tirsdag den 29. juni 2010

Grunge-revival?



Politiken bragte igår en ganske interessant artikel om fænomenet grunge, som måske ikke er så stendød som sloganet ovenfor postulerer.

I hvert fald peger artiklen på at flere og flere unge, som gik med ble dengang grunge-ikon nummer 1; Kurt Cobain (forsanger/guitarist i legendariske Nirvana) begik selvmord i 1994, tager musikken og normerne fra subkulturens heydays i start-halvfemserne, til sig. Ifølge artiklen begynder sågar modebranchen (Oh! Rædsel!) også igen at spekulere i "grunge-modetøj"..!

Artiklen er ikke mindst interessant for alle os der forgudede Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden dengang de, og mange andre fede rockbands, væltede ud af Seattle.

Den dag i dag lytter jeg til meget forskelligartet musik - men jeg lytter stadig med jævne mellemrum til musikken fra dengang og er begejstret over at Soundgarden såvel som Alice in Chains er gendannet samt at Pearl Jam og Mudhoney har holdt fanen højt gennem alle årene.

Blandt andet derfor er det da lidt skægt at opleve at en ny generation viser interesse for fænomenet, ligesom jeg heller ikke kan lade være med at smile bredt når jeg i gadebilledet ser en teenager iført en Nirvana T-shirt...

Artiklen antyder ligeledes at der er nye spændende bands på vej frem, som er krafftigt inspireret af grunge - og så er der vel bare tilbage at håbe at de bands ikke lyder som de såkaldte post-grunge bands (Creed, Nickelback m.fl.) der vandt terræn omkring årtusindeskiftet. De havde simpelhen ikke den nerve, intensitet og energi som originalerne lagde for dagen.

Men uanset hvad, så bliver det jo ikke - og skal heller ikke blive! - det samme som dengang - eller som Jonathan Poneman (manden bag pladeselskabet Sub Pop der havde mange grunge-bands i sin stald) så rigtigt runder artiklen af:

"Det er umuligt at lave en ny grungescene, for grungen voksede ud af sin tid og blev et symbol på de ændringer, man ønskede i samfundet. Man kan lave en efterligning i dag, som kan være sjov og underholdende, men det essentielle er, at man laver musik, der repræsenterer en selv og de tider, man lever i, i stedet for at lyde præcis som nogle, der eksisterede for 20 år siden".

Ingen kommentarer: