5. april 2014 var det præcis 20 år siden forsanger og guitarist Kurt Cobain begik selvmord. Det blev markeret vidt og bredt med artikler, nyhedsindslag, interviews og temaudsendelser om Nirvana og Kurt Cobain.
Derudover benyttede Seattles politi det triste 'jubilæum' til at frigive en række hidtil ikke offentliggjorte billeder fra stedet hvor Cobain endte sit liv, 5. april 1994. Deriblandt et billede af ligets ene arm. Lettere makabert, og billedet gav virkelig følelsen af et gammelt sår der åbner sig påny...
10. april 2014 blev så dagen hvor Nirvana blev optaget i Rock N' Roll Hall of Fame. Endnu en emotionel rollercoaster-tur for fans af Nirvana, og naturligvis de overlevende bandmedlemmer, og pårørende til Cobain.
Michael Stipe (R.E.M), som var personlig ven med Cobain, holdte en smuk tale i forbindelse med optagelsen. Stipe understregede bl.a. at Nirvana var sande kunstnere, at deres musik var den stemme der trængte til at blive hørt, at deres musik er ensbetydende med noget meget mere og større end blot popmusik, at deres budskab var oprigtigt og sandt, "...and that voice! That voice. We miss you, Kurt. I miss you, Kurt."
Dave Grohl gjorde en dyd ud af at takke de trommeslagere, der kom før ham. Især Chad Channing, som medvirkede på debutalbummet Bleach (1989). Bassist Krist Novoselic var tydeligvis dybt berørt, og slog fast at Kurt burde have være der sammen med dem.
Og minsandten om ikke Grohl og Cobains enke, den evigt kontroversielle Courtney Love, begravede stridsøkserne (i hvert fald for en aften) og omfavnede hinanden på scenen.
Efterfølgende spillede Nirvana anno 2014 flere originale Nirvana-sange live, for første gang siden 1994. Joan Jett agerede forsanger og guitarist på bl.a monsterhittet "Smells like teen spirit", og Annie Clark (St. Vincent), Lorde samt Kim Gordon (Sonic Youth) fik også æren denne aften.
Mildest talt sært at opleve, og ikke det hele fungerede lige godt, men det var alligevel fedt at høre live-udgaver af de sange jeg, og mange, mange andre, stadig elsker uendeligt højt!
Jeg har indtil videre kun set amatøroptagelser fra showet på Youtube (det hele bliver først sendt på tv sidst i næste måned) men alligevel er jeg ikke i tvivl om hvilken person der gjorde det bedst som frontfigur, denne aften/nat.
Efter Hall of Fame ceremonien gav Dave Grohl (trommer), Krist Novoselic (bass) og Pat Smear (guitar) en 'invites-only' koncert på et lille spillested i NY (med plads til ca. 200), og her kunne de heldige publikummer opleve ingen ringere end J Mascis (Dinosaur Jr) trykke den af som forsanger og guitarist for Nirvana. Hvis de overlevende medlemmer finder på igen at optræde med originale Nirvana-sange, håber jeg virkelig J Mascis får genvalg!
Men uanset hvordan man vender og drejer det, har det været sært at opleve de overlevende bandmedlemmer spille flere af de gamle sange igen. Tænk hvis det var Kurt Cobain der var frontfiguren her i 2014...
Jeg glemmer aldrig hvordan det var at blive introduceret for Nirvana i 1991, i en alder af 14 år. Pludselig hørte man bare dén sang overalt. Hele tiden. "Smells like teen spirit".
Jeg syntes den var fed, men blev alligevel en smule mistroisk da de piger, fra min klasse, der var fans af Madonna og lignende, også syntes det var et fedt nummer. Derefter begyndte jeg at lytte til nummeret på en lidt anden måde, og overvejede om det ikke lød lidt for 'pænt' alligevel, siden poptøserne også var faldet for det. Men altså; nummeret var og er genialt. Jeg havde bare svært ved at fatte at alternativ rock pludselig var blevet 'hvermandseje'...
Albummet Nevermind kom på alles læber, og blev et decideret fænomen.
Jeg husker tydeligt hvor stort et indtryk Nirvana gjorde på mig. Jeg syntes de var nærmest skræmmende gode. Alt ved dem gik rent ind. Deres mildest talt vilde og kaotiske liveshows, intensiteten, energien, nerven og sårbarheden.
Der er virkelig noget om snakken, når det nævnes at Nirvana ramte fuldstændig plet i forhold til mange unges søgen efter noget, vi ikke vidste fandtes. Nirvana, og grungebølgen blev simpel hen svaret. En kort, men særdeles intens periode i rockhistorien, der for evigt har sat sit præg.
Nirvanas enorme kommercielle succes banede efterfølgende vejen for bands som Pearl Jam, Soundgarden og Alice in Chains. Den alternative rock kom op til overfladen. Jeg elskede alle disse bands, og det var som om Seattle bare blev ved med at spytte nye interessante bands ud.
Nirvana distancerede sig hurtigt fra den fantastiske, men også lidt 'pænt' producerede rock-lyd, der præger Nevermind, ved at udgive albummet Incesticide (1992) der indeholder outtakes og B-sider. Det var med til at overbevise mig om bandets genialitet, og i 1993 satte de trumf på med udgivelsen af mesterværket In Utero. Et komplekst og kompromisløst album, med en usandsynlig fed, 'live-agtig' lyd.
Albummet MTV Unplugged in New York udkom cirka et halvt år efter Cobains død, - et album der satte en fed streg under at Nirvana var i en liga for sig.
Det er fuldt fortjent med den store opmærksomhed og anerkendelse Nirvana til stadighed får, også her i 2014...
