Det er nu lidt over to år siden duoen One Day as a Lion sendte deres selvtitlede Ep på gaden - og vi venter stadig på deres første deciderede debutalbum.
Zack de la Rocha (Rage Against The Machine) og Jon Terodores (ex-The Mars Volta) leverede i sommeren 2008 en glimrende Ep og for nylig optrådte de for første gang sammen live.
Men mens vi stadig venter på et fuldlængde album kan man jo passende lytte til Ep'en en gang mere.
Nedenfor er den anmeldelse jeg skrev af One Day as a Lion-Ep for et par år siden.
Anmeldelsen er også at finde på musiksitet Undertoner:
I 1992 var jeg 15 år og gik til fodbold. En aften på træningsbanen, på den tid hvor Rage Against the Machine var på sit højeste, bl.a. med nummeret "Killing in the Name", bemærkede jeg, at en af mine holdkammerater tog en bold og stillede sig lige foran et mål. Derefter begyndte han at sparke bolden hårdt ind i målet, igen og igen, samtidig med at han hidsigt gentog linjen »Fuck you, I won’t do what you tell me!«.
Med andre ord appellerede Rage Against the Machine til mange af tidens frustrerede og rastløse unge.
Derfor føles det på mange måder som et kærkomment blast from the past, lige så snart Zack de la Rocha udgyder sin velkendte vrede over åbningsnummeret “Wild International” på One Day as a Lions debut-ep.
Jeg forgudede Rage Against the Machines selvbetitlede debutalbum fra 1992. Den vrede, indignation og energi, bandet lagde for dagen, var virkelig imponerende, og de revolutionære attituder fra de la Rocha gik rent ind.
Efter de glade, eller måske nærmere vrede, dage i 1992 ebbede den svovlholdige bølge dog langsomt, men sikkert ud, og Rage Against the Machine gik hver til sit i 2000. Tom Morello (guitar), Brad Wilk (trommer) og Tim Commerford (bas) gik sammen med Chris Cornell (eks-Soundgarden, eks-Temple of the Dog) og dannede Audioslave, mens de la Rocha varslede et soloalbum.
Soloalbummet er stadig ikke blevet undfanget, og da Audioslave sidste år kastede håndklædet i ringen, var vejen banet for en gendannelse af Rage Against the Machine, hvilket dog indtil nu blot har resulteret i nogle få liveoptrædender.
Nu er de la Rocha imidlertid pladeaktuel under navnet One Day as a Lion, som også tæller trommeslageren Jon Theodore (eks-The Mars Volta).
Efter de mange års stilhed omkring den iltre forsanger/rapper kunne man frygte, at de la Rocha var blevet rusten og – værst af alt – en parodi på sig selv. Disse bange anelser bliver lykkeligvis gjort eftertrykkeligt til skamme med udgivelsen af disse fem fyrige skæringer.
Tværtimod virker han virkelig skarp og varierer sit flow fortrinligt, mens tidligere tiders spruttende raseri er erstattet af mere kontrollerede vredesudbrud.
Problemet med Rage Against the Machine var netop, at de efterhånden fremstod mere og mere monotone i deres udtryk. Og selvom der uundgåeligt er åbenlyse referencer til Rage Against the Machine, er One Day as a Lion alligevel forfriskende for øregangene.
Lydcollagen består udelukkende af Rochas rap/sang og keyboards samt Jon Terodores trommer. Væk er altså blandt andet de overjordiske guitarlyde fra Tom Morello, men det føles sært nok ikke som et afsavn.
Det sørger Theodore bl.a. for ved at levere en tør og særdeles groovy bund, som må være lidt af en drømme-legeplads for de la Rochas indignerede rapstil. Sammen med de la Rochas splittede og møgbeskidte synth-flader skaber One Day as a Lion et sonisk landskab, som ikke råber på hverken bas eller guitar.
Mens Theodore banker nummeret “Wild International” i gang, er det næsten, som om man ser de la Rocha for sig, trippende og rastløs – som en løve i sit bur – for at yde sit bidrag til nummeret.
Dette billede bliver endnu mere tydeligt af, at der høres et utålmodigt »God damn« fra kulissen, sekunder før følgende linje skydes af sted: »They say that in war that truth be the first casualty.«
De altoverskyggende temaer på de fem skæringer er næppe overraskende krig og religion, men som antydet er indpakningen en smule anderledes i forhold til tidligere.
Ud over at det grundlæggende er herligt at høre, at Rage-vokalisten stadig er indigneret og pågående, er det både spændende og udfordrende at drage på opdagelse i det soniske landskab, duoen folder ud.
Det er ikke mindst interessant at høre de la Rocha fremføre et mere varieret flow og indimellem tilmed synge, som det eksempelvis er tilfældet i enkelte passager af nummeret “Ocean View”: »Ocean of tears rise, rise a flame to tear them down / Ocean of past crimes now fill our hearts to tear them down.«
Dybest set befinder de la Rocha sig dog ikke milevidt fra Rage Against the Machine-universet. Ikke desto mindre er udtrykket varieret og idérigt nok til, at One Day as a Lion fremstår interessant og forfriskende.
Derudover spiller det nok også ind, at det er ved at være en del år siden, vi sidst hørte nyt fra de la Rocha. Men nu er han for alvor tilbage. Heldigvis!
