm der kørte i baggrunden med forskellige roterende mønstre. Som jeg husker det sagde bandmedlemmerne nærmest ingenting til publikum undervejs. Jeg husker også at jeg havde det helt fint med det. Musikken var i centrum, uden så meget pis. Det var højt, og det var dystert, beskidt rock fra Seattle.
Et par år senere trak Soundgarden stikket, og Cornell koncentrerede sig i stedet om forsanger-jobbet i Audioslave og sin solokarriere. Med stor succes. 2010 blev lydhaven gendannet, og nåede at udgive albummet King Animal (2014), inden Cornells tragiske død for en månedstid siden.
For kun lidt over et år siden var jeg heldig at sikre mig billet til den totalt udsolgte solokoncert med Chris Cornell, i Musikkens Hus i Aalborg. Læs min anmeldelse af koncerten her.
Jeg har noteret følgende numre fra setlisten;
Dén sangstemme - The howl of Seattle - vil blive stærkt savnet.
En linje fra Soundgardens største hit, Black hole sun, lyder; "No one sings like you any more..."
Tak for musikken! R.I.P.
Der er ingen tvivl om at musikeren Chris Cornells pludselige død, har fyldt meget den seneste måned. Både fordi han var en mine absolutte yndlings musikere, og fordi dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. Få timer efter en Soundgarden-koncert i Detroit. Og så var en af rockhistoriens største sangstemmer væk.
Dødsårsagen skulle være selvmord ved hægning. Hvor mærkeligt det end lyder. Cornell var gift, havde tre børn som han kærede meget om, en succesfuld solokarriere, og var godt i gang med indspilningerne til Soundgardens næste album. Han havde dog også en fortid som misbruger, ligesom han også kæmpede med depression og angst. Så man kan jo ikke lade være med at tænke på om han mon havde fået et tilbagefald, og ikke kunne overskue konsekvenserne af dette. Well. Spekulationer er der nok af...
Denne indrammede plakat, fra et MIX-blad, hængte på væggen, på mit teenageværelse. Nu hænger den på væggen hjemme hos mig og min familie.
Jeg blev egentlig lidt overraket over hvor ramt jeg blev da jeg læste den triste nyhed, og dagene lige efter. Men det siger jo noget om hvor stort et indtryk den 52-årige legendes musik har efterladt.
Hele 'Seattle-bølgen' der huserede i primo-90'erne betød uendeligt meget for en ung rockfan som mig, og nu har vi altså mistet tre af de helt store forsangere fra den æra. Kurt Cobain (Nirvana) i 1994, Layne Staley (Alice in Chains) i 2002 og altså Chris Cornell (Sondgarden, Temple of the Dog, Audioslave) i 2017.
Jeg har været fan af Soundgarden, siden de udgav albummet Badmotorfinger (1991). Jeg var 14 år dengang, og Soundgarden var endnu ikke blevet store i lille Danmark. Jeg købte Lp'en i den lokale musikbutik i Hjørring, og skrev SOUNDGARDEN med kæmpe bogstaver på et af mine skolehæfter. De af mine klassekammerater der også var musikinteresserede trak lidt på smilebåndet og spurgte hvem det dog var. Oh! Følelsen af at have et genialt band 'for sig selv' inden de for alvor bryder igennem, og bliver hvermandseje...
1995 oplevede jeg Soundgarden i Valby Hallen. På det tidspunkt var de blevet kæmpe store, især pga. albummet Superunknown (1994), der blev deres helt store gennembrud. Jeg stod helt oppe foran scenen, hvor Chris Cornell og Co. fremførte det ene geniale nummer efter det andet.
Sceneshowet begrænsede sig til et lysshow med mørke lilla nuancer og en skærm der kørte i baggrunden med forskellige roterende mønstre. Som jeg husker det sagde bandmedlemmerne nærmest ingenting til publikum undervejs. Jeg husker også at jeg havde det helt fint med det. Musikken var i centrum, uden så meget pis. Det var højt, og det var dystert, beskidt rock fra Seattle.
Et par år senere trak Soundgarden stikket, og Cornell koncentrerede sig i stedet om forsanger-jobbet i Audioslave og sin solokarriere. Med stor succes. 2010 blev lydhaven gendannet, og nåede at udgive albummet King Animal (2014), inden Cornells tragiske død for en månedstid siden.
For kun lidt over et år siden var jeg heldig at sikre mig billet til den totalt udsolgte solokoncert med Chris Cornell, i Musikkens Hus i Aalborg. Læs min anmeldelse af koncerten her.
Jeg har noteret følgende numre fra setlisten;
Dén sangstemme - The howl of Seattle - vil blive stærkt savnet.
En linje fra Soundgardens største hit, Black hole sun, lyder; "No one sings like you any more..."
Tak for musikken! R.I.P.
fredag den 16. juni 2017
Reboot!
Nå! Lidt over tre år siden sidste indlæg herfra. På tide med en reboot af denne blog. I stedet for 'Simonsen siger...this and that and what not' bliver overskriften fremover "Simonsen siger...et par ting om litteratur og musik". Stay tuned.
Abonner på:
Opslag (Atom)