One Day as a Lion

Det er nu lidt over to år siden duoen One Day as a Lion sendte deres selvtitlede Ep på gaden - og vi venter stadig på deres første deciderede debutalbum.

Zack de la Rocha (Rage Against The Machine) og Jon Terodores (ex-The Mars Volta) leverede i sommeren 2008 en glimrende Ep og for nylig optrådte de for første gang sammen live.

Men mens vi stadig venter på et fuldlængde album kan man jo passende lytte til Ep'en en gang mere.

Nedenfor er den anmeldelse jeg skrev af One Day as a Lion-Ep for et par år siden.

Anmeldelsen er også at finde på musiksitet Undertoner:



I 1992 var jeg 15 år og gik til fodbold. En aften på træningsbanen, på den tid hvor Rage Against the Machine var på sit højeste, bl.a. med nummeret "Killing in the Name", bemærkede jeg, at en af mine holdkammerater tog en bold og stillede sig lige foran et mål. Derefter begyndte han at sparke bolden hårdt ind i målet, igen og igen, samtidig med at han hidsigt gentog linjen »Fuck you, I won’t do what you tell me!«.

Med andre ord appellerede Rage Against the Machine til mange af tidens frustrerede og rastløse unge.

Derfor føles det på mange måder som et kærkomment blast from the past, lige så snart Zack de la Rocha udgyder sin velkendte vrede over åbningsnummeret “Wild International” på One Day as a Lions debut-ep.

Jeg forgudede Rage Against the Machines selvbetitlede debutalbum fra 1992. Den vrede, indignation og energi, bandet lagde for dagen, var virkelig imponerende, og de revolutionære attituder fra de la Rocha gik rent ind.

Efter de glade, eller måske nærmere vrede, dage i 1992 ebbede den svovlholdige bølge dog langsomt, men sikkert ud, og Rage Against the Machine gik hver til sit i 2000. Tom Morello (guitar), Brad Wilk (trommer) og Tim Commerford (bas) gik sammen med Chris Cornell (eks-Soundgarden, eks-Temple of the Dog) og dannede Audioslave, mens de la Rocha varslede et soloalbum.

Soloalbummet er stadig ikke blevet undfanget, og da Audioslave sidste år kastede håndklædet i ringen, var vejen banet for en gendannelse af Rage Against the Machine, hvilket dog indtil nu blot har resulteret i nogle få liveoptrædender.

Nu er de la Rocha imidlertid pladeaktuel under navnet One Day as a Lion, som også tæller trommeslageren Jon Theodore (eks-The Mars Volta).

Efter de mange års stilhed omkring den iltre forsanger/rapper kunne man frygte, at de la Rocha var blevet rusten og – værst af alt – en parodi på sig selv. Disse bange anelser bliver lykkeligvis gjort eftertrykkeligt til skamme med udgivelsen af disse fem fyrige skæringer.

Tværtimod virker han virkelig skarp og varierer sit flow fortrinligt, mens tidligere tiders spruttende raseri er erstattet af mere kontrollerede vredesudbrud.

Problemet med Rage Against the Machine var netop, at de efterhånden fremstod mere og mere monotone i deres udtryk. Og selvom der uundgåeligt er åbenlyse referencer til Rage Against the Machine, er One Day as a Lion alligevel forfriskende for øregangene.

Lydcollagen består udelukkende af Rochas rap/sang og keyboards samt Jon Terodores trommer. Væk er altså blandt andet de overjordiske guitarlyde fra Tom Morello, men det føles sært nok ikke som et afsavn.

Det sørger Theodore bl.a. for ved at levere en tør og særdeles groovy bund, som må være lidt af en drømme-legeplads for de la Rochas indignerede rapstil. Sammen med de la Rochas splittede og møgbeskidte synth-flader skaber One Day as a Lion et sonisk landskab, som ikke råber på hverken bas eller guitar.

Mens Theodore banker nummeret “Wild International” i gang, er det næsten, som om man ser de la Rocha for sig, trippende og rastløs – som en løve i sit bur – for at yde sit bidrag til nummeret.

Dette billede bliver endnu mere tydeligt af, at der høres et utålmodigt »God damn« fra kulissen, sekunder før følgende linje skydes af sted: »They say that in war that truth be the first casualty.«

De altoverskyggende temaer på de fem skæringer er næppe overraskende krig og religion, men som antydet er indpakningen en smule anderledes i forhold til tidligere.

Ud over at det grundlæggende er herligt at høre, at Rage-vokalisten stadig er indigneret og pågående, er det både spændende og udfordrende at drage på opdagelse i det soniske landskab, duoen folder ud.

Det er ikke mindst interessant at høre de la Rocha fremføre et mere varieret flow og indimellem tilmed synge, som det eksempelvis er tilfældet i enkelte passager af nummeret “Ocean View”: »Ocean of tears rise, rise a flame to tear them down / Ocean of past crimes now fill our hearts to tear them down.«

Dybest set befinder de la Rocha sig dog ikke milevidt fra Rage Against the Machine-universet. Ikke desto mindre er udtrykket varieret og idérigt nok til, at One Day as a Lion fremstår interessant og forfriskende.

Derudover spiller det nok også ind, at det er ved at være en del år siden, vi sidst hørte nyt fra de la Rocha. Men nu er han for alvor tilbage. Heldigvis!

Star Wars Main Title

Jeg har lige siden jeg var omkring 7-8 år gammel været forelsket i Star Wars-filmene. Den opriginale trilogi, altså episode IV, V og VI var en magisk verden at træde ind i, dengang i 1980'erne.

Jeg samlede naturligvis på figurerne, rumskibene og alt muligt andet merchandise fra filmene - og så var, og er, jeg dybt betaget af filmenes lydspor af John Williams.

Især Star Wars Main Title, som jo er synonym med Star Wars, er fantastisk!



Når jeg lytter til det stykke musik i dag, kan jeg ligefrem fornemme lidt af den stemning der var omkring filmene, når de blev set i godt selskab med en kammerat der var lige så forgabt i den fascinerende historie, der udspillede sig in a galaxy far, far away...

En lille pudsig historie er at Star Wars Main Title relativt ofte blev spillet, når der var prøvebillede på en norsk TV-kanal. De gange jeg så tilfældigvis opdagede at den blev spillet, blev jeg med det samme i godt humør og skyndte mig at ringe til en ligesindet kammerat for at fortælle ham at han fluks skulle tænde for fjernsynet, finde den norske kanal og skrue højt op!

Det virker ret komisk i dag men det fortæller lidt om hvor meget filmene og musikken betød dengang.

Grunge-revival?

Politiken bragte igår en ganske interessant artikel om fænomenet grunge, som måske ikke er så stendød som sloganet ovenfor postulerer.

I hvert fald peger artiklen på at flere og flere unge, som gik med ble dengang grunge-ikon nummer 1; Kurt Cobain (forsanger/guitarist i legendariske Nirvana) begik selvmord i 1994, tager musikken og normerne fra subkulturens heydays i start-halvfemserne, til sig. Ifølge artiklen begynder sågar modebranchen (Oh! Rædsel!) også igen at spekulere i "grunge-modetøj"..!

Artiklen er ikke mindst interessant for alle os der forgudede Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden dengang de, og mange andre fede rockbands, væltede ud af Seattle.

Den dag i dag lytter jeg til meget forskelligartet musik - men jeg lytter stadig med jævne mellemrum til musikken fra dengang og er begejstret over at Soundgarden såvel som Alice in Chains er gendannet samt at Pearl Jam og Mudhoney har holdt fanen højt gennem alle årene.

Blandt andet derfor er det da lidt skægt at opleve at en ny generation viser interesse for fænomenet, ligesom jeg heller ikke kan lade være med at smile bredt når jeg i gadebilledet ser en teenager iført en Nirvana T-shirt...

Artiklen antyder ligeledes at der er nye spændende bands på vej frem, som er krafftigt inspireret af grunge - og så er der vel bare tilbage at håbe at de bands ikke lyder som de såkaldte post-grunge bands (Creed, Nickelback m.fl.) der vandt terræn omkring årtusindeskiftet. De havde simpelhen ikke den nerve, intensitet og energi som originalerne lagde for dagen.

Men uanset hvad, så bliver det jo ikke - og skal heller ikke blive! - det samme som dengang - eller som Jonathan Poneman (manden bag pladeselskabet Sub Pop der havde mange grunge-bands i sin stald) så rigtigt runder artiklen af:

"Det er umuligt at lave en ny grungescene, for grungen voksede ud af sin tid og blev et symbol på de ændringer, man ønskede i samfundet. Man kan lave en efterligning i dag, som kan være sjov og underholdende, men det essentielle er, at man laver musik, der repræsenterer en selv og de tider, man lever i, i stedet for at lyde præcis som nogle, der eksisterede for 20 år siden".

FIFA WORLD CUP

Endelig! Endelig er der VM i fodbold igen. Fire års ventetid er overstået, når FIFA WORLD CUP 2010 sparkes i gang i Sydafrika i morgen. Der er noget magisk over VM i fodbold. Verdensmesterskaberne i fodbold. Dét er vigtigt.

Fodbold er jo på en eller anden mærkelig måde temmelig vigtigt. Meget rammende er spillet med den lille runde blevet beskrevet som værende 'verdens vigtigste biting'.

Jeg har ligeså langt jeg kan huske tilbage været vild med fodbold. Da jeg var dreng sled jeg mine forældres græsplæne op og ødelagde mange blomster og stakit med boldene i haven. Jeg kunne spille fodbold, både alene og sammen med venner, i den have i timevis - også når der var pis-regnvejr.

Der blev sat net op mellem nogle træer og pludselig var der i fantasien 80.000 ellevilde tilskuere og verdens største fodboldklubber og landshold tørnede sammen i den have.

Det første VM jeg mindes er det der blev afholdt i Mexico 1986. Diego Maradona. "Guds hånd". Preben Elkjær. Michael Laudrup. Svend Gehrs' legendariske kommentarer fra kommentatorboksen. Alt sammen uforglemmeligt.

Jeg var ni år gammel og Danmark havde for første gang kvalificeret sig til slutrunden. Jeg kan huske glæden da vi, Danish Dynamite, overraskende klarede os videre fra gruppespillet. Især den imponerende sejr på hele 6-1 over Uruguay står lysende klart i hukommelsen.

Men jeg kan så sandelig også huske skuffelsen da vi røg ud med et brag i 1/8- finalen via et smertelig 1-5-nederlag mod Spanien.

Jo, de massive op- og nedture man oplever som passioneret fodboldfan, er til at tage og føle på.


I 1998 da Danmark endelig formåede at kvalificere sig til VM igen var jeg blevet 21 år og følte stadig den der magiske stemning som VM i fodbold har. Og Danmark klarede sig som bekendt glimrende.

Der skulle et brasiliansk sambahold i kvartfinalen til at stoppe os. Og de havde ikke nemt ved det. Det blev til et knebent nederlag på 2-3 i det der viste sig at være legenderne Michael og Brian Laudrups sidste kamp på det danske landshold.

Dengang i sommeren 1998 tænkte jeg over om jeg mon ville blive ved med at være så interesseret i VM i fodbold. Altså også når vi skrev 2006 og 2010. Jeg var ikke helt sikker på om den der udefinérbare magi ville være intakt når jeg var blevet en ældre herre i 30'erne...

Her 12 år efter kan jeg konstatere at VM stadig er magisk for mig. Ikke mindst her i 2010 hvor Danmark er med igen for første gang siden 2002. Og jeg køber stadig det der farverige VM Special magasin og læser det meget grundigt og fører naturligvis regnskab over alle resultaterne.

Og så har jeg i øvrigt stadig nerver på når Danmark skal i kamp. Eller som en kollega sagde forleden; "Jeg tror du glæder dig som et lille barn!" Og ja, det gør jeg sgu.

Hvordan det så kommer til at gå de rød/hvide i Sydafrika er en anden sag. Men at det er gået dårligt i testkampene op til slutrunden, er måske i virkeligheden fint nok. Vi har det jo med at klare os bedst når vi er undertippede. Tænk bare på det legendariske triumftogt ved EM 1992!

Uanset hvad glæder jeg mig til at følge VM 2010 - i venners lag, sammen med daddy ol' og så skal jeg også se en del kampe sammen med min kone, som gerne vil se bold - når der er VM! Ellers gider hun ikke rigtig. Men VM er og bliver noget specielt. Det er ren magi!

Happy World Cup everybody - og kom så Danmark!

HSB

I min tid som musikbibliotekar ved Koldingbibliotekerne promoverede jeg en del bands og solister fra Koldings musikmiljø. Et af de bands jeg kom til at holde meget af, og stadig jævnligt lytter til, er trioen HSB.

Der eksperimenteres vellykket med flere forskellige genrer og det underfundige tekstunivers om skæve eksistenser og diverse hverdagsfrustrationer samt de (lomme-)filosofiske betragtninger, sidder lige i skabet.

Bandet beskriver sig selv på denne måde:
"Vi spiller folk-inspireret rock, med tekster der tegner billeder af livet og verden i blågrå nuancer. Sange om stakkels sjæle og finurlige eksistenser. Sange der på en gang virker opløftende og nedslående med de humoristiske rim, medrivende rytmer og iskolde skildringer af livets barske sider, druk, død og kærlighed".

Læs mere om HSB på Koldingbibliotekernes hjemmeside.

Lyt til HSB på MySpace.


P.S.: Den fine, fine figur af Koldinghus, som ses på billedet, købte jeg for nylig i en loppeshop i Brønderslev for en flad 20'er!

Undertoner.dk

Kender du musiksitet Undertoner?

Elsker du for eksempel at opdage ny musik er der masser af guf at hente indenfor alternativ rock, indie, electronica, alt. country, folk, m.m.

Undertoner byder blandt andet på plade- og koncertanmeldelser, nyheder, artikler, anbefalinger, introduktioner, interviews og koncertkalender.

Denne blogger har været skribent for Undertoner siden 2003.
Se min profilside, hvor der også er links til de anmeldselser og artikler jeg har bidraget med indtil videre.

Poul Anker Bech

I går var jeg en tur på Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) i Hjørring for at se hyldest-/mindeudstillingen af en del af den nyligt afdøde kunstner Poul Anker Bechs værker.

Jeg har siden starten af 90'erne været stor fan af Poul Anker Bech og selvom det var rigtig skønt at se hans værker, var det også lidt vemodigt.

For den udstilling som var planlagt for længe siden blev ændret til en 'mindeophængning' (som VKM selv kalder det) idet Vendsyssel Kunstmuseums huskunstner og Vendsyssels stolthed indenfor malerkunsten, pludselig døde i oktober sidste år. 67 år gammel.

Jeg bliver aldrig træt af at betragte hans værker, som ofte rummer både det kendte vendsysselske landskab og det ukendte, mystiske samt nogle meget skæve horisonter. Stilen kan vel nærmest betegnes som realistisk surrealisme.

Bech formåede for alvor at sætte Vendsyssel på det kunstneriske landkort og udstillingen byder på værker fra 1967 og helt frem til de efterladte produktioner, som han arbejdede på kort før hans død.

Det var en stor oplevelse at se den udvikling hans kunst har gennemgået i årenes løb. Især værkerne fra 1980'erne og 90'erne er geniale.

Selv var Poul Anker Bech en beskeden mand der trivedes bedst alene i sit atelier på landejendommen ved Poulstrup i Vendsyssel, og som i bund og grund havde det ret mærkeligt med den enorme interesse der efterhånden kom for hans værker.

For eksempel kunne han ikke lide at skrue priserne for hans værker særlig højt op.

I forbindelse med åbningen af mindeudstillingen på VKM var Niels Hausgaard og Anders Lund Madsen indkaldt for at sætte ord på deres forhold til Bech og hans kunst.

Her kunne Hausgaard bl.a. fortælle en historie der også siger lidt om hvilken type person Poul Anker Bech var. Anekdoten handler om engang hvor Bech havde fremstillet et kæmpestort maleri til et nyåbnet kulturhus i Skanderborg. Ved afsløringen af værket havde Bech så sagt noget i retning af; "Nu kan I se på det, hvis I bliver trætte af det, kan I bare komme og bytte det."

Herfra skal der lyde et tusind tak for al den fantastiske kunst, vi heldigvis stadig har og kan nyde i årene fremover!

Se videoklip hvor Hausgaard og Lund Madsen fortæller om Bech.

Besøg denne hjemmeside om Poul Anker Bech.

Hyldestside for Poul Anker Bech på Facebook.

Udstillingen kan opleves på VKM frem til den 7. marts 2010.

Happy b-day Kurt Cobain

I dag kunne grunge-ikonet, forsanger og guitarist i Nirvana, Kurt Donald Cobain, være fyldt 43 år.

Men 5. april 1994 valgte han at melde sig ind i that stupid club, som Cobains mor Wendy O'Connor formulerede det efter hendes søn havde begået selvmord. 27 år gammel. Forever 27...

På en dag som denne ser jeg især denne video til nummeret "You know you're right", som blev udgivet efter rockstjernens endeligt.

Fantastisk nerve, intensitet og ironiske hentydninger til det kaos der herskede i Cobains liv på det tidspunkt.

Derudover opsummerer videoen ganske godt den intensive og (selv-)destruktive periode hvor Nirvana gav koncerter verden over. Man vidste aldrig helt hvordan showet ville udvikle sig...

I dag kan alle os der stadig savner Nirvana og Kurt Cobain glæde os over at der stadig udkommer diverse interessante dvd'er og cd'er fra perioden.

Fx udkom for nylig hele den legendariske koncert fra Reading Festivalen 1992 som dvd og cd.

Desuden skulle der efter sigende være en spillefilm på vej om Kurt Cobains liv.

Men mens vi desværre aldrig får mere ny musik fra Kurt Cobain, er trommeslager Dave Grohl særdeles aktiv på scenen.

Udover at være frontfigur i Foo Fighters er Grohl pt. højaktuel som trommeslager i supergruppen Them Crooked Vultures (med Josh Homme fra Queens of the Stone Age og John Paul Jones fra Led Zeppelin).

Basist Krist Novoselic har spillet med i diverse konstellationer men pt. er det dog mest interessant at følge hans indlæg på denne blog for Seattle Weekly.

Her skriver han bl.a. om politik men også om mere eller mindre ukendte begivenheder fra Nirvana-tiden - og det er jo sindssygt spændende læsning for fans af bandet, der hungrer efter magien fra dengang!

Happy b-day Kurt Cobain..!

Kings of Leon

Kender du fornemmelsen af at være fan af et band, som er ukendt i den brede offentlighed? Den der herlige følelse af at have bandet nærmest helt for sig selv.

Indimellem sker der så bare det at selvsamme band pludselig bliver verdensstjerner og kommer på alles læber. Det er en lidt underlig fornemmelse...

