tirsdag den 16. februar 2010
Kings of Leon
Kender du fornemmelsen af at være fan af et band, som er ukendt i den brede offentlighed? Den der herlige følelse af at have bandet nærmest helt for sig selv.
Indimellem sker der så bare det at selvsamme band pludselig bliver verdensstjerner og kommer på alles læber. Det er en lidt underlig fornemmelse...
Sådan var der sikkert mange der havde det med Nirvana, da de på kort tid gik fra at være et ukendt band fra det nordvestlige hjørne af USA, til at være verdens største rockband i starten af 1990'erne.
Det gør en smule ondt pludselig at skulle dele "sit" band med millioner af mennesker verden over.
Sådan havde jeg det med Kings of Leon.
Tilbage i 2003, Sidst på året, faldt jeg tilfældigt over albummet Youth & young manhood i Pladehuset, den lokale købe-sælge-bytte-musikbiks i Hjørring.
Cd'en var udkommet få måneder tidligere men var sat til salg for sølle 60 kr., da den var en smule brugt.
Coverarten signalerede 60'er-/70'er-inspireret rock og jeg havde på fornemmelsen at dette var et superfedt album, så jeg købte det med det samme - uden at have hørt noget som helst af musikken.
Da jeg efterfølgende satte pladen på anlægget derhjemme blev jeg nærmest blæst bagover. Ud af højtalerne strømmede der veloplagt, overrumplende, fandenivoldsk og herlig møgbeskidt rock'n'roll..!
Jeg skrev fluks denne anmeldelse af skiven til musiksitet Undertoner.
Siden den vellykkede debut er de tre præstesønner + fætter fra sydstaterne jo faktisk gået hen og blevet vaskeægte rockstjerner. Og de er også blevet klippet (Det øverste foto stammer fra perioden da debutalbummet udkom).
Selve musikken er også blevet en del mere poleret i kanterne, i hvert fald på det seneste album; Only by the night. Men Kings of Leon er alligevel stadigvæk et eminent rockband - som endte med at blive et af verdens største af slagsen!
Downlån musik med Kings of Leon på Bibliotekernes netmusik.
P.S.: Dette indlæg skrev jeg oprindelig i maj 2009
til denne glimrende musikbiblioteks-blog.
Etiketter:
Kings of Leon,
Nirvana,
Undertoner
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar