tirsdag den 5. januar 2010

Soundgarden gendannet!


Det var hvad jeg vil betegne som en god nyhed at få på en isende kold og småkedelig dag i starten af januar måned. Et af mine absolut yndlingsbands (Sammen med Nirvana og Pearl Jam) fra 1990'ernes grunge-bølge, Soundgarden er atter sammen.

Jeg kan tydeligt huske at jeg som 14-årig i 1991 købte vinyl-albummet Badmotorfinger og efterfølgende skrev "Soundgarden" med store bogstaver på mit matematik-hæfte. Min, også meget musikinteresserede, sidekammerat spurgte hvem det dog var og jeg svarede at de var et af de fedeste rockbands p.t. I 1995 drog jeg til Valby Hallen hvor de gav koncert.

Gendannelser af store bands har jo været på mode i de seneste par år og mange, inklusive denne blogger, håbede på at Seattle-legenderne Soundgarden også ville vende tilbage til scenen og studiet.

Albummet Superunknown fra 1994 står for mig som ét af de bedste rockalbum 1990'erne havde at byde på. Nu er det store spørgsmål jo hvilken form bandet er i, her 12 år efter de gik hver til sit. Forsanger Chris Cornell med den gudsbenåede sangstemme har i mellemtiden været frontfigur i nu hedengangne Audioslave (sammen med medlemmer af fænomenale Rage Against The Machine på nær Zach de la Rocha - RATM må i øvrigt også meget gerne må gå i studiet igen!!) og udgivet to udmærkede soloplader.

Sidste år gik det dog galt for Cornell da han gik sammen med den allestedsnærværende hitmager; produceren Timbaland - og pludselig var der ikke meget rock over Chris Cornell. Det disco-pop-inficerede album Scream floppede og nu er Soundgarden heldigvis tilbage - så måske kom der alligevel noget godt ud af den forfærdelige plade...

Trommeslageren Matt Cameron passer til daglig gryderne i Pearl Jam, så en kommende turné skal i hvert fald passe sammen med hans i forvejen planlagte turnéprogram . Nu er der bare tilbage at håbe at den kommende turné bliver så succesfuld at de forbliver venner og indspiller nyt materiale!

3 kommentarer:

Jakob sagde ...

ja spændende bliver det..specielt om de laver nyt eller bare tager ud og spiller nogle (godt betalte) jobs på en række festivaller...

Var også tilstede i 95 i Valby, en koncert der desværre blev totalt smadret af en lyd der var så dårlig at det næsten ikke er værd at huske på. Men fuck lyden de leverede på trods af den en fantastisk udgave af Jesus Christ pose og det var turen værd.

Så dem heldigvis i bedre kulisse i KB-Hallen i 94..meget bedre lyd og koncert dermed...

Simonsen sagde ...

En ny Soundgarden-plade ville være stort. Når Alice In Chains kan, med en ny forsanger, så kan Soundgarden, med alle oprindelige medlemmer, også. Håber jeg..!

Jeg kan godt huske lyden var skod i Valby hallen, som den jo vist mere eller mindre altid er derinde...Men det var alligevel en fed oplevelse at se dem live dengang.

Jakob sagde ...

absolut en oplevelse, men valby burde ikke benyttes til musik