Sådan var der sikkert mange der havde det med Nirvana, da de på kort tid gik fra at være et ukendt band fra det nordvestlige hjørne af USA, til at være verdens største rockband i starten af 1990'erne.

Det gør en smule ondt pludselig at skulle dele "sit" band med millioner af mennesker verden over.



Sådan havde jeg det med Kings of Leon.

Tilbage i 2003, Sidst på året, faldt jeg tilfældigt over albummet Youth & young manhood i Pladehuset, den lokale købe-sælge-bytte-musikbiks i Hjørring.

Cd'en var udkommet få måneder tidligere men var sat til salg for sølle 60 kr., da den var en smule brugt.

Coverarten signalerede 60'er-/70'er-inspireret rock og jeg havde på fornemmelsen at dette var et superfedt album, så jeg købte det med det samme - uden at have hørt noget som helst af musikken.

Da jeg efterfølgende satte pladen på anlægget derhjemme blev jeg nærmest blæst bagover. Ud af højtalerne strømmede der veloplagt, overrumplende, fandenivoldsk og herlig møgbeskidt rock'n'roll..!

Jeg skrev fluks denne anmeldelse af skiven til musiksitet Undertoner.

Siden den vellykkede debut er de tre præstesønner + fætter fra sydstaterne jo faktisk gået hen og blevet vaskeægte rockstjerner. Og de er også blevet klippet (Det øverste foto stammer fra perioden da debutalbummet udkom).

Selve musikken er også blevet en del mere poleret i kanterne, i hvert fald på det seneste album; Only by the night. Men Kings of Leon er alligevel stadigvæk et eminent rockband - som endte med at blive et af verdens største af slagsen!

Downlån musik med Kings of Leon på Bibliotekernes netmusik.

P.S.: Dette indlæg skrev jeg oprindelig i maj 2009
til denne glimrende musikbiblioteks-blog.

Dinosaur Jr

Nogle gange kan jeg godt ærgre mig lidt over at jeg ikke kendte til dette helt igennem fantastiske band, da de i 1987 udgav det fænomenale album You're living all over me. Et album der er rigt på flænsende og smuk guitarstøj, fængende melodier og medrivende guitarsoli.

Men dengang for 23 år(!) siden sang jeg i stedet med på "Paradise City" og "Welcome to the jungle" med Guns N' Roses og andet fra samme puddel-hår-heavy-skuffe...

Da Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Alice In Chains bragede igennem lydmuren i starten af 1990'erne konverterede jeg dog meget hurtigt til fænomenet 'grunge'.

Men dengang da den alternative rock pludselig dukkede op fra undergrunden og Nirvanas hit-single "Smells like teen spirit" gik sin sejrsgang verden rundt, havde jeg absolut ingen anelse om at grunge-rockerne var inspireret af et band ved navn Dinosaur Jr, som havde eksisteret siden 1983.

Selvom jeg efterhånden bemærkede at Nirvanas Kurt Cobain (guitar/vokal), Krist Novoselic (bas) og Dave Grohl (trommer) ofte lod sig fotografere i Dinosaur Jr T-shirts, var det alligevel først langt senere jeg begyndte at dyrke bandet.

Men da det endelig skete begyndte jeg at udforske alt det de havde udgivet. En sand guldgrube. Lytter man fx til nummeret "Freak scene" fra det legendariske 1988-album Bug, forstår man faktisk ikke hvorfor bandet ikke slog mere bredt igennem.

Nummeret er simpel hen møgbeskidt og skæv pop af fineste karat. Dét nummer ville uden tvivl få en virkelig høj placering, hvis jeg en dag skulle finde på at lave en liste over de 10 bedste sange - nogensinde.
Som i mange af bandets andre numre går støj/stilhed-dynamikken, de stærkt ekspressive guitarsoli og en gedigen popmelodi, op i en højere enhed.

Alt gik dog ikke just op i en højere enhed hvad angår bandmedlemmernes interne forhold, hvilket bl.a. resulterede i at Lou Barlow (bas) blev smidt ud af bandet i 1989. Det vidste manden bare ikke selv, idet J Mascis (guitar/vokal) og Murph (trommer) havde ladet ham forstå at bandet ville gå i opløsning. Det skete dog ikke og der udkom yderligere en håndfuld Dinosaur Jr-album inden J Mascis gik solo i 1997.


I 2005 begyndte de tre oprindelige medlemmer af bandet lykkeligvis at turnere sammen igen og siden er verden blevet beriget med Beyond (2007) og Farm (2009).

For nylig læste jeg et kapitel om bandets op- og nedture, i bogen "Our Band Could Be Your Life: Scenes from the American Indie Underground 1981-1991" af Michael Azerrad. Her kan man bl.a. læse at psykisk terror, ydmygelser og en stærkt egoistisk og passiv-aggressiv Mascis, hørte til dagligdagen. Og nå ja, et enkelt voldeligt overfald på scenen under en koncert blev det såmænd også til.

Så det er på flere måder lidt af et mirakel at den oprindelige trio er at finde på samme scene og i samme studio den dag i dag!

00'ernes bedste musikudgivelser - nu også på hjbib.dk

Hjørring Bibliotekernes nye hjemmeside gik i luften for få dage siden og her kan man bl.a. se den top 20 liste jeg lavede for noget tid siden på denne blog.

Se listen med links til både Bibliotekernes Netmusik og cd'erne i Hjørring Bibliotekernes samling - og nyd lige Hjørring Bibliotekernes nye, flotte hjemmeside!

Elvis Presley 75 år

I dag d. 08.01.2010 kunne The King of Rock'n'Roll, Elvis Presley have fyldt 75 år.

Det er vel nærmest umuligt at afgøre hvor meget Elvis har betydet for rock- og popmusikken men det er meget. Rigtig meget. Eller som John Lennon engang udtalte; "Before Elvis, there were nothing!"

Jeg er på det nærmeste flasket op med Elvis' musik idet min far altid har været kæmpefan - og det var da også kongens musik der vakte min interesse for musik i en ret tidlig alder.

Rock-udtrykket og vildskaben samt nerven i de mere stille numre, gik rent ind. Jeg kan sagtens forstå hvorfor min far og millioner af andre verden over tilbad og stadig tilbeder Elvis Aaron Presley.

Desværre døde The King jo alt for tidligt - d. 16.08.1977, 42 år gammel. Men musikken lever videre og bliver også afspillet med jævne mellemrum her i privaten - og rigtig ofte hjemme hos mine forældre..! :-)

Soundgarden gendannet!

Det var hvad jeg vil betegne som en god nyhed at få på en isende kold og småkedelig dag i starten af januar måned. Et af mine absolut yndlingsbands (Sammen med Nirvana og Pearl Jam) fra 1990'ernes grunge-bølge, Soundgarden er atter sammen.

Jeg kan tydeligt huske at jeg som 14-årig i 1991 købte vinyl-albummet Badmotorfinger og efterfølgende skrev "Soundgarden" med store bogstaver på mit matematik-hæfte. Min, også meget musikinteresserede, sidekammerat spurgte hvem det dog var og jeg svarede at de var et af de fedeste rockbands p.t. I 1995 drog jeg til Valby Hallen hvor de gav koncert.

Gendannelser af store bands har jo været på mode i de seneste par år og mange, inklusive denne blogger, håbede på at Seattle-legenderne Soundgarden også ville vende tilbage til scenen og studiet.

Albummet Superunknown fra 1994 står for mig som ét af de bedste rockalbum 1990'erne havde at byde på. Nu er det store spørgsmål jo hvilken form bandet er i, her 12 år efter de gik hver til sit. Forsanger Chris Cornell med den gudsbenåede sangstemme har i mellemtiden været frontfigur i nu hedengangne Audioslave (sammen med medlemmer af fænomenale Rage Against The Machine på nær Zach de la Rocha - RATM må i øvrigt også meget gerne må gå i studiet igen!!) og udgivet to udmærkede soloplader.

Sidste år gik det dog galt for Cornell da han gik sammen med den allestedsnærværende hitmager; produceren Timbaland - og pludselig var der ikke meget rock over Chris Cornell. Det disco-pop-inficerede album Scream floppede og nu er Soundgarden heldigvis tilbage - så måske kom der alligevel noget godt ud af den forfærdelige plade...

Trommeslageren Matt Cameron passer til daglig gryderne i Pearl Jam, så en kommende turné skal i hvert fald passe sammen med hans i forvejen planlagte turnéprogram . Nu er der bare tilbage at håbe at den kommende turné bliver så succesfuld at de forbliver venner og indspiller nyt materiale!

00'ernes bedste musikudgivelser

Det er nu over et år siden der sidst kom et indlæg på denne blog. Efter projekt 23 ting fik jeg ikke gjort mere ved det men NU skal det være. Siden sidste indlæg er jeg blevet gift (efter 13 år sammen), vi har fået en dejlig søn, Martin som blev født 24.12.2008 og Elena, på nu 3 år, nyder at have en bettebror at lege med.

Familien og jeg er siden rykket fra Kolding og hjem til Vendsyssel. I 2009 blev stillingen som musikbibliotekar ved Koldingbibliotekerne skiftet ud med et vikariat ved Hjørring Bibliotekerne, og den lille lejlighed i Kolding blev skiftet ud med et stort lejet hus med have i Brønderslev.

I skrivende stund er jeg hjemme på sofaen for at passe en heftig forkølelse med dertilhørende ondt i halsen. Samtidig vælter sneen ned udenfor. DMI spår op mod 50 cm(!) sne i det nordjyske i dag. Så fik jeg også skrevet om vejret men det bliver nu ikke det primære fokus på denne blog fremover...

Sidst jeg var aktiv på bloggen handlede det som antydet en del om 23 ting men også AaBs forrygende sæson blev omtalt. Det endte som bekendt med DM-Guld :-) Gode minder! Lige for tiden overvintre AaB på en skuffende 7.plads i 'Suppeligaen'. Så lad os bare skifte emne... ;-)

Jeg vil fremover skrive om flere forskellige ting men mon ikke AaB, musik og bøger kommer til at fylde det meste...

Vi har nu lagt årtiet 00'erne bag os og i den forbindelse har mange medier været i gang med at lave lister over 00'ernes bedste indenfor alt muligt. Denne blogger har forsøgt at rangliste årtiets bedste musikudgivelser. Det blev til nedenstående top 20 liste, hvor Radiohead: Kid A fra 2000 løb med sejren.


20. Black Rebel Motorcycle Club: B.R.M.C. (2000)

19. Band of Horses: Everything all the time (2006)

18. The White Stripes: Elephant (2003)

17. Bon Iver: For Emma, forever ago (2008)

16. Portishead: Third (2008)

15. Dinosaur Jr.: Farm (2009)

14. Fleet Foxes: Fleet Foxes (2008)

13. Arctic Monkeys: Whatever people say I am, that's what I'm not (2006)

12. Kings of Leon: Youth & young manhood (2003)

11. Them Crooked Vultures: Them Crooked Vultures (2009)

10. The White Stripes: White blood cells (2001)

9. P.J. Harvey: White chalk (2007)

8. Thom Yorke: The eraser (2006)

7. Radiohead: In rainbows (2007)

6. Kings of Leon: Because of the times (2007)

5. The Strokes: Is this it (2001)

4. Beck: Sea change (2002)

3. Queens of the Stone Age: Songs for the deaf (2002)

2. Yeah Yeah Yeahs: Fever to tell (2003)

1. Radiohead: Kid A (2000)