mandag den 3. januar 2011

Færøsk Rødvin i Striber - et 8 timers tegneseriemaraton på Hjørring Bibliotek


(Forsiden af bogen "Færøsk Rødvin i Striber")

Tegneserier. Smag på ordet. Det smager godt, ikke? Jeg har ligeså langt, jeg kan huske tilbage været glad for at læse tegneserier. Først læste jeg især Anders And & Co., Lucky Luke, Garfield, Vakse Viggo og Tintin. Lidt senere var det først og fremmest Steen & Stoffer, der var et hit og senere igen Enki Bilal, Moebius og Robert Crumb. Derfor lå idéen med at afholde et tegneseriemaraton på Hjørring Bibliotek lige til højrebenet.

Det, der imidlertid kick-startede idéen, var at jeg i sommeren 2010 fik en venneanmodning på Facebook fra Kim Lyng Larsen, som jeg kendte fra et tegneseriemaraton, vi begge deltog i tilbage i 2000.

Kim var straks med på idéen, og tegneseriemaratonet blev afholdt mandag den 2. august 2010 på Hjørring Bibliotek. Tegneseriemaratonet på biblioteket var en "light-udgave" af det årlige 24 timers tegneseriemaraton, der er et globalt fænomen. Deltagerne fik 8 timer til at udarbejde en original tegneserie på 8 sider. Men som om det ikke var 'benspænd' nok, skulle der også indgå to bestemte begreber (”stopord”) i alle tegneserierne.


(Foto: Per Drustrup)

I dagene op til maratonet havde undertegnede og kollegaer ved Hjørring Bibliotekerne nemlig skrevet sedler med forslag til forskellige ”stopord”. Umiddelbart inden maratonet blev skudt i gang, trak jeg to tilfældige sedler op af en høj, sort hat og resultatet blev "færøsk rødvin" og "mobiltelefon". Værs'go at gå i gang!

Og det gjorde de. Det var en enestående oplevelse at se, hvor koncentreret der blev arbejdet ved bordene, som var stillet op midt i biblioteket, hvor det som sædvanlig myldrede med biblioteksbrugere. Maratondeltagerne arbejdede disciplineret og forsynede sig undervejs med vand, kaffe og frugt samt medbragte madpakker.


(Foto: Per Drustrup)

Tegneseriemaratonet blev en stor succes. Undervejs kom en journalist og en fotograf fra NORDJYSKE Stiftstidende og senere kom TV2/NORD også forbi og lavede dette indslag. Deltagerne tog sig tid til at tale med journalisterne - og tegnede så ellers ivrigt videre.


(Foto: Per Drustrup)


(Artiklen fra NORDJYSKE Stiftstidende)

Tik, tak. Tik, tak. Klokken nærmede sig 18:00 og næsten alle deltagere nåede i mål. De både humoristiske og meget forskelligartede tegneserier blev efterfølgende udstillet på Hjørring Bibliotek og udgivet i form af denne bog, som kan købes lige her.

Som antydet i indslaget fra TV2/Nord, kunne næste skridt være at afholde en decideret "Tegneseriefestival" på Hjørring Bibliotek. Denne idé føres ud i livet i dagene 21.03. - 25.03.2011 (begge dage inkl.).

Det bliver et brag af en tegneseriefestival, som bl.a. vil byde på workshop, såvel som foredrag, med den geniale Valhalla-tegner Peter Madsen, et "tegneseriebeats"-arrangement med tegneserietegnere og den lokale freestyle-rapper Johnni G og workshop med manden bag de populære Taynikma-tegneserier, Jan Kjær.

Du kan læse mere om den kommende tegneseriefestival - og alle de andre arrangementer i foråret 2011 - i Hjørring Bibliotekernes arrangementsfolder, og medio januar kommer der ligeledes et selvstændigt program for tegneseriefestivalen.