torsdag den 10. juni 2010
FIFA WORLD CUP
Endelig! Endelig er der VM i fodbold igen. Fire års ventetid er overstået, når FIFA WORLD CUP 2010 sparkes i gang i Sydafrika i morgen. Der er noget magisk over VM i fodbold. Verdensmesterskaberne i fodbold. Dét er vigtigt.
Fodbold er jo på en eller anden mærkelig måde temmelig vigtigt. Meget rammende er spillet med den lille runde blevet beskrevet som værende 'verdens vigtigste biting'.
Jeg har ligeså langt jeg kan huske tilbage været vild med fodbold. Da jeg var dreng sled jeg mine forældres græsplæne op og ødelagde mange blomster og stakit med boldene i haven. Jeg kunne spille fodbold, både alene og sammen med venner, i den have i timevis - også når der var pis-regnvejr.
Der blev sat net op mellem nogle træer og pludselig var der i fantasien 80.000 ellevilde tilskuere og verdens største fodboldklubber og landshold tørnede sammen i den have.
Det første VM jeg mindes er det der blev afholdt i Mexico 1986. Diego Maradona. "Guds hånd". Preben Elkjær. Michael Laudrup. Svend Gehrs' legendariske kommentarer fra kommentatorboksen. Alt sammen uforglemmeligt.
Jeg var ni år gammel og Danmark havde for første gang kvalificeret sig til slutrunden. Jeg kan huske glæden da vi, Danish Dynamite, overraskende klarede os videre fra gruppespillet. Især den imponerende sejr på hele 6-1 over Uruguay står lysende klart i hukommelsen.
Men jeg kan så sandelig også huske skuffelsen da vi røg ud med et brag i 1/8- finalen via et smertelig 1-5-nederlag mod Spanien.
Jo, de massive op- og nedture man oplever som passioneret fodboldfan, er til at tage og føle på.
I 1998 da Danmark endelig formåede at kvalificere sig til VM igen var jeg blevet 21 år og følte stadig den der magiske stemning som VM i fodbold har. Og Danmark klarede sig som bekendt glimrende.
Der skulle et brasiliansk sambahold i kvartfinalen til at stoppe os. Og de havde ikke nemt ved det. Det blev til et knebent nederlag på 2-3 i det der viste sig at være legenderne Michael og Brian Laudrups sidste kamp på det danske landshold.
Dengang i sommeren 1998 tænkte jeg over om jeg mon ville blive ved med at være så interesseret i VM i fodbold. Altså også når vi skrev 2006 og 2010. Jeg var ikke helt sikker på om den der udefinérbare magi ville være intakt når jeg var blevet en ældre herre i 30'erne...
Her 12 år efter kan jeg konstatere at VM stadig er magisk for mig. Ikke mindst her i 2010 hvor Danmark er med igen for første gang siden 2002. Og jeg køber stadig det der farverige VM Special magasin og læser det meget grundigt og fører naturligvis regnskab over alle resultaterne.
Og så har jeg i øvrigt stadig nerver på når Danmark skal i kamp. Eller som en kollega sagde forleden; "Jeg tror du glæder dig som et lille barn!" Og ja, det gør jeg sgu.
Hvordan det så kommer til at gå de rød/hvide i Sydafrika er en anden sag. Men at det er gået dårligt i testkampene op til slutrunden, er måske i virkeligheden fint nok. Vi har det jo med at klare os bedst når vi er undertippede. Tænk bare på det legendariske triumftogt ved EM 1992!
Uanset hvad glæder jeg mig til at følge VM 2010 - i venners lag, sammen med daddy ol' og så skal jeg også se en del kampe sammen med min kone, som gerne vil se bold - når der er VM! Ellers gider hun ikke rigtig. Men VM er og bliver noget specielt. Det er ren magi!
Happy World Cup everybody - og kom så Danmark!
Etiketter:
fodbold,
VM i fodbold
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Jeg kunne jo næsten have skrevet det magen til. Smukt, smukt, smukt.
1.432 days down - ONE TO GO!
med normal sans for fodboldens glæder eller hvad vi nu vil kalde det. "Din" gamle musikblog i Kolding har et indlæg om denne såkaldte fodboldfeber der breder sig. Fodbold og musik eller nærmere de der slagsange omtales og Manchester vinder igen.....
Tak for det, Kristoffer! :-)
Jakob, jeg tror der er problemer med at efterlade kommentarer på din musikblog. Men så kommenterer jeg da bare på dit fodboldfeber-indlæg her;
Langt, langt de fleste fodboldslagsange er jo til at lukke op og skide i. Ikke mindst Danmarks officielle anno 2010, som i min bog er meget tæt på at være lige så håbløs dårlig som Big Fat Snakes bidrag for nogle år siden...
Men tak for linket til Mayall's slagsang! Den kendte jeg ikke; den er jo glimrende!
jeg laver kun indlæg alt det andet lader jeg musikafdelingen om.....jeg får en eller anden til at se på sagen. Ja slagsange er normalt noget lort, de kan tale til fællesskabet og måske få minder frem år efter, hvis nogen husker lortet. Har faktisk ikke rigtigt hørt den danske i år, men uden yderligere diskussion må den være bedre end noget Big Fat Fuck har lavet....Måske de skulle rulle P. Krebs ind næste gang.
Faldt lige over en top 10 over fodoldslagsange...eller hvis nu titlerne var rigtige, så ville slagsangen sgu være ret fed..
01. World Cup In Motion - New Order
02. The Light Of The World Cup - Gun Club
03. So Much Trouble In The World Cup - Bob Marley & The Wailers
04. My World Cup Is Empty Without You - The Afghan Whigs
05. Lemonworld Cup - The National
07. Welcome To My World Cup - Dean Martin
08. The Southside Of The World Cup - Bonnie Prince Billy
09. I’ll Never Get Out Of This World Cup Alive - Hank Williams
10. America Is Not The World Cup - Morrissey
Nej, nej Nephews sang er ikke lige så dårlig som Big Fat Fucks. Kun næsten. Poul Crab, ja. Han må da også på banen...
Spændende top 10! ;)
Btw; der findes kun én god fodboldslagsang: Aalborg BK - LÅLÅLÅLÅLÅLÅLÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ :)
så godt du skrev næsten, men der er ikke noget der når B.F.F. til håbløshed, selv ikke nephew når de er knap så skarpe som de kan være...den var nok til den pæne side, knap så skarpe, men kan høre på børn omkring mig at den fænger og der kan synges med. Til skolens sommerkoncert sang børnehaveklassserne den og omkvædet det kunne de. En lydfil af denne pragt udgave er sendt til Nephew og de er stolte;).
Den her burde nok være den officielle slagsang....der festes fra fakselade plads helt til skalborg....
Mål og pølser med Jan Krabbe og Carsten Mølby....
hør den lige her: http://www.youtube.com/watch?v=nKU1PTeFs9E
Tak for linket. Genialt! Mål og pølser med Jan Krabbe og Carsten Mølby burde, helt seriøst, være Danmarks officielle VM-slagsang 2010!
Selveste Weezer har i øvrigt netop sendt en VM-slagsang på gaden, for at støtte det amerikanske landshold - og den er næsten ligeså god som Mål & Pølser.
http://www.youtube.com/watch?v=NbOYBa77TCo&feature=player_embedded
Send en kommentar