John Williams: Butcher's crossing

For få år siden blev den for længst afdøde amerikanske forfatter John Williams (1922 – 1994) pludselig en litterær succes med den glimrende roman Stoner, der oprindelig udkom tilbage i 1965.

Dengang blev den ikke et hit, men tog altså - fuldt fortjent - revanche i 2014.

Derfor var forventningerne også store da den næste relancering af en af Williams’ bøger udkom. Butcher’s crossing udkom oprindeligt 1960.

Miljøet i Butcher’s crossing kan ikke komme meget længere væk fra Stoners stille universitetsmiljø. Der er nemlig tale om en western-roman hvor en ung mand kaster sig ud i en livsfarlig, men forhåbentlig indbringende jagt på bisoner, i et øde og barskt landskab i 1800-tallets Amerika.

William Andrews har sagt farvel til livet som studerende ved universitetet i storbyen Boston i et forsøg på at finde sig selv i ødemarken og præriebyen Burtcher’s crossing.

Han vil ud og prøve sig selv af i naturen og leve et mere autentisk liv. William ankommer til den lille by som fremmed og må forholde sig til alt dette medfører.

Bison-ekspeditionen består blandt andet af en ’skinder’, som er en rutineret bisonjæger der står for at flå skindene af dyrene.

Og det er en barsk tur til Colorado mændene og hestene begiver sig ud på. På deres vej mod den store flok af bisoner, som jægeren Miller for en del år siden så i en dal, kæmper de mod ekstremt vejr og flere uheld. Og de barske udfordringer de møder undervejs beskrives detaljeret og mesterligt af John Williams.

Bogen er vellykket oversat af Michael Vraa. Et godt eksempel er hvor Andrews får sin debut udi kunsten at sprætte dyr op.

Citat:
”Da hans venstre hånd nåede enden af tarmen, rakte han den anden hånd med kniven op ved siden af den og skar i blinde i det seje rør. Den rådne lugt af bisonens halvt fordøjede mad stod ud i hovedet på ham; han holdt vejret og savede løs med kniven, stadig mere desperat."

En af de absolutte forcer ved Williams er den uhøjtidelige skrivestil selvom situationerne undervejs indimellem er desperate og livsfarlige. Det underspillede og meget lidt prætentiøse sprog gør, på nærmest magisk vis, at man som læser bliver indfanget med hud og hår.

Romanen fokuserer på miljøets vilkår, de valg man foretager sig i livet, og identitet.

God og anderledes læseoplevelse hvor man er hensat til det vilde vesten, og kampen for at overleve i et barskt miljø.

David Mazzucchelli: Asterios Polyp

Asterios Polyp bliver betragtet som en ny-klassiker og et hovedværk indenfor verden af moderne tegneserier eller ’graphic novels’, om man vil.

Tegneserien udkom oprindelig i 2009 men blev først oversat til dansk i 2012.

Hovedpersonen Asterios Polyp er en arkitekt, der har vundet op til flere priser for sine idéer og tegninger. Ingen af tegningerne er dog nogensinde blevet opført som bygninger, og lige under den pæne overflade lever han et lettere deprimerende liv.

Til daglig er han en velklædt universitetsprofessor, der nyder den respekt de studerende udviser overfor ham. Vi møder Polyp første gang på sin 50-års fødselsdag, hvor han er ensom og på vej ned i en dyb livskrise.

Pludselig går brandalarmen i det lejlighedskompleks i New York hvor han bor, og det får ham til at flygte ud af lejligheden og videre ud af storbyen – og måske også ud af sin livskrise?

Det er en vanvittig flot udført tegneserie med masser af symbolik, kunstnerisk udførte tegninger og virkemidler, blandt andet i forhold til farvelægningen.

Selve historiefortællingen er relativ kompleks på grund af en del flashbacks og, ikke mindst, på grund af det faktum at det er Asterios’ afdøde tvillingebror Ignazio der er fortælleren.

I et flashback får vi historien om hvordan Polyp indleder et kompliceret kærlighedsforhold med en af sine studerende, den unge kunstneriske Hana.

At Asterios og Hana på mange måder er hinandens modsætninger skildres blandt andet ved at Hana taler i runder talebobler med afrundede skrifttyper, mens Asterios konsekvent taler i firkantede talebobler.

Der er mange filosofiske betragtninger undervejs i historien, som er i mange lag og særdeles søgende og legende i sit visuelle udtryk. Der er et mylder af forskellige tegnestile undervejs men alligevel går det hele op i en højere enhed.

Det er med andre ord en tegneserie med mange lag og en fortællestil der kryber ind under huden.

Samtidig er der masser af underliggende tematikker hele vejen igennem, som fx naturvidenskab, arkitektur, filosofi, kærlighed, familieforhold - og hele historiefortællingen foregår i et mesterligt samspil med tegningerne.

Mesterværk!

Julian Barnes: Når noget slutter

Den pensionerede akademiker Tony Webster var i sin gymnasietid i 1960’erne en del af en trio af unge fyre med hang til filosofi og litteratur, samtidig med at hormonerne piskede rundt i kroppen på dem.

På et tidspunkt starter der en ny elev i gymnasieklassen ved navn Adrian. Adrian er helt sin egen og han fremstår tilmed mere intelligent end de andre i slænget.

Der opstår hurtigt usikkerhed i forhold til om han er en trussel eller en berigelse for gruppen, men trioen ser efterhånden mere og mere op til Adrian.

På et tidspunkt kommer Tony sammen med den jævnaldrende Veronica. De finder aldrig helt melodien, tværtimod er deres forhold temmelig akavet. Det går hverken værre eller bedre end at Veronica ender med at finde sammen med Adrian i stedet for.

Vennegruppen går efterhånden i opløsning og som 22-årig begår Adrian selvmord, hvilket kommer bag på alle.

Tony bliver gift og får en datter, bliver skilt, går på pension og lever i det hele taget et almindeligt og stille liv.

Fyrre år efter Adrians selvmord modtager Tony et brev fra en advokat, hvor moren til Veronica, der lige er død, testamenterer Adrians dagbog til Tony.

Dette ripper op i Tonys fortid og snart sker der uventede ting. Spekulationer og minder pibler frem alle vegne, og mange spørgsmål trænger sig på.

Tonys hukommelse er med tiden blevet temmelig hullet, og nu gælder det om at finde ud af hvad der er op og ned i denne sag, og finde ud af hvad der egentlig var der førte til at Adrian valgte at begå selvmord.

Der er mange temaer på spil i romanen, såsom hukommelse, erindringer, venskab, aldring, parforhold, livet og døden.

Bogen er spændende som en velskrevet krimi og det er i det hele taget en fortættet og knivskarp roman, som kommer vidt omkring på ganske få sider. 167 for at være helt præcis.

’Når noget slutter’ vandt den store britiske litteraturpris, Booker-prisen i 2011.

Paul Auster: Timbuktu

Timbuktu er en speciel og rørende historie, hvor fortælleren er en hund.

Hunden hedder Mr. Bones og ejes af en vagabond der kalder sig Mr. Christmas. Navnet opstod fordi han engang i et syn så at han i fremtiden skal være julemanden.

I romanen fra 1999 beskrives hvordan de sammen vandrer rundt i USA, hvor de lever livet på landevejene så godt de kan.

Den ene dag kan de opleve interessante ting og gøre gode gerninger, mens de den næste dag kan blive spyttet på, råbt efter og tævet mens Mr. Christmas vælter rundt i en gigantisk brandert.

Det er en helt speciel oplevelse at læse historien ud fra hundens synsvinkel.

Mr. Bones dømmer ikke sin herre på nogen måde, og det er herligt at læse om den trofaste hunds tanker om tilværelsen.

Der er ingen tvivl om at Mr. Christmas lever et hårdt liv, men det skinner tydeligt igennem at han lever det liv han helst vil. Også selvom han er alvorlig syg, mangler vigtig medicin og drikker for meget. Han er en original der går sine egne veje – og han er stolt af det.

Undervejs hører vi om Mr. Christmas’ baggrund som blandt andet byder på historier om familiemedlemmer der er på flugt fra nazismen.

Udover tanken om at være julemanden har Mr. Christmas også store planer om at blive en stor forfatter men sprut, stoffer og det barske vagabondliv er ikke med til at realisere denne drøm.

Senere i historien får Mr. Bones vendt op og ned på sit liv. Han står med andre ord pludselig på helt egne ben og skal tilpasse sig en helt ny virkelighed.

Helt igennem underfundig, tankevækkende og meget, meget velskrevet roman.