Han Kang: Vegetaren

Historien kredser om en ung kvinde ved navn Yeong-Hen som lever i et lidt småkedeligt, men stabilt ægteskab.

Dét bliver der dog ændret på da Yeong-Hen beslutter sig for at blive vegetar.

Umiddelbart en ret uskyldig beslutning skulle man mene – men det er MEGET mere end familien kan kapere.

I det samfund Yeong Hen bor i er det nemlig et tegn på normalitet, styrke og velfærd at spise kød.

Så den ellers så medgørlige og stilfærdige kvinde chokerer altså i den grad resten af sin familie med sin beslutning. Men hun holder stædigt fast i sit valg. Koste hvad det vil.

Og så bliver det hele ellers lige så stille mere og mere grotesk.

Det bliver blandt andet besluttet at Yeong Hen må være sindssyg og derfor skal hun indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Det beskrives også ganske malende hvordan andre familiemedlemmer - bizart nok - forsøger at tvinge hende, med vold og magt, til at spise kød.

Historien fortælles blandt andet gennem Yeong Hens mand, svoger og søster, og det hele fremstår meget gådefuldt, og Yeong Hen går mere og mere i hundene.

Der er fokus på hemmeligheder, begær og afsavn, og man bliver som læser klogere på Sydkoreas syn på familieforhold og kvindefrigørelse.

’Vegetaren’ er både poetisk og grotesk i sit udtryk - så hvis man har lyst til at læse en lidt skæv og anderledes roman, er dette et rigtigt godt bud.

Romanen vandt i 2016 den prestigefyldte ’Man Booker International Prize’, som hvert år uddeles i London for årets bedste engelsksprogede udgivelse.

Signe Maxen: Sort galde

Knivskarp og vigtig debutroman om en ung kvinde med en psykisk lidelse.

Det beskrives nærmest foruroligende godt hvordan hovedpersonen Sigrid går fra at have mystiske mavesmerter, som hun selv kalder ’sort galde’, til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Det er alvorlige og tunge emner der behandles men ikke desto mindre er sproget præcist, flydende og sine steder også poetisk.

Der er hele tiden en underliggende stemning af at Sigrid er ved at miste fodfæste og retning i livet, som Maxen beskriver virkelig fornemt.

Under et sabbatår begynder Sigrid at lide af mavesmerter som lægerne ikke kan give en forklaring på. Hun melder sig ind på et studium, og dropper ud igen. Hun mister sin appetit og føler sig ’forkert’.

Man får som læser sympati med Sigrid og ønsker bare at hun kunne komme ud af den situation hun er havnet i.

Undervejs får vi nogle af forklaringerne på hvorfor hun har det psykisk dårligt. Blandt andet har hun mistet sin far til kræft, har et anstrengt forhold til sin mor, og er dybt afhængig af, at sin søster Fie er i nærheden af hende, så godt som altid. Det kan hun selvfølgelig ikke være, og det har Sigrid svært ved at overskue.

Romanen giver et ret skræmmende indblik i hvordan det er at være en ung kvinde der er indlagt med psykiske problemer, i et samfund hvor det meste går op i kroner og ører…