Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget

En fransk roman med masser af varme og med hjertet på rette sted, der hylder litteratur og alt det bøger kan.

Den lidt ensomme hovedperson Guylain læser hver morgen højt i toget på vej til arbejde. En dag finder han en usb-pind som indeholder en ung kvindes dagbog, og Guylain tiltrækkes af kvindens notater i dagbogen.

Guylain ernærer sig - ironisk nok – ved at makulere bøger på en fabrik. Han hader jobbet som pesten. Indimellem redder har han held med at redde brudstykker af de romaner der skal destrueres.

Det er netop disse brudstykker han læser højt fra i morgentoget kl. 06:27– og de andre passagerer i toget nyder hvert øjeblik af højtlæsningen.

På et tidspunkt overtaler to ældre damer, Monique og Josette, der bor på plejehjem Guylain til at læse højt for beboerne på plejehjemmet med jævne mellemrum. Her bliver Guylain mere eller mindre behandlet som en rockstjerne.

Efter at have fundet kvindes dagbog begynder han at læse højt fra den, og efterhånden bliver han mere og mere fascineret af den historie der udfolder sig.

Guylain vil have mere at vide om den mystiske, lidt ensomme, unge kvinde Julie, der er toiletpasser i et af Paris’ mange indkøbscentre.

Derfor bliver det noget af et puslespil for Guylain at finde frem til det rette indkøbscenter.

Temaerne i bogen er litteratur og litteraturens magi - og søgen efter kærlighed.

Udover de litteraturglade ældre damer stifter vi blandt andre også bekendtskab med Guiseppe der har mistet begge sine ben i en ulykke.

Guiseppe har en idé om at han vil eje ALLE trykte eksemplarer af bogen der bærer titlen Haver og køkkenhaver før i tiden.

På den måde hører vi om meget forskellige personer der har kærligheden til litteratur til fælles.

Bogen er en fornøjelse at læse, og selvom historien både er sød og ganske udramatisk forfalder den (heldigvis!) aldrig til at blive sentimental og pladderromantisk.

Romanen er blevet en international bestseller, er solgt til udgivelse i 25 lande og med 240.000 solgte eksemplarer alene i Frankrig.

Mette Sø: Sommergræs, vinterorm

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst romanen Fordi at, af Mette Sø. Bogen handler om en ung københavnsk kvinde der skal lære at begå sig i et mandsdomineret skovhugger-miljø her i Vendsyssel.

I denne roman følger vi en ung kvinde ved navn Billi.

Billis liv er mildest talt noget rod da vi møder hende;

Hendes højt elskede far er lige død, den sidste kuvertfabrik i Danmark, hvor Billi arbejdede, er netop lukket og hendes kæreste har netop forladt hende på en ganske kold og kynisk måde.

Billi håndterer situationen ved at rejse ud i verden. Hun giver rejsen et tema, som knytter sig stærkt til kuvertfabrikken.

Fabrikken lukkede på grund af den hastige digitalisering i Danmark, men i flere andre lande er der stadig gang i produktionen af kuverter.
Derfor rejser hun blandt andet til Finland, som er papirets land.

Turen går også til eksempelvis Grækenland hvor der er økonomisk krise, men hvor kuverten, indtil videre, lever i bedste velgående. Kuverter bliver nemlig brugt i forbindelse med folkeafstemninger, men også - mere kontroversielt - til at afpresse og bestikke med.

Billi kommer også til Rumænien hvor hun satser på at se en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner, og desuden for at opfylde et af sin fars sidste ønsker; at besøge hans tidligere kæreste der.

Mens hun er i Rumænien kaster hun sig også ud i en mystisk søgen efter film der dokumenterer likvideringen af diktatorparret Ceausescu i 1989, og på den måde får vi en flig af Rumæniens historie med i fortællingen.

Rejserne virker som Billis forsøg på at jagte en svunden tid. Hun prøver på at indfange noget af den tryghed som hendes job gav hende. Samtidig holder Billi sig i gang og er aktiv mens hendes liv ligger i ruiner.

Vi kommer med andre ord vidt omkring, både hvad angår rejserne i Europa men også hvad angår Billis sind. Det er en rutsjetur af barndomsminder, frustrationer, sorg, håb og små og store oplevelser.

Som læser mærker man nemlig tydeligt hvor kaotisk og ustyrligt Billis liv med ét er blevet.

Det er på mange måder en mærkværdig roman Mette Sø har skrevet. Den virker en lille smule uklar - og sine steder lettere forvirrende - i sit udtryk, men den vinder på sit finurlige sprog og den meget skæve måde at udfolde historien på.